
Job, erhverv og kulturs møde den 12. august 2025
Mødelokale SL 1 kl. 08.00
72Godkendelse af dagsorden
73Beslutning om økonomi forbundet til arbejdet med frisættelse og afbureaukratisering på det folkeoplysende område
Resume
Som led i arbejdet med frisættelse og afbureaukratisering på det folkeoplysende område, præsenteres udvalgene Job, erhverv og kultur og Unge, fritid og idræt med denne sag for økonomien forbundet til de fire prioriterede temaer.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Der indkøbes nyt digitalt system til understøttelse af det folkeoplysende område
- Træffe beslutning om oversendelse af én af de fire modeller for finansiering
Sagsfremstilling
Udvalgene Unge, fritid og idræt (6. maj 2025, pkt. 36) og Job, erhverv og kultur (6 maj 2025, pkt. 55) blev i maj præsenteret for arbejdet med frisættelse og afbureaukratisering på det folkeoplysende område. Der var fremkommet fire temaer på baggrund af en inddragelsesproces med foreninger og samråd, som havde til formål at sætte fokus på, hvad der kan gøre det lettere at være forening i Frederikssund Kommune. De fire temaer:
- Tema 1. Kommunikation – booking af lokaler
- Tema 2. Sæsonfordeling
- Tema 3. Tilskud og puljer
- Tema 4. Lokaler, stadepladser og tilladelser ved enkeltstående arrangementer
Job, erhverv og kultur besluttede, at økonomien forbundet til de fire temaer skulle undersøges.
Med denne sag præsenteres udvalgene for, hvad det vil koste at opgradere det digitale system.
Administrationen vurderer, at indkøb af et nyt digitalt system vil styrke de folkeoplysende foreningers arbejde indenfor de fire temaer. Det digitale system har særlig stor betydning for Tema 1: Kommunikation – booking af lokaler, men har ligeledes indflydelse på de øvrige 3 temaer. Administrationen vurderer således, at det vil være muligt at imødekomme ønskerne forbundet til de fire temaer inden for en økonomiske ramme på 600.000 kr. i éngangsydelse. Dertil vil der være en øget afledt drift på 45.000 kr. årligt på et nyt digitalt system.
Såfremt udvalgene ønsker at opgradere det digitale bookingsystem, kan dette gøres ved én af følgende modeller:
1) at rammebeløb (engangsydelse samt afledt drift) til opgraderinger af digitalt system finansieres af Folkeoplysningsudvalget
2) at rammebeløb (engangsydelse samt afledt drift) til opgradering af digitalt system oversendes til budget
3) at engangsydelsen finansieres fra Folkeoplysningsudvalgets ramme, mens den afledte driftsudgift oversendes til budget
4) at engangsydelsen oversendes til budget, mens den afledte driftsudgift finansieres fra Folkeoplysningsudvalgets ramme
Beslutning om anvendelse af midler på Folkeoplysningsudvalgets ramme kan ikke træffes af Job, erhverv og kultur. Ønsker udvalget en model, hvor der er hel eller delvis finansiering fra Folkeoplysningsudvalgets ramme, oversendes det som anbefaling til Unge, fritid og idræt.
Historik for det nuværende digitale system
27 april 2021 besluttede Folkeoplysningsudvalget, at indkøbe det nuværende digitale bookingsystem. Systemet blev på daværende tidspunkt valgt, da det var den bedste løsning indenfor den afsatte økonomi. Systemet blev implementeret i efteråret 2021. Den generelle tilbagemelding fra foreningerne, som er de primære brugere af systemet, er at det opleves forældet og det er svært at danne sig et overblik over mulige lokaler samt booking.
Indkøb af systemet blev i 2021 finansieret af Folkeoplysningsudvalget.
Den årlige driftsudgift blev overført fra Folkeoplysningsudvalget ramme til Center for IT og Ejendommes budget.
Det øvrige arbejde med temaerne, som ikke rummes indenfor køb af nyt digitalt system, præsenteres på et senere udvalgsmøde.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Den årlige afledte merudgift på 45.000 kr. skal finansieres inden for Folkeoplysningens egen ramme under UFI, alternativt skal merudgiften løftes i budgetforhandlingerne til Budget 2026.
74Beslutning om vedtægtsændring for Willumsens Museum
Resume
Bestyrelsen for Willumsens Museum fremsender et forslag til ønskede vedtægtsændringer. Ændringerne går på et ønske om en ny sammensætning i bestyrelsen samt en opdatering i forhold til museumsreformen, som blev vedtaget tidligere på året.
Denne sag indeholder fortsat sagsbehandling.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Forslag om vedtægtsændringer sendes i høring hos de organisationer, som udpeger medlemmer til Willumsens Museums bestyrelse.
Historik
Beslutning fra Job, erhverv og kultur, 3. juni 2025, pkt. 65:
Godkendt.
Sagsfremstilling
Fortsat sagsbehandling 12. august 2025
Forslag til vedtægtsændringerne har været i høring, jf. beslutningen. Der er ikke indkommet kommentarer, der modsiger ændringerne.
Sagsfremstilling 3. juni 2025
Bestyrelsen for Willumsens Museum har fremsendt et forslag til ønskede vedtægtsændringer.
Bestyrelsen besluttede i maj 2024, at de ønsker en ny sammensætning af bestyrelsesmedlemmer, som de vurderer er mere hensigtsmæssig for museets ledelse.
Derudover tager de foreslåede ændringer højde for museumsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2025.
Forslag til de nye vedtægter er vedlagt sammen med et dokument, der sammenholder ændringer mellem tidligere og nye vedtægter.
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at forslaget om vedtægtsændringer sendes i høring hos de organisationer, som udpeger medlemmer til Willumsens Museums bestyrelse. Det vil dreje sig både om de organisationer, der udpeger medlemmer i nuværende vedtægter og i forslaget om reviderede vedtægter.
Høringssvarene vil efterfølgende blive fremlagt for Job, erhverv og kultur. Ønsker Job, erhverv og kultur herefter, at vedtægtsændringerne vedtages, skal udvalget indstille dette til endelig godkendelse i Byrådet.
Inddragelse
Bestyrelsen for Willumsens Museum har vedtaget og fremsendt ønsket om ændringerne. Øvrig involvering er ikke fundet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.
Bilag
75Beslutning om Parkteatrets aktivitetsplan og budget sæson 2025-2026
Resume
Parkteatret Frederikssund Kommunes Egnsteater har indsendt budget og aktivitetsplan for den kommende sæson til orientering, jf. Egnsteateraftalen 2025-2028.
Job, erhverv og kultur skal samtidig tage stilling til merforbrug afledet af ny egnsteateraftale for perioden 2025-2028.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Tage orienteringen om Parkteaterets budget og aktivitetsplan til efterretning
- Merforbrug på 236.000kr i 2025 afledt af ny egnsteateraftale for perioden 2025-28 finansieres ved mindreforbrug på 32.500 kr. fra Venskabsbypuljen og 133.500 kr. fra Kulturpuljen, samt det resterende merforbrug i 2025 på ca. 0,07 mio. kr. finansieres indenfor udvalget ramme.
Sagsfremstilling
Administrationen har rettidigt modtaget budget og aktivitetsplan for sæson 2025-2026 fra Parkteatret Frederikssund Kommunes Egnsteater.
Budget og aktivitetsplan er godkendt af Parkteatrets bestyrelse.
Administrationen vurderer, at aktivitetsplanen ligger inden for egnsteatrets rammer og bemærker, at budgettet balancerer.
Der forventes øgede indtægter fra billet- og turnésalg, særligt i lyset af at Parkteatret sammen med Frederikssund Teaterforening i 2024 blev godkendt som primærscene og dermed kan udbyde flere forestillinger og derigennem opnå ekstra tilskud via ordningen Turnénetværk Danmark.
Udgifter til lønninger øges tilsvarende med indtægterne.
Parkteatret oplyser, at de i kommende sæson vil:
- Producere og turnere med to nye forestillinger
- Genopsætte, spille og turnere med tre forestillinger
- Afholde en sommerferieworkshop
- Spille bankokabaret på kommunens omsorgscentre
- Præsentere fem gæstespil i samarbejde med Frederikssund Teaterforening
- Præsentere to gæstespil for børn sammen med Frederikssund Børneteaterforening
- Deltage på Teaterseminar og Klapfestival som producerende teater
- Undervise elever mellem 9-16 år på teaterskolen, jf. aftale med Frederikssund Kommune herom
- Arrangere Allehelgensvandring 7. november i Slangerup i Krydsfeltregi sammen med Frederikssund Musikskole og Willumsens Museum
- Afholde seks comedyaftener
- Derudover vil Parkteatret opføre en til to egenproduktioner på Skibby Bibliotek for at komme tættere på publikum på Hornsherred.
Det er Parkteatrets mål, at 2.692 publikummer indløser billet, og at ca. 1.500 mennesker involveres i projekter, der er tilknyttet teatret – fx ved workshops, teaterskole mm.
Parkteatrets aktiviteter er forankret i teatrets vision:
"Parkteatret er en central kulturel spiller i Frederikssund Kommune.
Med et lokalt anker skaber Parkteatret en selvbevidsthed som giver mennesket mod på at gå verden i møde."
Vedlagt som bilag er budget 2025-2026, aktivitetsplan 2025-2026 samt egnsteateraftale 2025-2028.
Driftstilskud 2025
Parkteatret modtager i perioden 2025-2028 et øget driftstilskud fra Frederikssund Kommune i forhold til den forrige egnsteateraftale for perioden 2021-2024. Det øgede tilskudsbeløb skyldes statens krav til kommunerne om minimumsstøttebeløb til egnsteatre.
Minimumskravet vil give et merforbrug på 0,236 mio. kr. i 2025. Administrationen indstiller, at benytte uforbrugte midler i Venskabsbypuljen på 32.500 kr. og Kulturpuljen på 133.500 kr., samt at det resterende merforbrug på 70.000 kr. finansieres indenfor områdets egen ramme. I øjeblikket er der 32.500 kr. i Venskabsbypuljen og 207.550 kr. i Kulturpuljen. Hvis udvalget anvender 133.500 kr. fra Kulturpuljen til Egnsteateraftalen, vil der restere 74.050 kr. i puljen til disposition for de sidste to ansøgningsrunder.
Merforbruget skyldes, at statens krav til kommunerne om minimumsstøttebeløb til egnsteatre, samt statens refusionsprocent til kommunerne først blev udmeldt efter budget 2025-2028 var vedtaget i Frederikssund Kommune. Dermed nåede de økonomiske konsekvenser ikke at blive indarbejdet i budget 2025-2028. Merforbruget for perioden 2026-2028 skal håndteres i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2026.
Inddragelse
Budget og aktivitetsplan er godkendt af Parkteatrets bestyrelse. Anden inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Parkteatrets øget driftstilskud fra Frederikssund Kommune vil give et merforbrug på 0,236 mio. kr., som skal findes inden for områdets egen ramme. Merforbruget for perioden 2026-2028 bør håndteres i forbindelse med budgetforhandlingerne for budget 2026.
Bilag
76Beslutning om sagsbehandlingsfrister på det sociale område
Resume
Efter en gennemgang af Frederikssund kommunens offentliggjorte sagsbehandlingsfrister på det sociale område af 26. marts 2025, har Ankestyrelsen den 2. maj 2025 sendt en tilsynsudtalelse til Frederikssund Kommune. Ankestyrelsen oplyser, at der fortsat mangler at blive offentliggjort sagsbehandlingsfrister vedrørende ansøgningssager på flere områder. På den baggrund har administrationen lavet en ny oversigt med flere sagsbehandlingsfrister, herunder tilføjet en opsamlende sagsbehandlingsfrist med henblik på politisk godkendelse. Job, erhverv og kultur skal tage stilling til sagsbehandlingsfristerne bistand til særlige aktiviteter, hjælp til selvstændige erhvervsdrivende og støtte til revalidender samt en opsamlende sagsbehandlingsfrist.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Job, erhverv og kultur over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Forslag til tre nye sagsbehandlingsfrister og en opsamlende sagsbehandlingsfrist godkendes.
Sagsfremstilling
I tilsynsskrivelse af 2. maj 2025 (bilag 1) har Ankestyrelsen gjort Frederikssund kommune opmærksom på, at kommunen fortsat mangler at offentliggøre sagsbehandlingsfrister på det sociale område. Ankestyrelsen kommer i den forbindelse med eksempler på manglende sagsbehandlingsfrister på flere områder og bemærker, at opremsningen ikke er udtømmende.
Det bemærkes, at Ankestyrelsen herudover ikke har yderligere kommentarer til de øvrige forhold, som blev påtalt i tilsynsskrivelse af 9. oktober 2024 (bilag 3).
Ankestyrelsen har endvidere telefonisk opfordret til, at Frederikssund kommune laver en opsamlende sagsbehandlingsfrist gældende for alle de ansøgningssager, som ikke måtte fremgå af kommunens offentliggjorte oversigt. En opsamlende sagsbehandlingsfrist vil medføre, at kravet om sagsbehandlingsfrister for alle ansøgningsparagraffer vil anses for at være imødekommet fra kommunens side, selv om der fortsat er frister, som ikke specifikt fremgår af kommunens oversigt over sagsbehandlingsfrister.
Administrationen har på baggrund af henvendelsen lavet et nyt udkast til sagsbehandlingsfrister på det sociale område (bilag 2) og anbefaler, at der i oversigten over sagsbehandlingsfrister tilføjes en opsamlende sagsbehandlingsfrist på 12 uger gældende for alle ansøgningsparagraffer på det sociale område, der ikke måtte fremgå af kommunens oversigt over sagsbehandlingsfrist med følgende ordlyd:
”For alle paragraffer, som ikke fremgår af listen, gælder en sagsbehandlingsfrist på 12 uger”
Den opsamlende sagsbehandlingsfrist på 12 uger gælder kun for ansøgningsparagraffer inden for det sociale område og lovområder omfattende udvalgene Job, erhverv og kultur, Børn, familier og forebyggelse, Omsorg og ældre, Social og sundhed samt Skole, klub og SFO, som ikke specifikt fremgår af kommunens offentliggjorte oversigt. Dermed vil det kun være et ganske lille antal ansøgningsparagraffer, som omfattes af den opsamlende sagsbehandlingsfrist, ligesom administrationen vil ofte kunne behandle ansøgningerne langt hurtigere end 12 uger, hvis sagerne er ukomplicerede.
Administrationen anbefaler, at Job, erhverv og kultur tager stilling til forslag om en ny opsamlende sagsbehandlingsfrist på 12 uger og nedenstående nye sagsbehandlingsfrister:
- bistand til særlige aktiviteter (§ 17 i LAB-loven) – 2 uger
- hjælp til selvstændige erhvervsdrivende (§ 126 i LAB-loven) – 6 måneder
- støtte til revalidender (kap. 6 c i LAS-loven) – 3 uger
Der er to frister indenfor lov om aktiv beskæftigelsespolitik (LAB-loven), en frist indenfor lov om aktiv social politik (LAS-loven).
Fastsættelse af fristerne
Administrationen vurderer ved fastsættelse af en frist, hvor lang tid det gennemsnitligt vil tage at oplyse en sag og træffe afgørelse samt om den er afgørende betydning for borgerens livsførelse, som fx ved ansøgninger om kontante ydelser. I spidsbelastningsperioder eller i mere komplicerede sager, kan en sagsbehandlingsfrist blive overskredet. I dette tilfælde, bliver borgeren oplyst om, hvornår de kan forvente at få en afgørelse. En sagsbehandlingsfrist er fastlagt med det udgangspunkt, at 80-90 % af alle sagerne får en afgørelsen indenfor fristen.
Sagsbehandlingsfristen er udtryk for den maksimale sagsbehandling, således borgeren ofte vil modtage en afgørelse før fristen.
Den nye oversigt med sagsbehandlingsfrister (bilag 2) vil, hvis de bliver godkendt, blive offentliggjort på kommunens hjemmeside senest den 15. september 2025.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
77Orientering om årsberetninger kulturhuse og institutioner 2024
Resume
De brugerstyrede kommunale foreningshuse samt kulturinstitutioner med samarbejdsaftale med Frederikssund Kommune udarbejder årligt en årsberetning. De præsenteres her for Job, erhverv og kultur til orientering. Det drejer sig om Slangerup Bio, Kulhuse Kultur- og Medborgerhus, Kulturhuset Elværket, Jægerspris Amatør Scene og Selsø Slot.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
I denne sag følger årsberetninger fra foreningerne, der driver Kulhuse Kultur og Medborgerhus, Slangerup Bio, Jægerspris Amatør Scene, Kulturhuset Elværket samt den selvejende institution Selsø Slot.
Der er udover vedlagte bilag er indsendt årsregnskaber og andet materiale i henhold til samarbejdsaftalerne med de respektive foreninger. Materialet er gennemgået af administrationen.
Slangerup Bio
Slangerup Bio drives af foreningen af samme navn. Biografen holder til i en kommunalt ejet bygning og skal i henhold til samarbejdsaftalen med kommunen indsende en række informationer årligt, hvilket er gjort.
Slangerup Bio har i 2024 haft over 8.000 gæster og været et kulturelt samlingspunkt med filmvisninger næsten alle ugens dage, herunder børnebio, skolebio og seniorforestillinger. Biografen prioriterer fællesskab, frivillighed og inklusion med særlige tilbud til institutioner og sårbare grupper. Der er også afholdt koncerter, foredrag og events som Halloween for børn. Kunstudstillinger i foyeren og gratis kaffe til gæsterne bidrager til en varm og inkluderende atmosfære.
Vedlagt som bilag er beretningen fra Slangerup Bio.
Kulhuse Kultur- og Medborgerhus
Kulhuse Kultur- og Medborgerhus er et brugerdrevet kulturhus i en kommunalt ejet bygning. Kulhuse Kultur- og Medborgerhus oplever sig som et aktivt og velfungerende samlingspunkt. Huset er drevet af frivillige som står for et bredt udvalg af faste aktiviteter som bogcafé, billard, håndarbejde, gymnastik og whist. Der arrangeres tre årlige markeder, som tiltrækker både lokale og sommerhusejere og styrker fællesskabet. Huset byder også på kulturelle tilbud som kunstudstillinger, foredrag, musik og vinsmagning. Udendørs aktiviteter som petanque og vinterbadning er populære året rundt. Huset bruges desuden flittigt af foreninger og har netop fået forbedret akustik med støtte fra fonde og lokale bidrag.
Vedlagt som bilag er formandens beretning fra Årsmødet, som blev afholdt i april 2025.
Kulturhuset Elværket
Kulturhuset Elværket drives af en forening, som har til huse i den kommunalt ejet bygning af samme navn. Elværket modtag i 2024 et tilskud på 1.470.470 kr., hvoraf en del udbetales som løn og de 24.000 kr. dækker revision. Elværket er en del af det forpligtende samarbejde med øvrige kulturinstitutioner i regi af Kulturfuglen.
Elværket registrerede i 2024 18.196 besøgende fordelt på 474 arrangementer, hvoraf de 196 var åbne for offentligheden. Elværksforeningens medlemmer stod bag de 365 af arrangementerne. Elværket selv stod også bag en række arrangementer og det største var fejringen af foreningens 40-års jubilæum.
Årsberetningen som er vedlagt som bilag.
Jægerspris Amatør Scene (JAS)
JAS er en forening, hvis formål er at ”… danne ramme om aktivt arbejde med dramatisk kunst og med dette som grundlag at udøve teatervirksomhed og anden kulturel virksomhed for børn og voksne i Frederikssund Kommune.”
JAS ejer selv deres bygning og modtog i 2024 et tilskud på 183.892 kr. fra Frederikssund Kommune.
Foreningen fik i 2024 ny formand og nye medlemmer i bestyrelsen. Af formandens beretning fremgår det, at der er nok at se til. Ca. 3000 har købt billet til forestillingerne og derudover gennemførte foreningen børne, junior og ungdomshold i henhold til aftalen med Frederikssund Kommune.
Udover forestillinger, deltagelse i Blå Nat med mere, står JAS også for vedligeholdelse af huset, som står over for nogle store udfordringer i det kommende år – blandt andet pga. utætheder i taget og konstateret fugt i kælderen.
Vedlagt som bilag er Formandens Beretning.
Selsø Slot
Selsø Slot drives af den Plessenske Selsø Fond, som i 2024 modtag et driftstilskud fra Frederikssund Kommune på 347.745 kr. samt et tilskud på 30.360 kr. fra Kulturpuljen.
Fonden er ansvarlig for museets åbningstider, aktiviteter såvel som bygningens vedligehold. Af Fondens beretning fremgår det, at fokus for sæson 2023-2024 var den omfattende vinduesrestaurering, som blev gennemført på baggrund af ekstern støtte. Fokus på bygningskulturen tiltrak nye målgrupper gennem temadage og samarbejde med bl.a. Leif Hansen Arkitekter, UNORD mfl. Omvisninger, koncerter og børnemusikfestival blev godt modtaget og besøgstallet steg til 8.196. Med udgangen af 2024 afsluttende Nationalparken samarbejdet med Selsø Slot, så trods et overskud på 169.416 kr. i sidste sæson, er Fondens driftsøkonomi skrøbelig og stærkt afhængig af frivillige kræfter og eksterne midler.
Inddragelse
Årsberetningerne er indhentet fra de brugerstyrede kulturhuse og kulturinstitutioner, som har en samarbejdsaftale med Frederikssund Kommune.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger til sagen.
Bilag
78Orientering om status Kultur- og erhvervspartnerskaber
Resume
Job, erhverv og kultur præsenteres med nærværende sag for en status på initiativet, der blev igangsat i 2023, med det formål at undersøge potentialerne for kultur og erhvervssamarbejde gennem partnerskaber. Udviklingsforløbet skulle gennemføres i 2024-2025, og der blev i 2024 afsat 50.000 kr. fra kulturpuljen til gennemførelsen her af.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
8. august 2023 nedsatte Job, erhverv og kultur sag nummer 87 en arbejdsgruppe bestående af politiske medlemmer fra Job, erhverv og kultur såvel som ansatte i administrationen fra hhv. Center for Kultur, Fritid & Ungeliv samt Center for By & Landskab. Arbejdsgruppen skulle undersøge mulighederne for partnerskaber mellem kultur og erhverv i Frederikssund Kommune.
På erhvervskonferencen i november 2023 blev der holdt et oplæg om kultur og erhvervssamarbejdet.
Sideløbende drøftede arbejdsgruppen muligheder og anbefalede at starte indsatsen ved at bringe større virksomheder sammen med etablerede kulturinstitutioner med henblik på at undersøge muligheden for stærke lokale partnerskaber.
Af planen fremgik det, at man forventede at gå til opgaven med tre initiativer i 2024, gentaget i 2025.
30. januar 2024 godkendte udvalget, sag nr. 19, planen for det videre arbejde og der blev afsat en ramme på 50.000 kr. fra kulturpuljen til udviklingsarbejdet i 2024-2025.
Aktiviteter 2024
Der blev planlagt et indledende møde i juni 2024 med henblik på at samle virksomheder og aktører på Willumsens Museum. Mødet havde til formål at tage det første skridt mod etablering af mulige partnerskaber. For at opnå bredere deltagelse blev mødet udsat til september 2024, så budskabet kunne nå ud til flere interessenter. At det viste sig så svært at få skabt interesse og opnå opbakning, var en vigtig erkendelse men den betød også, at hensigten om at indhente gode erfaringer fra andre kommuner gik i stå.
Kultur- og erhvervspartnerskaber, workshop 11. september 2024
Fire virksomheder og fem kulturaktører tilmeldte sig arrangementet sammen med udvalget for Job, erhverv og kultur, Frederikssund Erhverv og Administrationen.
Arrangementet blev afholdt på Restaurant Toldboden, og BARC Scandinavia var indbudt til at holde oplæg og facilitere efterfølgende rundbordssamtaler. BARC står for Business og Art and Culture og BARC Scandinavia er en konsulentvirksomhed, der er specialister i strategisk udvikling indenfor kultursektoren.
Ved bordene blev følgende temaer drøftet:
- Partnerskaber kan være en måde at udvikle kerneforretningen på og give adgang til nye geografier og målgrupper.
- Det kræver en reel og gensidig interesse og investeret tid, hvis man skal opnå det optimale udbytte og gensidig gevinst.
- Kulturinstitutionerne og virksomhederne mangler et naturligt og kontinuerligt mødeforum.
- Frederikssund Erhverv kunne være den samlende part.
Efterfølgende blev det aftalt, at der skulle arbejdes videre med konkrete partnerskaber med henblik på at skabe eksempler og inspiration på andre. Der har været dialog mellem et par virksomheder og kulturinstitutioner, som der følges op på i efteråret.
Hvad skal der ske nu?
På baggrund af erfaringerne fra 2024 er hovedfokus i 2025 at gennemføre de konkrete partnerskabsudviklingsforløb.
Der planlægges derfor en workshop i efteråret 2025, hvor der udvikles mindst ét konkret partnerskab til inspiration for andre. BARC Scandinavia faciliterer workshoppen, som forventes at involvere et til to par.
Resultatet af workshoppen præsenteres for udvalget i sidste kvartal 2025. Dette med henblik på en samlet evaluering af det samlede forløb, med formålet at undersøge mulighederne for partnerskabet mellem kultur- og erhvervsliv i Frederikssund Kommune.
Foreløbige erfaringer:
Foreløbige erkendelser for samarbejdet er, at det er en udfordring at formidle de konkrete potentialer og dermed skabe interesse blandt virksomheder og til dels også kulturinstitutioner. Det er således Administrationens vurdering, at de større fællesmøder ikke har været fundet relevante
fra potentielle deltagernes side.
Ved at lave nogle mere konkrete eksempler ønsker administrationen at gøre samarbejdet mere håndgribeligt og på den måde også mere relevant.
Derudover oplever Administrationen, at det kræver et større rekruttering- og fastholdelsesarbejde at holde deltagerne til ilden og aktiveret, hvorfor der i den endelige evaluering også vil blive lagt op til en drøftelse af, hvor projektledelsen for et sådant initiativ med fordel kan placeres.
Det er fra flere parter nævnt, at Frederikssund Erhverv er en oplagt og måske endda nødvendig medspiller for at få det til at lykkes. En drøftelse, som også blev rejst i forbindelse med udarbejdelse af en ny samarbejdsaftale med Frederikssund Erhverv.
I den afsluttende evaluering vil administrationen således lave et oplæg til mulige organiseringer herunder placering af projektlederrollen, hvor det fx kan integreres i samarbejdsaftalen for Frederikssund Erhverv fra 2025.
Økonomi:
Af de 50.000 kr., der blev afsat i 2024, er der anvendt 25.240 kr. De resterende midler er blevet overført.
Inddragelse
De ovennævnte aktører har været inddraget i de beskrevne forløb.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger til sagen.
79Meddelelser
Sagsfremstilling
Kulturpas - udmelding fra Kulturministeriet. Se vedlagte bilag
Bilag
80Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.