Frederikssund Kommunes logo

Folkeoplysningsudvalgets møde den 10. september 2026

Mødelokale F3, Torvet 2, stuen, 3600 Frederikssund kl. 17.00

Dagsorden

Fold alle punkter

28Godkendelse af dagsorden

29Orientering om Folkeoplysningsudvalgets økonomi

Resume

Folkeoplysningsudvalget orienteres om økonomien per 10. september 2026.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Administrationen gennemgår udvalgets økonomi per 10. september 2026.

Bilag

30Beslutning om revidering af retningslinjer for sæsonfordeling af kommunale idrætsfaciliteter

Resume

Folkeoplysningsudvalget og Fritid og Kultur skal med denne sag igangsætte proces for revidering af retningslinjer for sæsonfordeling af tider i kommunale idrætsfaciliteter. For at give arbejdsgruppen god tid til processen, samt sikre en god implementering af nyt IT-system, anbefaler administrationen, at fordelingen af sæsontider i kommunale idrætsfaciliteter i indeværende sæson 2026/2027 fortsætter uændret i sæson 2027/2028.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Folkeoplysningsudvalget over for Fritid og Kultur anbefaler, at:

  1. Igangsætte arbejdet med revidering af retningslinjer for sæsonfordeling af kommunale idrætsfaciliteter
  2. Fordelingen af tider i indeværende sæson 2026/2027 fortsætter uændret i sæson 2027/2028 med mulighed for mindre tilpasninger

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommunes idrætsforeninger og aftenskoler deltog i 2025 i workshops omkring afbureaukratisering og regelforenkling under overskriften "hvordan kan vi gøre det lettere at være forening?". Flere temaer blev på aftenen bragt op af foreningerne. Blandt andet at de oplevede det besværligt at booke lokaler, da IT-systemet ikke var intuitivt at arbejde i, og at processen omkring sæsonfordelingen af kommunale idrætsfaciliteter var omstændig med mange trin, og at retningslinjerne ikke var nuanceret nok til at tage højde for den enkelte forenings behov for eksempelvis ekstra træningstid til eliteudøvere. Dertil har administrationen også observeret uhensigtsmæssigheder i retningslinjerne og processen omkring fordelingen af tiderne.

Derfor indstiller administrationen, at der igangsættes en proces omkring revidering af retningslinjerne for sæsonfordelingen, med formålet om at gøre regler og processer enklere.

For at give foreningslivet de letteste og mest overskuelige processer, anbefaler Administrationen at processerne for revision af retningslinjer, nyt IT-system og lokalefordeling for 2027/28 foregår sideløbende. Dette beskrives nærmere i nedstående.

Revidering af retningslinjer for sæsonfordeling

I samarbejde med Aftenskolernes samråd, Frederikssund Idrætsråd og eventuelt udvalgte foreninger oprettes en arbejdsgruppe. Gruppen vil få mulighed for at komme med deres betragtninger og forbedringsforslag. Temaerne for arbejdet med regelsættet vil blandt andet omhandle:

  • Medlemstal og beregning af normtid, herunder betydningen af ventelister
  • Haltid til nogle foreninger og saltid til andre
  • Eliteklubbers behov for ekstra træningstid
  • Udendørsidrætters ønske om indendørstid i vinterhalvåret
  • Tid til aftenskoler i primetime (hverdage kl. 16-22)
  • Samrådenes rolle i processen omkring fordeling af tider

Samtidig er der ønske om at afsøge, om funktioner i det nye IT-system kan lette processen omkring sæsonansøgninger for både foreninger og administrationen. Dette vil også indgå som en del af drøftelserne i arbejdsgruppen.

Forventeligt vil arbejdet med revideringen af retningslinjerne opstarte i slutningen af 2026 og forløbe over det meste af 2027.

Fordeling af sæsontider i kommunale idrætsfaciliteter for sæson 2027/2028

Folkeoplysningsudvalget besluttede 11. september 2025, at igangsætte en proces omkring indkøb af et nyt IT-system til blandt andet booking af kommunale lokaler. Der er planlagt driftsstart på det nye IT-system 15. januar 2027. I følge de nuværende retningslinjer for sæsonfordelingen (bilag 1), sker foreningernes ansøgning om sæsontider i starten af februar (almindeligvis omkring uge 7 og 8). Samtidig er der frist for at søge om aktivitetstilskud og lokaletilskud 1. februar. Driftsstarten er således lige inden foreningerne både ville skulle ansøge om sæsontider til sæson 2027/2028 og tilskud.

Administrationen vurderer, at det ikke er optimalt, at foreningerne indenfor få uger skal lære arbejdsgangene i det nye system og samtidig nå at søge om tilskud og lokaler inden deadline. Derfor indstiller administrationen til, at tider i indeværende sæson 2026/2027 fortsætter uændret i sæson 2027/2028, med mulighed for mindre tilpasninger i dialog med de berørte foreninger.

Ved at forlænge sæsonfordelingen med endnu et år, giver det mulighed for at implementere det nye IT-system med en god og tryg overgang. Som noget af det første får foreningerne mulighed for at lave enkeltbookinger til møder, arrangementer mm. samt søge om tilskud. Således lærer de systemet godt at kende, inden de skal ansøge om sæsontider, der er en tidskrævende proces for de foreninger, som har aktiviteter på mange forskellige lokationer og dage. Samtidig giver forlængelsen af sæsonfordelingen god tid til en gennemarbejdet proces omkring revideringen af retningslinjerne for sæsonfordelingen, og mulighed for at undersøge alle funktioner i systemet der kan optimere processen.

Inddragelse

Frederikssund Idrætsråd og Aftenskolernes Samråd har afgivet høringssvar, da deres medlemsforeninger får tildelt sæsontider i kommunale haller og sale. Frederikssund Idrætsråd udtaler i deres høringssvar: FIR støtter op om forslaget. Det giver god mening at fokusere kræfterne på nyt bookingsystem, give brugerne tid til at lære systemet at kende, før den store runde med sæsonbooking skal i gang.

Aftenskolernes Samråd udtaler i deres høringssvar: Vi stemmer for en 2 årig sæsonfordeling - det skaber kontinuitet både for aftenskoler, undervisere og deltagere samt mindsker administrationsbyrden.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

31Beslutning om idræts-, fritids- og lederprisfest 2026

Resume

Folkeoplysningsudvalget skal med denne sag træffe beslutning om de overordnede rammer for idræts,- fritids- og lederprisfesten 2026, herunder fastsættelse af dato og lokation.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Idræts-, fritids- og lederprisfesten 2026 afholdes i Slangerup Idræts- og kulturcenter tirsdag 2. marts 2027
  2. Der træffes beslutning om de overordnede rammer
  3. Der afsættes 145.000 kr. til arrangementet

Sagsfremstilling

Idræts,- fritids- og lederprisfesten er en årlig begivenhed, hvor det foregående kalenderårs præstationer hyldes, og der

uddeles priser og anerkendelser til kommunens frivillige og udøvere.

I følge retningslinjerne skal arrangementet afholdes i uge 9. Det har tidligere været planlagt til tirsdag i uge 9, hvorfor en mulig dato for arrangementet vil være 2. marts 2027. Jævnfør Folkeoplysningsudvalgets evaluering den 8. april 2026 i sag 16, af den senest afholdte prisfest, indstiller administrationen, at arrangementet afholdes i Slangerup Idræts- og Kulturcenter. Det vurderes, at der her er optimale rammer for afviklingen af denne type arrangement.

Derudover indstiller administrationen til, at de overordnede rammer for arrangementet beholdes. Det betyder at de deltagende bydes på spisning, og at en eller flere foreninger inviteres til at lave et mindre indslag. Der har tidligere år også været en ekstern oplægsholder på programmet. Administrationen anbefaler, at et eventuelt oplæg har en varighed af maksimalt 30 minutter for at holde publikums opmærksomhed.

Der åbnes for indstillinger til priser og anerkendelser i løbet af november 2026, og det vil være muligt at indstille året ud. Alle folkeoplysende foreninger vil modtage besked, når der åbnes for indstillinger.

Folkeoplysningsudvalget beslutter på deres møde i januar 2027 nominerede og vindere til de fire priser.

Bilag

32Orientering om fordeling af tilbageløbsmidler til aftenskolerne 2026

Resume

Folkeoplysningsudvalget orienteres med denne sag om udbetalingen af tilbageløbsmidler til aftenskolerne for 2026.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Aftenskolerne har aflagt regnskab for 2024. I den forbindelse har nogle aftenskoler haft færre lønudgifter end forventet, mens andre aftenskoler har haft flere. Derfor sker der en regulering i tilskuddet. De aftenskoler som har haft færre lønudgifter tilbagebetaler en andel af deres tilskud, til fordeling blandt de aftenskoler der har haft flere udgifter.

Der er 39.251 kr. til tilbagebetaling og fordeling blandt aftenskolerne. Midlerne fordeles jævnfør gældende retningslinjer for tilbageløbsmidler for voksenundervisningen (bilag 1).

Midlerne er udbetalt i juli 2026. Se bilag 2 for fordeling af tilbageløbsmidlerne.

Bilag

33Meddelelser

Sagsfremstilling

  • Aktiv Fritid er på gaden
  • Budget 2027-2031 er i høring indtil 14. september
  • Orientering om Speedwayprojekt 'Grønne Colosseum'

34Underskrifter

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter der fysiske underskriftark.

Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.