
Byrådets møde den 25. juni 2025
Mødelokale SL 1. Slangerup Rådssalen kl. 19.00
114Spørgsmål til Byrådet fra borgerne
Sagsfremstilling
Formål og rammer for Byrådets spørgetid i Frederikssund Kommune
Formål med spørgetiden
Formålet med Byrådets spørgetid er, at give borgerne mulighed for at få svar på spørgsmål af almen interesse om kommunale forhold. Der kan ikke stilles spørgsmål til personsager.
Spørgsmål, der ikke anses for at være af generel interesse og dermed ikke er egnet til besvarelse i et offentligt møde, vil blive besvaret af administrationen, og svaret sendes direkte til borgeren.
Byrådets møder er offentlige og livestreames. Dette gælder også spørgetiden.
Hvordan og hvornår afvikles spørgetiden
Byrådets spørgetid afvikles umiddelbart før Byrådets ordinære møder. Spørgetiden er højst 30 minutter.
I spørgetiden besvares de skriftlige spørgsmål først.
Hvis der er så mange spørgsmål, at de ikke kan besvares inden for spørgetiden, udsættes de sidst indkomne spørgsmål til næste spørgetid.
Er der ingen spørgsmål, eller bruges spørgetiden ikke helt, så begynder forhandlingerne om sagerne på dagsordenen. Når de politiske forhandlinger er begyndt, slutter spørgetiden.
Spørgsmål til Byrådet kan stilles af enhver borger i Frederikssund Kommune. Den der stiller spørgsmålet skal være til stede i byrådssalen. Borgmesteren afgør, hvem der skal besvare spørgsmålet.
Borgmesteren kan afvise spørgsmål, der genfremsættes i samme eller lignende form mindre end 6 måneder efter den seneste besvarelse.
Spørgetiden suspenderes i de sidste 4 ordinære møder i hver byrådsperiode. Der er ikke spørgetid forud for møder, hvor forslag til kommunens årsbudget behandles.
Præcisering omkring spørgsmålene
1. Spørgsmål kan stilles skriftligt forud for Byrådets møde, så spørgeren kan være sikker på at få et fyldestgørende svar. Spørgsmål kan også stilles mundtligt på selve mødet.
Skriftlige spørgsmål skal være modtaget på Rådhuset senest 8 dage før det byrådsmøde, hvor det ønskes besvaret. Spørgeren kan indsende spørgsmål via en formular på hjemmesiden, hvor der samtidig gives samtykke til, at spørgsmålet må offentliggøres.
2. Spørgsmål kan også sendes til: Frederikssund Kommune, Torvet 2, 3600 Frederikssund. Skriv på kuverten ”Til Byrådets spørgetid”. Der skal oplyses navn og adresse. Hvis spørgeren har brug for hjælp til formulering og nedskrivning af spørgsmålet, kan spørgeren henvende
sig på et af kommunens folkebiblioteker og få hjælp.
3. Det er Borgmesteren, der læser de skriftlige spørgsmål op, inden de besvares. Spørgeren får dernæst mulighed for kort at uddybe spørgsmålet.
4. Spørgeren kan også møde op i spørgetiden og stille sit spørgsmål mundtligt, når Borgmesteren giver spørgeren taletid. Inden spørgsmålet stilles, skal oplyses navn og adresse. Det er ikke sikkert, at spørgeren kan få svar på spørgsmålet med det samme, hvis noget skal undersøges nærmere – og spørgeren vil i så fald i stedet modtage et skriftligt svar fra administrationen efterfølgende.
5. Alle spørgsmål skal være korte og må normalt kun tage 1 minut at stille og 2 minutter at besvare. Herudover kan gives tid til kort replik og duplik.
6. Hver spørger kan højst stille 2 spørgsmål på et møde.
7. Spørgsmål skal være formuleret i en ordentlig tone, må ikke omtale navngivne medarbejdere eller have karakter af at være chikanerende, injurierende eller racistiske.
8. Spørgsmål vedrørende punkter der er optaget på dagsordenen på det pågældende møde, besvares under sagens behandling.
9. Har spørgeren stillet et spørgsmål til Byrådet, skal spørgeren være til stede ved besvarelsen, ellers bliver spørgsmålet ikke besvaret.
10. Spørgsmål, der er stillet skriftlig, vil – sammen med svaret – blive offentliggjort på kommunens hjemmeside efter Byrådets møde. Der er link hertil i referatet.
11. Spørgetiden ledes af Borgmesteren, der også afgør eventuelle tvivlsspørgsmål om reglerne for spørgetiden.
115Godkendelse af dagsorden
116Beslutning om godkendelse af årsregnskab for 2024 samt beretning fra revisionen
Resume
Kommunens revision (BDO) har afgivet beretning om årsregnskabet for 2024 (beretning nr. 25).
Den udførte revision har ikke givet anledning til bemærkninger.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Beretning om årsregnskabet for 2024 (beretning nr. 25) godkendes.
- Årsregnskabet for 2024 godkendes endeligt.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 131:
Indstillingspunkt 1-2 anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Sagsfremstilling
Byrådet godkendte på sit møde den 30. april 2025 at oversende Frederikssund Kommunes årsregnskab for 2023 til revisionen. Revisionens beretning skal ifølge styrelsesloven afgives senest den 15. juni, hvorefter Økonomiudvalget og Byrådet inden udgangen af august måned skal godkende det endelige regnskab. Den lovpligtige revision omfatter både finansiel revision, juridisk-kritisk revision og løbende forvaltningsrevision.
Revisionen har den 28. maj 2025 afgivet beretning nr. 25 vedrørende årsregnskabet 2024. Det er revisionens opfattelse, at årsregnskabet i alle væsentlige henseender er udarbejdet i overensstemmelse med de relevante bekendtgørelser. Den udførte revision har ikke givet anledning til bemærkninger.
Plantemaer udvalgt i år er ”Løn- og ansættelsesmæssige dispositioner ” under juridisk-kritisk revision og ”Aktivitets- og ressourcestyring ” under forvaltningsrevision. I forhold til juridisk-kritisk revision vurderes om gældende overenskomster på folkeskoleområdet er implementeret korrekt og har den nødvendige bevilling/hjemmel, samt om processer i budgetstyringen er tilpassede hertil. I forhold til forvaltningsrevisionen fokuseres på kommunens styring af vikarer samt om og i hvilket omfang kommunen har udarbejdet politikker og sygefraværsindsatser. Herunder undersøges, om der vurderes at være tilstrækkelig opfølgning og handling på disse vedtagne politikker og sygefraværsindsatser, så der sker understøttelse af en sparsommelig økonomisk styring og budgetopfølgning i overensstemmelse med de af kommunen valgte og relevante kriterier.
Med hensyn til den juridisk-kritiske revision er det revisionens opfattelse at organiseringen af ledelsesmæssige og administrative opgaver forbundet med løn- og ansættelsesmæssige dispositioner er hensigtsmæssigt forankret i Frederikssund Kommune. Derudover er det revisionens opfattelse, at der er et velfungerende samarbejde og opgavefordeling mellem Skoleområdet og Lønafdelingen, hvilket understøtter, at administrationen og sagsbehandlingen afspejler gældende overenskomst. Revisionen vurderer ligeledes at der generelt er tilrettelagt gode interne forretningsgange, som medvirker til løbende overvågning af lovændringer m.v. Gennemgangen har ikke givet anledning til anbefalinger.
Med hensyn til forvaltningsrevisionen er det revisionens vurdering, at Frederikssund Kommune generelt har implementeret styringsværktøjer, der effektivt medvirker til at understøtte en tilfredsstillende aktivitets- og ressourcestyring. Det er ligeledes revisionens vurdering, at den løbende økonomistyring, herunder de månedlige budgetopfølgninger, understøtter en hensigtsmæssig aktivitets- og ressourcestyring i forhold til en sparsommelig, produktiv og effektiv anvendelse af ressourcerne.
Revisionsberetningen, revisionspåtegningen samt det endelige årsregnskab for 2024 er vedlagt som bilag.
Maj-Britt Aabrink og Verni Jensen fra BDO deltager på Økonomiudvalgsmødet under behandling af punktet.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Bilag
117Beslutning om revisionsaftale
Resume
BDO, som er kommunens revision, er i gang med en omstrukturering af ejer- og koncernstrukturen, hvor de går fra at være et aktieselskab til at blive et partnerselskab (kommanditselskab). Omstruktureringen betyder ikke noget for det praktiske samarbejde mellem kommunen og BDO.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Afskedige den eksisterende revisor (BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab)
- Antage BDO Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som ny revisor
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. juni 2025, pkt. 150:
Beslutning fra Økonomiudvalget vil foreligge til Byrådets møde.
Sagsfremstilling
BDO, som er kommunens revision, er i gang med en omstrukturering af ejer- og koncernstrukturen, hvor de går fra at være et aktieselskab til at blive et partnerselskab (kommanditselskab). Omstruktureringen betyder ikke noget for det praktiske samarbejde mellem kommunen og BDO. Årsagen til ændringen skyldes, at aktionærerne i BDO ønsker en fremtidssikret og markedskonform model og struktur for ejerskab, der gør det lettere at tiltrække og fastholde aktionærer på både kort og langt sigt.
Ændringen af selskabsform kræver, at Byrådet først afskediger den eksisterende revisor (BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab) og dernæst antager BDO Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som ny revisor. Afskedigelse af revision kræver samtykke fra Ankestyrelsen, og antagelse af revision skal godkendes af Ankestyrelsen, jf. Kommunalstyrelseslovens § 42.
BDO har udarbejdet en redegørelse om omstruktureringen, der vedlægges som bilag.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Bilag
118Beslutning om godkendelse af låneramme og garantiprovision til Vestforbrænding Affaldsenergi ApS
Resume
Vestforbrænding I/S anmoder kommunen om at godkende garantistillelse og hæftelse for en kreditfacilitet på 400 mio. kr. til det nystiftede Vestforbrænding Affaldsenergi ApS, hvoraf 278 mio. kr. er til planlagte investeringer. Ejerkommunerne anmodes om at stille solidarisk garanti for 80 % af kreditfaciliteten svarende til 320 mio. kr. Kommunens andel heraf forventes at være på ca. 4,68 % svarende til 15,0 mio. kr.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Godkende en solidarisk garanti på 80 procent af 400 mio. kr. til Vestforbrænding Affaldsenergi ApS fordelt efter kommunens ejerandel af Vestforbrænding Affaldsenergi ApS i det år, hvor lånet optages.
- Opkræve årligt en garantiprovision på 0,6 procent af lånebeløbet opgjort pr. 31/12.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 132:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
Sagsfremstilling
Vestforbrænding I/S har pr. 28. februar 2024 stiftet selskabet Vestforbrænding Affaldsenergi ApS. Selskabet blev stiftet på grund af ny lovgivning, som betyder, at affaldsforbrændingsanlæg pr. 1. januar 2025 skal være udskilt i kapitalselskaber (aktieselskaber eller anpartsselskaber) og adskilt fra andre aktiviteter på affaldsområdet.
Formålet med den nye lovgivning er at skabe konkurrence om det forbrændingsegnede affald, hvormed affaldet bliver behandlet hos de selskaber, der kan gøre det mest effektivt og miljørigtigt. Den øgede konkurrence betyder ligeledes, at anlæg, der ikke kan klare sig økonomisk, må reducere kapaciteten eller lukke. Hermed skønnes den samlede forbrændingskapacitet at blive reduceret, mindre affald afbrændt og mindre affald importeret til Danmark.
Vestforbrænding I/S ønsker at få godkendt garantistillelse og hæftelse for en kreditfacilitet til Vestforbrænding Affaldsenergi på i alt 400 mio. kr., som er godkendt på bestyrelsesmøde i Vestforbrændingen den 19/3-2025. Lånoptagelsen kan ikke blive igangsat uden forudgående godkendelse i samtlige ejerkommuners kommunalbestyrelser. Lånerammen på 400 mio. kr. til Vestforbrænding Affaldsenergi ApS er blevet godkendt af Nordea Bank under forudsætning af, at ejerkommunerne stiller garanti for 80 procent af beløbet. Efter selskabsgørelsen af Vestforbrænding Affaldsenergi ApS kan investeringer i selskabet ikke længere finansieres af lån gennem KommuneKredit, men skal indhentes på kommercielle vilkår.
Lånerammen skal anvendes til at finansiere investeringer på affaldsenergianlægget og tilhørende anlæg. De planlagte investeringer beløber sig på nuværende tidspunkt til 278 mio. kr. i 2025 og skal anvendes til løbende vedligeholdelse og optimering af rammerne for energinyttiggørelse. De resterende 122 mio. kr. i lånerammen er endnu ikke disponeret af Vestforbrænding Affaldsenergi ApS, men forventes disponeret til investeringer på affaldsenergianlægget i 2026 og 2027.
Ejerkommunerne hæfter efter indbyggertallet i det år, hvor forpligtelsen indgås. Pr. 31. december 2024 var Frederikssund Kommunes ejerandel 4,68 procent, svarende til en hæftelse på 15,0 mio. kr. af kreditfaciliteten på 320 mio. kr. Dette forudsætter dog, at Vestforbrænding Affaldsenergi ApS anvender hele lånerammen på 400 mio. kr. For at overholde EU-regler om statsstøtte skal Vestforbrænding Affaldsenergi ApS betale en garantiprovision til ejerkommunerne. Denne anbefales til 0,6% i notat fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel og Revisionsfirmaet EY.
For uddybelse af ovenstående henvises til vedlagte bilag i sagen.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
I nærværende sag skal ejerkommunerne i Vestforbrænding I/S stille garanti for et beløb på 320 mio. kr. svarende til 80% af det maksimale samlede låneoptag på 400 mio. kr., for selskabet Vestforbrænding Affaldsenergi ApS. Som betaling for lånegarantien modtager Frederikssund Kommune en garantiprovision på 0,6 procent af kommunens andel af det lånte beløb. Hvis Vestforbrænding Affaldsenergi ApS anvender hele lånerammen, vil Frederikssund Kommune modtage en garantiprovision på 0,09 mio. kr. årligt.
Bilag
119Beslutning om pejlemærker for den fremtidige prioritering af anlægsinvesteringer
Resume
Med denne sag skal Byrådet beslutte pejlemærker for den fremtidige prioritering af anlægsinvesteringer. Sagen er en opfølgning på den indgåede aftale om budget 2025-2028.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Pejlemærker for den fremadrettede prioritering af anlægsinvesteringer godkendes.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 133:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
Sagsfremstilling
Med denne sag fremlægges forslag til pejlemærker for den fremadrettede prioritering af anlæg. Bagtæppet for pejlemærkerne er den indgåede aftale for budget 2025-2028 samt efterfølgende drøftelser i gruppeformandskredsen og et temamøde i Byrådet den 30. april 2025.
Aftaletekst for budget 2025-2028 om flerårig prioritering af anlæg
Parterne bag denne aftale konstaterer, at der er behov for en mere grundlæggende prioritering af de kommende års anlægsinvesteringer for at prioritere investeringer i vores vedligehold af bygninger og infrastruktur. Derfor er der enighed om i første kvartal 2025 at udarbejde og beslutte principperne for den kommende budgetlægning for 2026-2029 vedrørende anlæg, så en mere tværgående prioritering af kommunens flerårige anlægsprogram sikres. Målet med prioriteringen skal resultere i en mere fleksibel investeringsplan, et større råderum samt et øget fokus på de helt nødvendige anlægsinvesteringer med henblik på at sikre værdien af kommunens aktiver. Forberedelserne til en kvalificeret proces påbegyndes allerede i 2024, således at det nødvendige baggrundsmateriale tilvejebringes.
Pejlemærker for den fremadrettede prioritering af anlæg
På baggrund af drøftelser i gruppeformandskredsen og et temamøde i Byrådet foreslås der følgende pejlemærker for den fremadrettede prioritering af anlæg. Pejlemærkerne supplerer Byrådets vedtagne økonomiske politik og tager udgangspunkt i anlægsprogrammet i budget 2025-2028:
- Vi passer på aktiverne og foretager forebyggende investeringer, herunder sørger for at vedligeholde afgørende bygningsdele rettidigt.
- Ved beslutning om samling af kommunale tilbud ønsker vi en bedre kapacitetsudnyttelse samt at skabe kvalitativt forbedrede tilbud.
- Vi afdækker mulighederne i eksisterende private og offentlige bygninger, før vi igangsætter nybyggeri.
- Ved beslutning om nedlæggelse af funktioner skal der samtidigt tages stilling til, om og i givet fald hvornår ejendommen(ene) afhændes.
- Ved beslutning om nye anlægsinvesteringer lægges der vægt på, at der kan opnås driftsbesparelser.
- Vi er åbne overfor alternative finansieringsformer som f.eks. indtrædelse i lejemål eller indgåelse af partnerskaber med eksterne investorer. Dette forudsætter, at der opnås økonomiske fordele herved.
- Vi samtænker anlægsarbejder, så opgaver og omkostninger minimeres.
- Vi overholder og udnytter anlægsrammen i det enkelte år.
Der forelægges en status for efterlevelsen af ovenstående pejlemærker hvert år i forbindelse med udarbejdelsen af materialet for de kommende budgetforhandlinger.
Inddragelse
Inddragelse ikke vurderet relevant
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvnser.
120Beslutning om ordning vedrørende erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for medlemmer af Byrådet
Resume
Som følge af ændringer af styrelsesloven mv. skal Byrådet senest den 30. juni 2025 træffe beslutning om, hvorvidt Byrådets medlemmer fortsat skal have mulighed for at vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste mod reduktion i det faste vederlag.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Beslutte, at ordningen med vederlag i form af dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste mod reduktion i det faste vederlag ikke tilvælges.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 134:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
Sagsfremstilling
Fra 1. januar 2026 ændres reglerne om, at det enkelte medlem af Byrådet har en ubetinget ret til at vælge at få erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste mod reduktion i det faste vederlag.
Hidtil har det enkelte byrådsmedlem - i henhold til styrelsesloven og vederlagsbekendtgørelsen - haft en ubetinget ret til at vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste (mod reduktion i det faste vederlag). Fremover bliver det op til Byrådet at træffe en generel beslutning om, hvorvidt denne mulighed stadig skal være tilgængelig for det enkelte medlem i den kommende funktionsperiode, altså byrådsperioden 2026-2029.
Baggrunden for ændringen af reglerne om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste skyldes bl.a. KL´s tilkendegivelser over for Indenrigs- og sundhedsministeriet om, at den hidtil gældende ordning overordnet findes utidssvarende, uigennemsigtig og medfører en administrativ byrde.
Der har i Frederikssund Kommune ikke været tradition for at benytte ordningen, og ordningen har ikke været anvendt efter kommunalreformen i 2007.
Ordningen om tabt arbejdsfortjeneste
Ifølge den gældende ordning vil et medlem, der vælger at gøre brug af ordningen om dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, modtage et reduceret vederlag mod til gengæld at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for tid brugt på pligtmæssige møder, kurser og seminarer samt en række øvrige aktiviteter som led i varetagelse af hvervet som byrådsmedlem. Erstatningen for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste kan pr. dag højst udgøre det femdobbelte af diætsatsen.
Et valg om at benytte ordningen gælder for ét regnskabsår ad gangen (regnskabsåret følger kalenderåret), og valget skal træffes forud for det pågældende regnskabsår.
Udover at ordningen indebærer, at byrådsmedlemmer ikke vil modtage samme vederlag for samme eller tilsvarende hverv, indebærer ordningen en administrativ byrde for såvel kommunens administration som for det enkelte byrådsmedlem.
Byrådets beslutning
Såfremt Byrådet ønsker, at det enkelte byrådsmedlem fremover stadig skal kunne vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, er det en betingelse, at det afgående byråd senest 6 måneder før funktionsperiodens udløb med virkning for den kommende funktionsperiode aktivt har tilvalgt ordningen. Hvis Byrådet ønsker, at medlemmerne fortsat skal kunne vælge erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal der derfor træffes beslutning om dette senest den 30. juni 2025. Beslutningen kan ikke overlades til et udvalg eller til administrationen.
Hvis Byrådet ønsker en fortsættelse af ordningen, har Byrådet mulighed for at beslutte, at adgangen til at få vederlæggelse i form af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste (eksempelvis for selvstændigt erhvervsdrivende) gøres betinget af medlemmets fremlæggelse af revisorerklæring. Herved opnås, at en uvildig sagkyndig har foretaget en gennemgang af medlemmets angivelse af sin tabte arbejdsfortjeneste. De pågældende medlemmer vil have ret til godtgørelse af dokumenterede udgifter til revisorerklæringen.
Hvis ordningen ikke fortsætter, modtager alle medlemmer af Byrådet det sædvanlige, fulde vederlag, som er forbundet med varetagelse af hvervet, uden mulighed for at vælge tabt arbejdsfortjeneste med reduceret fast vederlag.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Følges administrationens anbefaling, har nærværende sag ingen bevillingsmæssig betydning. Vælger Byrådet i stedet at give mulighed at vælge ordning om tabt arbejdsfortjeneste, vil det kræve en særskilt tillægsbevilling, hver gang der ydes kompensation.
121Beslutning om påbudsvilje i forbindelse med grundvandsbeskyttelse inden for BNBO
Resume
Med denne sag skal der tages stilling til viljen til at gennemføre indsatser til grundvandsbeskyttelse inden for boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) ved hjælp af påbud/forbud.
Den 1. juli 2024 trådte der ny lovgivning i kraft, som medførte, at muligheden for at vandforsyningerne og de berørte lodsejere kan indgå frivillige aftaler udløb den 31. december 2024. Herefter er kommunerne forpligtiget til at meddele påbud/forbud inden for de boringsnære beskyttelsesområder, hvor der ikke er indgået en frivillig aftale. I Frederikssund Kommune mangler der at blive indgået 27 aftaler om beskyttelse af BNBO mod erhvervsmæssig brug af pesticider.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Træffe afgørelse om, at grundvandet skal beskyttes inden for boringsnære beskyttelsesområder ved påbud/forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider, hvor der ikke er indgået en frivillig aftale om beskyttelse af grundvandet.
Historik
Beslutning fra Plan og teknik, 4. juni 2025, pkt. 90:
Anbefales.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 138:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
Sagsfremstilling
I 2022 udarbejdede Frederikssund Kommune en risikovurdering af behovet for beskyttelse af grundvandet mod erhvervsmæssig brug af pesticider inden for de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) til de almene vandværker i kommunen (se bilag 1). Risikovurderingen blev politisk vedtaget den 30. november 2022 af Plan og teknik. På baggrund af kommunens risikovurdering, har vandforsyninger og lodsejere skulle forøge at indgå frivillige aftaler.
Den 1. juli 2024 trådte der ny lovgivning i kraft, som medførte, at muligheden for indgå frivillige aftaler udløb den 31. december 2024. Herefter er kommunerne forpligtiget til at meddele påbud/forbud inden for de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), hvor der ikke er indgået en frivillig aftale. Lovgivningen kræver dog, at der altid skal tilbydes en frivillig aftale, inden der kan meddeles påbud/forbud. Hvis ikke vandforsyningen selv har tilbudt lodsejer en frivillig aftale, er kommunen forpligtiget til at gøre det.
Der er indtil videre indgået 37 frivillige aftaler, mens der stadig mangler indgåelse af 27 aftaler. En del af de manglende aftaler skyldes at lodsejeren har takket nej til en frivillig aftale, og her vil der i stedet skulle meddeles påbud/forbud.
Herudover er der vandforsyninger som ikke selv har tilbudt lodsejerne frivillige aftaler. Det forventes at Frederikssund Kommune tilbyder og forhandler de manglende aftaler i løbet af juni.
Beslutning om vilje til påbud/forbud
Både ved frivillige aftaler og ved påbud/forbud har lodsejeren krav på erstatning for det værditab, det medfører på ejendommen, at der ikke længere må anvendes pesticider. Det er vandforsyningen, som betaler erstatning til lodsejeren. Lodsejer har mulighed for at søge Skat om fritagelse for beskatning af erstatningen. Dette forudsætter, at aftalen er indgået på ekspropriationslignende vilkår, hvilket vil sige, at kommunen skal træffe afgørelse om, at der er vilje til at gennemføre de nødvendige rådighedsindskrænkninger ved hjælp af påbud eller forbud. Lodsejers mulighed for at søge om skattefritagelse bortfalder såfremt kommunen ikke har truffet beslutning om vilje til påbud inden aftalen underskrives. Det er derfor nødvendigt også at træffe beslutning om vilje til påbud i de tilfælde hvor der indgås en frivillig aftale.
Arrondering
Ved udpegningen af BNBO er der ikke taget hensyn til brugsgrænser (matrikelgrænser og afstand til markskel mm), hvilket kan betyde, at der kan opstå restarealer, som er umulige eller vanskelige at dyrke hensigtsmæssigt. I disse tilfælde kan der både ved frivillige aftaler og påbud/forbud laves aftale om, at restarealerne uden for BNBO også bliver omfattet af de samme restriktioner som BNBO. Dette kaldes arrondering.
Lovhjemmel
Påbud/forbud om ophør af brug af pesticider inden for BNBO er hjemlet i miljøbeskyttelseslovens §24a. §24a gælder dog kun for pesticider, og med brug af denne paragraf bortfalder 25 m beskyttelseszonen, som i dag er udlagt omkring alle vandindvindingsboringer til almen vandforsyning, og som forbyder dyrkning og gødskning. For at opretholde 25 m zonen vil der skulle meddeles påbud efter miljøbeskyttelseslovens §24.
Påbud inden for arronderede arealer er også hjemlet i miljøbeskyttelseslovens §24.
Berørte arealer
Ved beslutning om vilje til påbud og forbud skal der tages stilling til hver enkelt sag, og det skal fremgå hvilke arealer, der bliver pålagt restriktioner, inklusive de arronderede arealer.
I bilag 2 er oplistet de BNBO´er hvor der skal træffes beslutning om vilje til påbud/forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider. Kortbilag med BNBO´er og arronderede arealer fremgår af bilag 3.
Supplerende sagsfremstilling til møde i Økonomiudvalget den 18. juni 2025:
Sagen er opdateret med to nye bilag (bilag 4 - Oversigt supplerende arealer og bilag 5 - kortbilag (supplerende arealer), da der er to yderligere matrikler, hvor der er behov for beslutning om vilje til påbud/forbud. Desuden er der i forbindelse med lodsejermøder, afholdt af Frederikssund Kommune om indgåelse af mulige frivillige aftaler mellem parterne, justeret på de arronderede arealer på lbr. 5 og lbr 3, efter ønske fra parterne. Derfor skal viljen til påbud/forbud, mod erhvervsmæssig brug af pesticider, for de nye arronderede arealer politisk besluttes.
Supplerende sagsfremstilling til møde i Byrådsmødet den 25. juni 2025:
Sagen er opdateret med to nye bilag (bilag 6 - Oversigt supplerende arealer og bilag 7 - kortbilag (supplerende arealer), da der i forbindelse med lodsejermøde, afholdt af Frederikssund Kommune om indgåelse af mulige frivillige aftaler mellem parterne, er justeret på det arronderede areal på lbr. 16 og lbr. 34, efter ønske fra parterne. Derfor skal viljen til påbud/forbud, mod erhvervsmæssig brug af pesticider, for de nye arronderede arealer politisk besluttes.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
122Beslutning om høringssvar til Forslag til Råstofplan 2025
Resume
Region Hovedstaden har udarbejdet et forslag til Råstofplan 2025 og sendt det i høring. Administrationen har udarbejdet et forslag til høringssvar og et forslag til brev til miljøministeren om råstofplanlægning, som anbefales godkendt.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Forslag til brev til ministeren godkendes.
- Forslag til høringssvar til regionen godkendes.
Historik
Beslutning fra Plan og teknik, 4. juni 2025, pkt. 86:
Anbefales.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 139:
Økonomiudvalget er enig om at indstille, at høringssvaret på s. 6 i afsnit Råstofplan skaber flere tab end gevinster tilføjes:
Når råstofindvinding i det åbne land med høj naturværdi eller rekreativ betydning, udgør det en reel trussel mod biodiversitet, grundvandsbeskyttelse og klimamål. Den fremtidige råstofplanlægning må derfor forpligtes til at sikre, at naturhensyn og CO2-binding vægtes højest.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
Sagsfremstilling
Region Hovedstaden har sendt Forslag til Råstofplan 2025 med tilhørende miljøvurdering i høring. Planen og miljøvurderingen kan ses i dette link. Råstofplan 2025 skal afløse den gældende Råstofplan 2012. Råstofplan 2025 indeholder forslag om 10 nye råstofgraveområder i kommunen.
Råstofplan 2025 udlægger råstofgrave, der ikke er markedsmæssigt behov for
Region Hovedstaden vurderer, at regionen har pligt til at udlægge graveområder i råstofplanen, som indeholder råstoffer nok til det forventede forbrug i regionen for mindst en planperiode, dvs. 12 år. Region Hovedstaden har opgjort behovet for råstoffer i regionen til 85,2 mio. m3 frem til 2037, heraf 59 mio. m3 fra råstofgrave på land, 13 mio. m3 fra havet og 16 mio. m3 fra genbrug af byggematerialer. Råstoffer købes imidlertid der, hvor den rette ressource kan hentes til den lavest mulige pris. Hovedparten af Region Hovedstadens råstofforbrug fra råstofgrave på land hentes i praksis i Region Sjælland. Forbruget af råstoffer fra råstofgrave i Region Hovedstaden har i gennemsnit udgjort 0,76 mio. m3 i perioden 2015-2023 og tendensen er faldende. Regnes der med et fortsat forbrug på 0,76 m3/år vil der i den kommende 12 års periode i praksis være behov for graveområder, som kan give ca. 9 mio. m3 råstoffer. Restressourcen i allerede udlagte råstofgrave i Råstofplan 2012 er ca. 20 mio. m3, hvilket er tilstrækkeligt til at dække de næste 27 års markedsmæssige behov. Graveområderne i Forslag til Råstofplan 2025 rummer 57 mio. m3 råstoffer svarende til mindst 75 års forventet forbrug.
Råstofplanen er geografisk skæv
Regionen har med vedtagelsen af forslag til Råstofplan 2025 anbefalet, at der udlægges 10 nye, markedsmæssigt overflødige råstofgraveområder i Frederikssund Kommune med voldsomme konsekvenser for kommunen. Forslaget indebærer, at der udlægges 19 nye råstofgraveområder, hvoraf 10 ligger i Frederikssund Kommune. Den samlede nyudlagte kapacitet er knap 37 mio. m3 og ca. 20 mio. m3 kommer fra Frederikssund Kommune. Der udlægges i alt godt 580 ha nye graveområder heraf knap 300 ha i Frederikssund Kommune. Der er 29 kommuner i Region Hovedstaden. De 28 andre bærer tilsammen mindre af byrden end Frederikssund Kommune. Forslaget til råstofplan vil, hvis det vedtages endeligt, betyde, at man som trafikant på de overordnede veje i Frederikssund Kommune kører gennem det ene gravelandskab efter det andet, hvilket helt generelt vil gøre kommunen mindre attraktiv for bosætning, vil få ejendomspriser i hele kommunen til at falde og skade mulighederne for de lokale turisterhverv.
Samtidig er flere udpegninger til hinder for kommunens planer om byudvikling og planer om vejanlæg.
Store ulemper for naboer til graveområder
De overdimensionerede udlæg i råstofplanlægningen i hovedstadsregionen medfører, at naboerne til et råstofgraveområde påføres ulemper i meget lange perioder. Hvis der var behov for de mange udlæg, ville graveområderne blive udnyttede i løbet af en overskuelig årrække, men når der udlægges mange gange flere arealer til råstofgravning, end der er behov for bliver gravningen trukket ud over meget lange perioder. Kyndby grusgrav har nu været aktiv i mere end 50 år og det er realistisk at forvente, at gravningen kommer til at strække sig over mere end 100 år inden råstofgraven lukkes. Naboerne rammes imidlertid ikke kun mens der graves. Værdien af ejendomme, som ligger i nærheden af råstofgraveområder, falder allerede ved udpegningen i råstofplanlægningen. For ejendomsejere ved Sundbylille har den periode varet i 35 år - fra Råstofindvindingsplan 1985 og frem til for få år siden, hvor råstofgravningen så småt gik i gang. Overdimensionerede udlæg af råstofområder kan stavnsbinde borgere på livstid.
Naboer til solcelleparker er beskyttet af lovgivning om respektafstande på mindst 150 meter og får økonomisk kompensation indenfor 200 meter. Naboer til råstofgrave har ingen lovsikret beskyttelse og har ingen ret til kompensation.
Råstofplanlægning til det markedsmæssige behov for den fremtidige Region Østdanmark
Det er erkendt på nationalt niveau, at de nuværende rammer for råstofplanlægningen baseret på regional selvforsyning er uhensigtsmæssige. Af den nuværende regerings regeringsprogram fra 2022 fremgår, at der bør laves en national råstofplan. Miljøministeriet har imidlertid endnu hverken revideret råstofloven eller udarbejdet en national råstofplan. Lovgivningen pålægger således fortsat Region Hovedstaden at udpege graveområder, der ikke er et markedsmæssigt behov for. I forbindelse med aftalen om sundhedsreformen i 2024 er det besluttet, at sammenlægge Region Sjælland og Region Hovedstaden pr. 1/1-2027. I begge disse regioner udarbejdes således råstofplaner, der sigter mod en selvforsyning af regioner, der ikke findes omkring et år efter, at planerne kan være endeligt vedtagne. I stedet burde de to regioner få mulighed for at udarbejde en fælles råstofplan, som tager udgangspunkt i et realistisk markedsmæssigt behov for råstoffer.
Henvendelse til Miljøministeren om behov for nye nationale rammer for råstofplanlægningen
Administrationen foreslår, at der rettes henvendelse til Miljøministeren med anmodning om, at han indgiver en indsigelse mod Forslag til Råstofplan 2025 og med kommunens anbefalinger til nye nationale rammer for råstofplanlægningen, herunder:
- Sikring af en råstofplanlægning, der ikke udlægger større arealer til råstofgravning end der er et realistisk markedsmæssigt behov for og som sikrer at igangsat råstofgravning afsluttes hurtigt.
- Sikring af at Region Hovedstaden og Region Sjælland laver en fælles råstofplan for den nye Region Østdanmark.
- Sikring af en helhedsorienteret planlægning i det åbne land gennem indførelse af mulighed for at kommunerne, som står for planlægning og forvaltning i det åbne land, kan gøre indsigelse til en minister overfor regional råstofplanlægning, som tilsidesætter væsentlige samfundsinteresser f.eks. landskabs-, kultur og naturinteresser.
- Sikring af en rimelig beskyttelse af og kompensation til naboer til planlagte og igangværende råstofgrave og sikring af gevinster ved grusgravning også mærkes i lokalområdet.
- Fremme af bæredygtige alternativer til gravning og transport af råstoffer f.eks. øget genanvendelse og øget stabilisering af jord.
Forslag til henvendelse til miljøministeren er vedlagt som bilag 1.
Forslag til høringssvar på Råstofplan 2025
Administrationen har udarbejdet vedlagte forslag til høringssvar, som ligger i forlængelse af kommunens bemærkninger tidligere i planprocessen i forbindelse med partshøringen af miljøvurderingerne, som blev behandlet i Plan- og Miljøudvalget i august 2024. I høringssvaret lægges særlig vægt på, at der ikke er et markedsmæssigt behov for udlæg af nye råstoffer i Region Hovedstaden. Udpegning af nye råstofområder skader endvidere både naboer og samfundsværdier, og resultatet bliver dermed at nye udlæg af råstofområder gør mere skade end gavn.
Forslag til høringssvar er vedlagt som bilag 2.
Kort over nye og videreførte råstofgraveområder i Frederikssund Kommune jf. Forslag til Råstofplan 2025 er vedlagt som bilag 3.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
123Beslutning om svar på høring fra Ankestyrelsen om mulig tilsynssag vedrørende beskyttelse af BNBO
Resume
Med denne sag skal udtalelse til Ankestyrelsen omkring mulig tilsynssag omhandlende BNBO godkendes.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Vedlagte udkast til udtalelse omkring mulig tilsynssag omhandlende BNBO godkendes.
Historik
Beslutning fra Plan og teknik, 18. juni 2025, pkt. 99:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 140:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
Sagsfremstilling
I brev af 7. maj 2025 har Ankestyrelsen forespurgt Frederikssund Kommune om en udtalelse vedrørende mulig manglende beskyttelse af Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) ved enten aftale eller påbud, inden den i lovgivningen fastsatte frist den 1. marts 2025 (se bilag 1).
Det fremgår af henvendelsen fra Ankestyrelsen, at Frederikssund Kommune kun har beskyttet 7 % af BNBO. Administrationen har opgjort, at der pr. 9. juni 2025 er indgået frivillige aftaler for hele BNBO på 29,6 % af BNBO beliggende i Frederikssund Kommune. For 16,7 % er der indgået frivillige aftaler for næsten hele BNBO. 46,3 % af BNBO, der er beliggende i Frederikssund Kommune, er der således opnået fuld eller delvis beskyttelse for.
Det fremgår ligeledes af henvendelsen, at Miljø og Ligestillingsministeren har henvendt sig til Ankestyrelsen med henblik på at få styrelsens vurdering af, om der er grundlag for at rejse tilsynssag mod Frederikssund Kommune med baggrund i, at kommunen ikke har overholdt §5 i bekendtgørelse om frister for og krav til indhold af aftaler, påbud og forbud om erhvervsmæssig anvendelse af pesticider inden for boringsnære beskyttelsesområder.
Den 1. juli 2024 trådte der ny lovgivning i kraft, som medførte, at muligheden for indgå frivillige aftaler udløb den 31. december 2024. Frederikssund Kommune overtog således opgaven omkring beskyttelse af BNBO den 1. januar 2025.
Sagsbehandlingen i disse sager er kompleks, og reglerne har været uklare. Frederikssund Kommune har vurderet, at det er yderst vigtigt, at grundlaget for at varsle påbud om ingen erhvervsmæssig anvendelse af pesticider kræver et grundigt forarbejde, og det har forsinket processen, da der ved hver BNBO har skullet indsamles omfattende dokumentation. En for hastig meddelelse af påbud vil ende med administrative fejl og utilstrækkelig beskyttelse af grundvandet. Der er således tale om en yderst kompleks opgave med urealistiske tidsfrister, som har gjort det vanskeligt at nå i mål.
For at kunne forsøge at indgå de resterende frivillige aftaler, hvor vandværkerne ikke har forsøgt og ved meddelelse af varsel af påbud og muligt efterfølgende påbud, er det nødvendigt at kende værditabet for pålægget på de enkelte matrikler (både BNBO og arronderede arealer), således at lodsejer kan modtage erstatning for ikke at anvende pesticider til erhvervsmæssig anvendelse på de berørte arealer. Til denne opgave har Frederikssund Kommune ikke den nødvendige ekspertise, og der er således anvendt konsulentbistand til opgaven.
For at sikre, at lodsejer har mulighed for at søge Skat om fritagelse for beskatning af erstatningen, har det været nødvendigt ligeledes at fastlægge eventuelle arronderede arealer. Ved udpegningen af BNBO er der ikke taget hensyn til brugsgrænser (matrikelgrænser og afstand til markskel mm), hvilket kan betyde, at der kan opstå restarealer, som er umulige eller vanskelige at dyrke hensigtsmæssigt.
Det er i det nationale indberetningssystem for status af BNBO (DAI) ikke er muligt at ændre status, før en aftale er tinglyst. Såfremt en frivillig aftale er indgået, men der afventes udtalelse fra SKAT om opnåelse af skattefritagelse for ejendomsavancebeskatning af erstatningen og efterfølgende tinglysning, er det ikke muligt at oplyse status i systemet. Status vil da stå som udestående. Det er ej heller muligt at indberette status på matrikelniveau.
Administrationen har udarbejdet udkast til udtalelse, som kan ses i bilag 2.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Denne sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
124Beslutning om proces for fossilfri drift af kommunebusser
Resume
Frederikssund Kommune har et mål om at gøre alle busser fossilfri senest i 2030 som led i Klimaplan 2045. De sidste fire Moviabuslinjer forventes overgå til eldrift i 2026, mens kommune busordningens tre dieselbusser kan udskiftes ved kontraktudløb i 2027. Administrationen anbefaler elbusser fra 2027 trods højere omkostninger end diesel. Endelige beslutninger skal træffes senest oktober 2025. Klima, natur og energi skal med denne sag godkende administrationens anbefaling for omstillingen og proces herfor.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at:
- Godkende administrationens anbefaling for omstilling fra diesel til fossilfri drift af kommunebussen
- Godkende administrationens forslag til videre proces for udbudsprocessen
Historik
Beslutning fra Klima, natur og energi, 11. juni 2025, pkt. 54:
Anbefales.
Fraværende: Søren Weimann (B) og Anne Sofie Uhrskov (V).
Beslutning fra Økonomiudvalget, 18. juni 2025, pkt. 141:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
Sagsfremstilling
Overgang til fossilfri kommunebusser
I Klimaplan 2045 er det fastsat, at alle busser i Frederikssund Kommune skal være fossilfri senest ved udgangen af 2030. Hovedparten af de gule busser kører allerede på el, og de sidste fire linjer forventes at overgå til eldrift, når den nuværende kontrakt udløber i slutningen af 2026.
Derudover har kommunen tre dieselbusser, som varetager skolekørsel, men som også kan benyttes af øvrige borgere. Disse busser er udbudt via Movia under en såkaldt kommune buskontrakt, som udløber i 2027. Med denne sag skal Klima, natur og energi tage stilling til administrationens forslag til en proces for, hvordan disse busser skal overgå til eldrift.
Økonomi og kontraktudløb
Den nuværende kontrakt for kommunebusserne har en årlig udgift på ca. 2,3 mio. kr., hvilket er lidt lavere end tilsvarende kontrakter hos Movia. Ved et nyt udbud med samme kørselsomfang og fossilt brændstof forventes prisen at stige til omkring 2,6 mio. kr. årligt, baseret på Movias gennemsnitspriser. Movia anbefaler, at de tre kommunebusser indgår i et større, samlet udbud – især ved overgang til eldrift. Flere elbuskontrakter i området udløber i december 2032, og en samordning vil kunne give økonomiske fordele for Frederikssund Kommune.
Anbefaling og tidsplan
Movia foreslår et midlertidigt 5-årigt udbud fra 2027. For at minimere omkostningerne vurderer Movia, at det vil være billigst at fortsætte med dieselbusser i denne periode. Dette strider dog imod kommunens målsætning om fossilfri busdrift senest i 2030. Administrationen anbefaler derfor, at kørslen udbydes med krav om elbusser allerede fra 2027. Overgangen til eldrift kræver investering i emissionsfri busser og ladeinfrastruktur, hvilket har en forventet etableringstid på ca. 2 år. Derfor skal Frederikssund Kommune meddele Movia sin beslutning senest i forbindelse med trafikbestillingen i oktober 2025.
Movia estimerer en årlig merudgift på ca. 0,7 mio. kr. ved eldrift sammenlignet med diesel i perioden 2027–2032. Merudgiften er estimeret ud fra, at kørslen udbydes med krav om eldrevne turistbusser. Hvis kørslen udbydes med lavgulvsbusser, som er den bustype, der kører på de almindelige buslinjer, kan merudgiften ifølge Movia reduceres. Den væsentligste forskel på en turistbus og en lavgulvsbus er antallet af siddepladser, hvor der er færre siddepladser i en lavgulvsbus. Børn må gerne stå op i bussen, hvis der ikke er nok siddepladser, og det er kortvarig transport, men det anbefales generelt, at børn sidder ned under kørsel. Administrationen anbefaler, at beslutning vedrørende bustype træffes i Skole, klub og SFO, da serviceniveauet for skolekørsel hører under skole-og klubområdet.
Videre beslutningsproces
- August 2025: Beslutninger om bustype træffes i Skole, klub og SFO og kørselsomfang
- Oktober 2025: Endelig beslutning om nyt kommune busudbud (K11) fremsendes til Movia
Inddragelse
Movia har været inddraget i udarbejdelse af sagen. Administrationen påtænker at foretage en høring af skoleledelse og skolebestyrelser vedrørende krav til bustyper.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
125Meddelelser
126Beslutning om godkendelse af kontraktindgåelse vedrørende opførelse af børnehus i Vinge og stillingtagen til option (Lukket punkt)
Åben beslutning
Økonomiudvalget var enig om at erklære Niels Martin Viuff inhabil ved behandlingen af sagen.
Indstillingspunkt 2-3 anbefales.
Morten Skovgaard (V), Anne Sofie Uhrskov (V), Inge Messerschmidt undlod at stemme.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N), Niels Martin Viuff (C).
127Græse Strandvej 22 ApS (Lukket punkt)
Åben beslutning
Indstillingspunkt 1-3: anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N).
128Ansættelse af direktør for Teknik, Erhverv og IT (Lukket punkt)
129Underskrifter
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er godkendt.