
Træning
Du har mange forskellige muligheder for at træne og bevæge dig i Frederikssund Kommune.

Du finder en lang række tilbud hos de frivillige foreninger, aktivitetscentre, patientforeninger og aftenskoler spredt ud over kommunen – der er tilbud tæt på dig. Her kan du se, hvor du kan læse mere:
Oplysninger om kommunens mange aftenskoler, fritidsforeninger, andre foreninger og foreninger i kulturlivet findes i hæftet Aktiv Fritid - Frederikssund Kommune, som husstandsomdeles hvert år i august. Hæftet kan også hentes på biblioteker og i idrætshaller. Du kan også finde en foreningsoversigt på Foreningsregister - KMD Booking. På Aftenskolernes tilbud i din kommune - aftenskole.nu kan du få et samlet overblik over alle aftenskoletilbud i Frederikssund Kommune.
På siden Oplev Frederikssund er en samlet oversigt over aktuelle oplevelser og events i kommunen, og du kan søge i kalenderen efter de dage og områder, du er interesseret i. Det er foreninger, kirker, organisationer m.fl., som byder ind med deres tilbud på siden, og her findes også tilbud om at bevæge sig og være aktiv, fx kirkegårdsvandring, cykelture og yoga.
Du kan læse om tilbuddene hos de brugerstyrede aktivitetscentre på: Brugerstyrede dagcentre - Frederikssund Kommune
Derudover har kommunen flere træningstilbud, som kræver visitering. Dem kan du læse om her:
Selvtræning
Forebyggelse og Træning tilbyder forebyggende selvtræning i træningslokalerne på Nordhøj i Skibby og fra 2. februar 2026 også på Solgården i Slangerup. Formålet er at give flere borgere mulighed for at træne selv for at vedligeholde deres funktionsevne og mindske risikoen for helbredsmæssig forværring.
Selvtræningen er for borgere, som er tilknyttet Forebyggelse og Træning via enten træningsforløb, forebyggende hjemmebesøg eller anden kontakt. Hvis du ønsker selvtræning, skal du kontakte Forebyggelse og Træning på tlf. 47 35 20 70, og de vil vurdere, om du kan benytte dig af selvtræningen. Visiteringen sker på baggrund af, om selvtræning er relevant, og at den enkelte ikke selv vil kunne opsøge et andet træningstilbud, fx et fitnesscenter. Det kan fx være, at du har afsluttet et genoptræningsforløb, har førtidspension eller en psykisk diagnose og vil have glæde af mere beskyttede rammer i forbindelse med træning.
Medarbejderne i Forebyggelse og Træning introducerer dig til træningsudstyret, anbefalinger til træningsplan og retningslinjer for brug af lokalerne, inden du starter træningen.
Du kan selvtræne i en afgrænset periode på et antal måneder, og i denne periode kan du benytte træningslokalerne ubegrænset på hverdage kl. 16-21 og i weekender kl. 8-21. Træningsudstyret dækker over bl.a. cykler, gangbånd, knæ-, ryg- og armtræningsmaskiner, benpresmaskiner, crosstrainer samt træningsbolde, -elastikker mv. Der kan være ca. 15 borgere i gang på træningsmaskinerne på samme tid i Skibby og ti i Slangerup. Der er ikke omklædningsfaciliteter til rådighed.
Hvis du er inden for målgruppen, vil du få udleveret en nøglebrik, som giver adgang til træningslokalerne. Nøglen er personlig og må ikke udlånes til andre, og den skal afleveres igen på administrationskontoret efter endt periode.
Adresserne er:
Nordhøj, Nordhøj 4B, 4050 Skibby
Solgården, M.P. Jensens Vej 4, 3550 Slangerup
Genoptræning
Frederikssund Kommune tilbyder træning efter indlæggelse eller sygdom. Se mere her: Genoptræning - Frederikssund Kommune)
Forebyggende træning
Forebyggelse og Træning tilbyder forebyggende træning til dig, der kan have gavn af et målrettet træningsforløb, så du kan bevare eller styrke dine fysiske færdigheder.
Formålet med træningen er, at du bedre kan klare dig selv i hverdagen og blive ved med at kunne gøre de ting, der er meningsfulde for dig.
Træningen tager udgangspunkt i dine egne behov, og en fysio- eller ergoterapeut i kommunen vil vurdere, hvor meget og hvor ofte du bør træne. Du træner som udgangspunkt på et af kommunens træningscentre i Slangerup og Skibby. Du har mulighed for at bruge en app på telefonen til at supplere træningen. Træningen foregår sammen med en terapeut enten alene eller på hold med andre.
Hvis du modtager helhedspleje og samtidig har behov for træning, vil du modtage træningen som en del af dit plejeforløb med den nye helhedspleje. Henvisning sker via Visitation og Hjælpemidler eller Døgnplejen.
Hvis du ønsker forebyggende træning og ikke allerede modtager helhedspleje, kan du kontakte en forebyggelseskonsulent i kommunen med henblik på en sundhedssamtale [link til sundhedssamtale: Sundhedssamtale - Frederikssund Kommune].
Fra 1. juli 2025 skal kommunerne tilbyde generelle tilbud med et aktiverende og forebyggende sigte til ældre borgere (§6 i ældreloven). Forebyggende træning er et af disse tilbud.
Særlig træning for ældre (visiteret)
Træningshold for borgere med en demenssygdom:
Borgere med en demenssygdom, som ikke kan træne på andre måder, har mulighed for at deltage i holdtræning. På holdene har du mulighed for at få sved på panden og pulsen op sammen med andre, som er i samme situation. Træningen foregår for det meste udendørs. Læs mere om Holdtræning for borgere med demens i Frederikssund Kommune [Holdtræning for borgere med demens - Frederikssund Kommune].