
Midlertidig indstilling af affaldstømning i hele kommunen
Affaldstømningen er midlertidigt indstillet i hele Frederikssund Kommune. Kommunens renovatør, Verdis, har truffet beslutningen for at undgå faldulykker blandt medarbejderne som følge af glatte veje.
Den aktuelle forventning – på baggrund af vejrudsigten – er, at den almindelige affaldstømning tidligst kan genoptages i slutningen af uge 3. Da indstillingen forventes at vare seks dage eller mere, vil de manglende tømninger ikke blive indhentet efterfølgende.
Der gælder dog enkelte undtagelser. Af hensyn til hygiejnen tømmes der fortsat ved plejecentre og daginstitutioner. Der forsøges også tømning ved ejendomme med nedgravede affaldsbeholdere, hvor forholdene tillader det.
Hvis du mangler plads i affaldsbeholderen
Borgere, der løber tør for plads i affaldsbeholderen, har følgende muligheder:
Restaffald og PMDK - Plast, Mad- og Drikkekartoner - pakket i klare sække kan stilles frem og vil blive medtaget ved næste almindelige tømning.
Glas, pap, papir og metal kan afleveres på en af kommunens genbrugspladser. Det gælder også ”rest efter sortering” – dog ikke uhygiejnisk restaffald.
Onsdag den 7. januar etableres midlertidige standpladser flere steder i kommunen med beholdere til restaffald og madaffald. Disse kan benyttes ved akut overfyldning af uhygiejnisk restaffald og madaffald.
Løbende opdateringer
Kommunen har oprettet en side med aktuel driftsinformation om affaldsindsamlingen, som opdateres løbende:
www.frederikssund.dk/indsamlingstoppet
Der udsendes desuden pushbeskeder via Perfect Waste-appen til abonnenter med relevante opdateringer.
Kommunen opfordrer samtidig til, at naboer hjælper hinanden, hvis der er mulighed for at dele plads midlertidigt. Det er vigtigt at understrege, at indstillingen er besluttet af renovatøren af hensyn til arbejdssikkerheden og ikke af den enkelte renovationsmedarbejder. Der ydes ikke refusion af renovationsbetaling.