
Kystbeskyttelsen af Frederikssund går i gang
I løbet af september går vi i gang med at etablere kystbeskyttelse ved havnen i Frederikssund midtby. Formålet er at beskytte byen mod stormfloder fra Roskilde Fjord og sikre byen bedre mod fremtidens højvande. Samtidig udvikler vi havneområdet med nye grønne områder og integreret kunst, bedre opholdspladser og et mere attraktivt bymiljø.
Hvornår foregår arbejdet?
Anlægsarbejdet starter i løbet af september 2026, og vi forventer, det er afsluttet i sommeren 2027. Arbejdet er resultatet af flere års planlægning og forberedelse, og nu er vi klar til at gå fra plan til virkelighed.
Det kan du opleve under arbejdet
Det kan desværre ikke undgås, at du undervejs kan opleve midlertidig støj, ændrede forhold for gående, cyklister og bilister, færre parkeringspladser i perioder samt øget bygge- og lastbiltrafik. Det kan være frustrerende i hverdagen, særligt for jer, der bor eller driver virksomhed tæt på arbejdsområderne. Vi planlægger arbejdet bedst muligt, så påvirkningen bliver så begrænset som muligt. Samtidig gør vi vores bedste for at sikre adgang til boliger, butikker og virksomheder gennem hele anlægsperioden.
Arbejdet vil ikke påvirke alle områder lige meget på samme tid. Bor eller driver du virksomhed tæt på et arbejdsområde, får du direkte information via Digital Post, inden arbejdet går i gang i dit område.
Læs mere om de praktiske ændringer, herunder adgang til både og offentlige toiletter på Frederikssund Møder Vandet - kystbeskyttelse.
Derfor gennemfører vi projektet
Frederikssund midtby ligger lavt, og ved kraftige stormfloder kan vand fra Roskilde Fjord trænge ind over Havnepladsen og oversvømme dele af byen. I dag beskytter vi området med midlertidige løsninger som sandsække og watertubes, men med den nye kystbeskyttelse etablerer vi en løsning, der skal sikre byen mange år frem.
Arbejdet udføres i etaper
For at begrænse påvirkningen af byen udfører vi arbejdet i etaper, så der ikke arbejdes i alle områder samtidig. Vi udfører arbejdet i fem delområder:
- Toldboden, Ndr. Pakhusvej og det grønne område
- Havnepladsen
- Amsterdamhusene
- Stenværksvej
- Sillebro Å
Her kan du se en plantegning over projektet.
Vi udvikler samtidig havneområdet
Frederikssund har altid haft en tæt forbindelse til Roskilde Fjord, og den forbindelse ønsker vi at bevare, samtidig med at vi tilpasser byen til højere vandstande og flere stormfloder. Vi vil samtidig skabe et havneområde, hvor sikkerhed, natur, kunst, byliv og fællesskab går hånd i hånd.
Den nye kystbeskyttelse bliver derfor en naturlig del af havnen og bymiljøet. Vi etablerer blandt andet nye grønne områder, bedre opholdspladser og løsninger, der gør det muligt fortsat at nyde udsigten og livet ved fjorden.
Kystbeskyttelse og kunst går hånd i hånd på Havnepladsen
Kystbeskyttelsesprojektet handler ikke kun om at sikre byen mod stormflod. Det handler også om at skabe et endnu mere attraktivt og levende havnemiljø. Derfor bliver kunst en integreret del af den nye Havneplads gennem blandt andet belægning, skulpturer og belysning.
Kunstprojektet udspringer af den borgerinddragelse, der blev gennemført i forbindelse med udviklingen af området. Her stod ønsket om kunst og oplevelser i byrummet tydeligt frem. Siden har projektet modtaget medfinansiering fra Statens Kunstfond, som gør det muligt at løfte ambitionerne.
I sommeren 2024 blev der afholdt en kunstkonkurrence, og vinderforslaget blev skabt af kunstneren Amitai Romm. Nu begynder arbejdet med at realisere kunstværket som en del af det samlede kystbeskyttelsesprojekt.
Efterhånden som projektet tager form, vil vi løbende fortælle mere om kunstværket og tankerne bag.
Vi holder dig løbende orienteret
Et anlægsprojekt af denne størrelse vil naturligt påvirke hverdagen for mange. Derfor gør vi os umage for at holde dig godt orienteret undervejs.
Hvis du bliver direkte berørt af arbejdet, modtager du information via Digital Post. Samtidig deler vi løbende nyt om projektets fremdrift, kommende aktiviteter og ændringer i trafik eller adgangsforhold på Frederikssund Møder Vandet - kystbeskyttelse.
Har du spørgsmål?
Vi ved, at projektet vil kræve tålmodighed undervejs, og vi sætter stor pris på den forståelse, vi møder. Hvis du har spørgsmål til projektet, er du altid velkommen til at kontakte os på FMV@frederikssund.dk.