
Marianne Wiemann er ny borgerrådgiver i Frederikssund Kommune
Frederikssund Kommune har ansat Marianne Wiemann som ny borgerrådgiver. Hun er tiltrådt stillingen og skal fremover hjælpe borgere, der har spørgsmål til eller udfordringer i kontakten med kommunen.
Borgerrådgiveren er en uvildig funktion, der blandt andet vejleder borgere om kommunens sagsbehandling og bidrager til dialog mellem borgere og kommune. Samtidig arbejder borgerrådgiveren med at samle op på erfaringer og pege på muligheder for læring og udvikling i organisationen.
Marianne Wiemann ser frem til at blive en del af Frederikssund Kommune.
- Jeg ser Frederikssund Kommune som en spændende kommune med mange muligheder. Her er både nærhed, et aktivt erhvervsliv og en ambition om at skabe sammenhæng i en stor og sammensat organisation – det er noget, jeg gerne vil bidrage til, siger Marianne Wiemann.
Marianne Wiemann lægger vægt på, at borgere mødes med åbenhed og respekt i dialogen med kommunen. For rollen som borgerrådgiver handler også om organisatorisk læring.
- Som borgerrådgiver er det vigtigt for mig, at borgerne oplever en fair og tydelig proces, føler sig hørt – og at dialogen med kommunen er åben, respektfuld og konstruktiv. Mit fokus er ikke kun den enkelte sag, men også hvad vi kan lære af den. Erfaringerne skal bruges til at udvikle kvaliteten i hele organisationen, siger hun.
Borgere kan kontakte borgerrådgiveren for vejledning og hjælp i forbindelse med deres kontakt med Frederikssund Kommune.
Læs mere om borgerrådgiverens funktion og kontaktoplysninger på kommunens hjemmeside.