
Frederikssund Kommune leverer flot regnskab for 2025: Sund og robust økonomi
Frederikssund Kommune kommer ud af 2025 med et flot regnskab, der viser, at kommunen både har overholdt og udnyttet de økonomiske rammer, der er fastlagt centralt. Regnskabet viser et samlet driftsoverskud på 136 millioner kr., og kassebeholdningen er på 426 millioner kr.
Det understreger, at Frederikssund Kommune fortsat har en sund og robust økonomi.
Overholder både service- og anlægsrammen
På serviceområdet brugte kommunen i 2025 i alt 2.662,2 millioner kroner, hvilket er 1,2 millioner kroner under den fastsatte serviceramme.
Det er særligt positivt set i lyset af, at der i årets løb blev givet store tillægsbevillinger – især til de mest udsatte børn og voksne.
På anlægssiden blev der investeret for 154,7 millioner kroner, hvilket svarer til et mindreforbrug på 6,2 millioner kroner i forhold til anlægsrammen.
Det betyder, at kommunen samlet set både holder sig inden for rammerne og samtidig næsten fuldt ud omsætter de afsatte midler til konkrete investeringer og velfærd.
Investeringer i hele kommunen
Regnskabet afspejler samtidig en række væsentlige investeringer og udviklingsprojekter i 2025.
Blandt de større anlægsprojekter er:
- Ejendoms- og vejrenovering på tværs af kommunen
- Den fortsatte udvikling af Vinge, herunder en ny daginstitution
- Renovering af Willumsens Museum
- Indsatser under Klimahandlingsplan 2045 og kystbeskyttelse
Solidt fundament for de kommende år
Det samlede regnskabsresultat er med til at sikre et fortsat solidt økonomisk fundament for Frederikssund Kommune.
Samtidig viser resultatet, at kommunen står robust i en tid, hvor økonomien er under pres i kommuner over hele landet.
– Det er et resultat, vi kan være stolte af. Jeg vil gerne takke Byrådet og hele organisationen for den store indsats, der ligger bag det flotte regnskab, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov (V).
Find regnskabet her under Økonomiudvalgets pkt. 62 på dagsordenen.