Frederikssund Kommunes logo
24. september 2025

Kommunens rottebekæmper på tilsynsbesøg fra oktober

I perioden fra oktober 2025 og frem til udgangen af februar 2026 vil en af kommunens rottebekæmpere besøge de tilsynspligtige ejendomme i kommunen.

Rottebekæmperen vil i forbindelse med tilsynet forsøge at få kontakt til ejer eller lejer på ejendommen. Er der ingen hjemme, afleveres et brev med information om besøget. Selve tilsynet gennemføres dog uanset, om beboerne er til stede eller ej. Kommunen er nemlig forpligtet til at gennemgå alle tilsynspligtige ejendomme én gang årligt. Gennemgangen sker for at konstatere, om der er spor efter rotter, og omfatter et udendørs tilsyn med samtlige bygninger på ejendommen.

Hvilke ejendomme er omfattet?

De tilsynspligtige ejendomme er blandt andet:

  • Erhvervsejendomme med dyrehold

  • Ejendomme med primærproduktion af fødevarer eller foder til dyr

  • Steder, hvor der opbevares foderstoffer til dyr

  • Ejendomme, hvor planteprodukter opbevares med henblik på produktion af fødevarer til mennesker

Tilsynet udføres i henhold til bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter.

Aftal et tidspunkt

Hvis du ønsker at aftale et tidspunkt for besøget, kan du sende en mail til natur@frederikssund.dk med navn, adresse og telefonnummer.

Anmeld rotter i by- og sommerhusområder

For ejendomme i byzoneområder og sommerhusområder gælder, at rottebekæmperen kun rykker ud, hvis der er foretaget en anmeldelse. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der er pligt til at anmelde rottetilhold, hvis man ser rotter eller spor efter dem.

Anmeldelse kan ske via kommunens hjemmeside.

På billedet ses en rotte. Foto: Colourbox

Rottebekæmper vil komme på tilsynsbesøg i den kommende periode.

Foto: Colourbox