
Regulering af rågekolonier på kommunale arealer
Vi regulerer i maj og juni rågekolonier i samarbejde med lokale jagtforeninger. Formålet er at begrænse støjgener fra de rågekolonier, der ligger på kommunale arealer tæt på beboelsesområder.
Råger er kragelignende fugle, der yngler i kolonier, hvor de bygger reder i høje træer. Det gør de fra det tidlige forår til den tidlige sommer. I den periode kan rågekolonierne være meget støjende, og for naboer til en rågekoloni kan støjgenerne være sundhedsskadelige, fordi de kan medføre manglende nattesøvn, hovedpine med mere.
Derfor har man i Danmark indført en mulighed for at regulere rågekolonierne der, hvor de er til fare for menneskers sundhed.
Reguleringen foretages i samarbejde med lokale jagtforeninger, og foregår ved, at reguleringsjægere skyder et antal råger i hver koloni med salonrifler. Erfaringer viser, at denne metode effektivt kan nedbringe støjen fra rågekolonier, hvis den udføres gentagne gange over en årrække.
I 2025 regulerer vi ved følgende steder:
- Nordmandsmosen i Skibby
- Skoleskoven ved Fjordlandsskolen afd. Skibby
- Børnehuset Gerlev
- Rosenhaven i Gerlev
- Ellehammervej ved Græse Ådal
- Campus Frederikssund
- Marbækvej bag Rema1000
- Rotteskoven i Slangerup
Læs mere om regulering af råger.
Kort over Frederikssund Kommune, med markering af de steder, hvor regulering af råger vil ske.
llustration: Frederikssund Kommune.