Frederikssund Kommunes logo
6. januar 2023

Vestforbrænding udleder ikke PFAS

På baggrund af mistanke om, at affaldsforbrænding kan generere udledning af det skadelige PFAS, har Vestforbrænding gennemført en undersøgelse for forekomst af PFAS. Undersøgelsen er lavet i samarbejde med miljøvirksomheden Eurofins. Analyseresultaterne er netop blevet færdige og viser, at Vestforbrænding ikke udleder PFAS til omgivelserne.

- Vi er naturligvis rigtig glade for, at resultaterne af undersøgelsen viser, at Vestforbrænding ikke udleder PFAS. Vi kan faktisk ikke finde ét molekyle PFAS i røggassen, og vores spildevand ligger langt under grænseværdien for drikkevand. Samtidig viser prøver fra den grundvandsboring, hvor vi får vores procesvand fra, at en stor del af det PFAS, vi finder i spildevandet, kommer fra procesvandet. Beskrivelser i medier og blandt nogle eksperter har indikeret, at PFAS kunne forekomme på landets affaldsenergianlæg. Vi har reageret hurtigt for at få aflivet mistanken, og så har vi ikke mindst været meget grundige med vores målinger, hvor vi ikke alene har fået målt på røggas og spildevand fra anlægget men også på en række andre parametre, siger direktør på Vestforbrænding, Steen Neuchs Vedel.

Målinger flere steder

Vestforbrænding har udført målinger af PFAS i røggas, spildevand, gips, og procesvand. Der er også taget prøver af slagger og flyveaske, men resultaterne af disse målinger er ikke modtaget endnu.

Andre affaldsenergianlæg i Danmark har i de seneste måneder også fået foretaget målinger af PFAS, og der er heller ikke her påvist forekomster af betydning.