Frederikssund Kommunes logo
12. januar 2023

Studerende viser forslag til nye byrum i Frederikssund

Ni studerende i landskabsarkitektur ved Københavns Universitet har siden september arbejdet med Frederikssunds bymidte ved at analysere bylivet, møde byens aktører og borgere, udvikle strategier for byens fremtidige udvikling og lave designforslag for det fysiske bymiljø. I oktober 2022 holdt de studerende, som en del af processen, åbent hus på Frederikssund Bibliotek for at få input fra borgerne til deres videre arbejde.

Forslag præsenteres

Nu er de endelige projekter klar med forslag for bl.a. nyorganisering af stationspladsen, attraktivering af Bløden og passagerne samt et nyt byrum for unge ved Kocksvej.

De studerende præsenterer resultatet og fortæller om deres ideer for udvikling af Frederikssund. Det foregår ved en udstilling af deres ideer og forslag i Jernbanegade 8A i Frederikssund den 19. januar kl. 16.30-18.00. 

Her er alle velkomne til at komme og tale med de studerende om deres ideer.

Efterfølgende vil en række plancher blive hængende i vinduerne på samme adresse.