Frederikssund Kommunes logo
16. marts 2022

Virksomhedskontakten får et serviceeftersyn

I Frederikssund Kommune arbejder alle med visionen Sammen om Frederikssund. Det gælder også for virksomhedssamarbejdet og samarbejdet om at skabe løsninger for både borgerne og virksomhederne.

- Hvad er mere sammen om Frederikssund end at hjælpe vores lokale virksomheder med at skaffe arbejdskraft i et presset arbejdsmarked? Det skaber vækst i vores kommune samtidig med at vi får ledige i beskæftigelse, siger formand for Job, Erhverv og Kultur, Michael Tøgersen (V).

- Vi har på bagkanten af covid-19, hvor en del af den beskæftigelsesrettede indsats har været sat på pause, fokus på virksomhedskontakten og giver det et 360 graders serviceeftersyn, fortæller Centerchef i Job og Rådgivning Amalie Liljetoft Pedersen og tilføjer:

- Der er mange paradokser i arbejdsmarkedet, for eksempel at der stadig er relativt mange ledige samtidig med at virksomhederne efterspørger arbejdskraft. I Job og Rådgivning arbejder vi på at screene de ledige, før vi sender dem ud til virksomhederne, men vi vil også gerne være mere lyttende til at høre, hvad kommunens cirka 4.500 virksomheder efterspørger på kort og lidt længere sigt, sige hun.

Mads Nielsen er en lokal entreprenør hos Tømreren i Jyllinge, der er i gang med forskellige projekter i Kulhuse. Han bruger Frederikssund Kommunens Jobcenter til at rekruttere medarbejdere.

- Vi fik tre nye medarbejdere, der kom fra kontanthjælp direkte ind i virksomheden, og vi kan godt bruge flere, fortæller Mads Nielsen.

Tømreren i Jyllinge og Mads Nielsen er blot et eksempel på, hvordan Frederikssund Kommune understøtter det lokale erhvervsliv.

Formand for Job, Erhverv og Kultur, Michael Tøgersen glæder sig til sammen resten af udvalget og med Frederikssund Erhverv, Jobcentret og virksomhederne i kommunen at få sat fokus på virksomhedernes behov for arbejdskraft og andre forhold gennem en styrket dialog.

- Vi i Udvalget for Job, Erhverv og Kultur håber, at vi gennem en god dialog med virksomhederne kan skabe et godt og løsningsorienteret samarbejde, der kan blive til gavn og glæde for både borgere og virksomheder, siger Michael Tøgersen.

Tømrer arbejder på et tag. Foto: Frederikssund Kommune.

Foto: Frederikssund Kommune