Frederikssund Kommunes logo
1. juni 2022

Partnerskabsaftale skal sikre fremtidens arbejdskraft

Frederikssund Kommunes partnerskabs aftale med Dansk Industri og erhvervsskolerne TEC og U/NORD er blevet forlænget til 2024. Aftalen har til formål at sikre, at der er nok faglært arbejdskraft i fremtiden til de lokale virksomheder.

I aftalen er der fire specifikke indsatsområder; bedre datagrundlag for indsatser, matchmesse, bedre erhvervspraktik og fortællingen om MakerVærket udbredes. De fire indsatser skal alle være med til at sikre, at der i fremtiden vil være et udbud af lokal arbejdskraft, som matcher virksomhedernes efterspørgsel.

- Jeg ved, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft og at dette ser ud til kun at blive værre i årene der kommer. Denne skæbne deler kommunerne med virksomhederne over hele landet. Derfor skal vi arbejde sammen om at sikre, at både kommunen og ikke mindst virksomheder kan få den kvalificerede arbejdskraft vi behøve, sagde borgmester Tina Tving Stauning (A) ved underskrivelsen af aftalen.

De fire underskrifter på partnerskabsaftalen mellem Frederikssund Kommune, Dansk Industri, TEC og U/NORD. Foto: Frederikssund Kommune.

Flere skal vælge en erhvervsuddannelse

Målet med samarbejdsaftalen er at hjælpe unge med at få øjnene op for de muligheder, en erhvervsuddannelse giver. Der er en national målsætning om, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Målet er, at der i 2025 skal være 30 procent af de unge, der har søgt en erhvervsuddannelse.

I 2022 er søgningen i Frederikssund Kommune på 21,6 procent. Det har tidligere været højere, blandt andet i 2020 hvor vi var helt oppe på 28,6 procent. Coronaen har spændt ben for en del af de tiltag, der er på området, og det antages derfor, at pandemien har en del af skylden for, at tallet er faldet.

Vigtigheden af at få flere unge til at tage erhvervsuddannelser kan mærkes ude hos virksomhederne og hos Dansk Industri. Mange virksomheder kan ikke få nok lærlinge og har svært ved at rekruttere faglært arbejdskraft. Derfor er samarbejdet mellem virksomheder, erhvervsuddannelser og kommune vigtigt, så partnerne i fællesskab kan vise de unge, hvad det kan føre til, hvis de vælger en erhvervsuddannelse.

Aftalen blev underskrevet

Underskrivelsen af aftalen foregik hos Anlægsgartner Gottlieb A/S, der var vært ved arrangementet. Her var der lejlighed til at tale sammen om de tiltag og mål, som alle fandt vigtige, og ikke mindst om, hvordan man kommer frem til målet.

Selve aftalen blev underskrevet af borgmester Tina Tving Stauning, EUD-direktør for TEC Tove Svejstrup Christensen, administrerende for Procom A/S direktør Mette Brink på vegne af Dansk Industri og vicedirektør på U/NORD Tanja Bundesen.

Fra venstre ses Tove Svejstrup Christensen, EUD-direktør hos TEC, Tanja Bundesen, vicedirektør hos U/NORD, borgmester Tina Tving Stauning og Mette Brink, administrerende direktør hos Procom A/S. Foto Frederikssund Kommune.Fra venstre ses Tove Svejstrup Christensen, EUD-direktør hos TEC, Tanja Bundesen, vicedirektør hos U/NORD, borgmester Tina Tving Stauning og Mette Brink, administrerende direktør hos Procom A/S.

Foto Frederikssund Kommune.