Frederikssund Kommunes logo
29. juni 2022

Mail fra kommunen er ikke phishing

Får du en mail fra Frederikssund Kommune, hvor du bliver bedt om at logge på en portal, er det helt normalt. Læs her, hvordan du sikrer dig, at det ikke er et forsøg på phishing.

Mange kender situationen med at modtage en mail fra en troværdig afsender, men som viser sig at være IT-kriminelles forsøg på at lokke personlige oplysninger, adgangskoder mv. ud af dig. Derfor er der al mulig grund til at have en sund skepsis, når man gennemgår sine emails.

Ikke sikre postkasser

Normalt vil du modtage post fra kommunen i din digitale postkasse, men der er også situationer, hvor vi kommunikerer direkte til borgernes almindelige mailadresser.

I den situation kan du opleve at modtage en mail, der ser ud som nedenfor.

Billede af en email fra kommunen.

Mailen er et udtryk for, at modtagerens (din) postkasse ikke er sikker. Derfor beder vi dig klikke ind på en portal, for at verificere din mailadresse. Herefter vil du kunne se din post fra kommunen.

Du bliver ikke bedt om at afgive andre oplysninger (hverken navn, adresse, cpr. nummer eller andet). Du skal kun verificere din mailadresse.

Hvis du vil være helt sikker på, at linket i mailen er sikkert, kan du holde musen hen over knappen:

”Klik for at hente mail”.

Her skal den viste adresse begynde med:

https://encrypt-eu.mailanyone.net/r2/