Frederikssund Kommunes logo
1. april 2022

Kompensation for at huse ukrainske borgere

Tilføjet 1. september 2022: Det er ikke længere muligt at søge om kompensation.

Byrådet har besluttet at udbetale kompensation til danskere, der huser ukrainske statsborgere på flugt fra krigen i Ukraine. Kompensationen til kost og logi bliver på 150 kroner pr. person pr. døgn.

Det er Folketinget, der har vedtaget et aktstykke, der giver kommunerne mulighed for at udbetale en kompensation. Det er indtil videre gældende frem til 4. april 2022, og det afventes lige nu, om det bliver forlænget.

Borgere i Frederikssund Kommune der har åbnet dørene for ukrainske statsborgere på flugt, kan derfor nu søge om kompensation for perioden 10. marts til 4. april. Såfremt den ukrainske borger har fået midlertidig opholdstilladelse, kan der søges om kompensation frem til den dato, den midlertidige opholdstilladelse er givet. Herefter bortfalder muligheden for kompensation, da den ukrainske borger selv vil kunne afholde udgiften gennem den ydelse, vedkommende vil få udbetalt. De 150 kroner i kompensation er til kost og logi.

- Jeg ved, at en del borgere har spurgt til muligheden for kompensation, og jeg kan sagtens forstå hvorfor. Nu har vi i Byrådet besluttet at give en kompensation på 150 kroner pr. ukrainsk borger. Det er jo klart, at når man lægger hjem til en, to, tre eller flere mennesker, så stiger udgifterne og ens økonomi påvirkes. Derfor er jeg glad for, at vi nu har taget denne beslutning, så de borgere, der har budt ukrainere velkommen i deres hjem og liv, kan få lidt økonomisk støtte, siger borgmester Tina Tving Stauning.

Sådan søger du om kompensation

Hvis du huser ukrainske statsborgere kan du søge om kompensation via denne digitale ansøgningsformular.

Kompensationsperioden er forlænget

Opdateret 5. maj 2022: Byrådet har besluttet at forlænge perioden for kompensation, så man nu kan søge om kompensation for at have haft fordrevne ukrainere boende i perioden 10. marts til 5. maj 2022.