Frederikssund Kommunes logo
5. april 2022

Elever planter helt ny skoleskov

Slangerup skole, afd. Lindegård har i samarbejde med naturvejledere fra Naturstien, Frederikssund designet en skoleskov, som skolen i disse dage planter til i samarbejde med Naturstyrelsen Nordsjælland.

Henover to dage hjælper eleverne med at plante de mange nye træer og buske til den nye skoleskov. Skoven grænser op til skolens fodboldbaner og bliver en stor skov kaldet Hørup Skov. Den ligger ud til Hørup Skovvej og mellem Slagslundevej og Roskildevej.

- Det er så dejligt for skolen at vi nu får den her skoleskov så tæt på. Vi er meget glade for, at Naturstien Frederikssund er gået ind i det her projekt og at Naturstyrelsen har haft lyst til at gå med på ideen og udtage en del af den nye skov til os. Det er helt klart noget, der kan bruges i undervisningen i mange år fremover, fortæller pædagogisk leder på Slangerup Skole afdeling Lindegård, Søren Michael Jensen.

To piger er ved at grave et hul til at plante et træ i. Foto: Frederikssund Kommune.Det kan kræve lidt kræfter at grave hul til de nye træer, og nogle gange må hele kroppen i brug, når spaden skal i jorden.

Et nyt klasserum

Naturvejleder fra Naturstien, Cæcilie Ryhl Olsson, har sammen med Naturstyrelsen og lærere fra skolen planlagt, hvad den nye skoleskov skal indeholde.

- Skoleskoven har til formål ikke kun at øge biodiversiteten i området, men også fungere som et klasserum med mange forskellige funktioner. Skoleskoven er derfor opdelt i tre temaer, som alle kan bruges forskelligt i undervisningen for både store og små klasser, fortæller Cæcilie Ryhl Olsson.

Skoven vil blandt andet have et område med spiselige planter, såsom æbletræer, hasselbuske og solbær. Derudover vil der være et område med buske og krat, hvor børnene kan gå på opdagelse. Og så vil der blive et område med forskellige klynger af træer, som skal gøre eleverne bekendte med, hvilke typer træer der findes i Danmark og deres historie.

- Der vil også blive et åbent areal, hvor der kan være en bålhytte, og så er der givet plads til, at foreningen Grønne Nabofællesskaber Frederikssund kan plante en miyawakiskov. Det er en særlig mikroskov, lavet efter et japansk koncept, og som er plantet meget tæt i forhold til almindelig skov, hvilket gør, at den vokser hurtigt og understøtter biodiversiteten. Tanken er, at den også kan bruges i undervisning, fortæller Cæcilie Ryhl Olsson.

To elever er ved at plante et træ i miyawakiskoven. Foto: Frederikssund Kommune.Miyawakiskoven plantes på en helt anden måde end skoleskoven. Her skal planterne nemlig stå tæt inden for de afmærkede områder.

En kold fornøjelse

Mandag den 4. og tirsdag den 5. april har elever fra Slangerup Skole afdeling Lindegård været i gang med spader, afstandspinde og varmt tøj for at plante den nye skov. Selvom det især mandag morgen var en kold fornøjelse at stå i vinden på den åbne mark og plante, blev der gået til den med iver fra eleverne.

- Jeg tror, at de synes, det er lidt sjovt at få lov at plante en skov. Nu går der jo mange år før det for alvor føles som en skov, men selvom det i de første år er meget små træer, der skal vokse, så håber jeg, at vi på skolen kan få glæde af den spirende skov. Det er måske ikke lige æbler og solbær, vi skal ud og plukke til hjemmekundskab, men måske kan man bruge den kreativt i en matematiktime og måle afstande, kvadratmeter eller højder på træer. Det skal nok blive rigtig godt, og vi er virkelig glade for, at Naturstyrelsen var med på den her ide, fortæller pædagogisk leder, Søren Michael Jensen.

Skulle eleverne ikke nå at plante hele skoleskoven til, sørger Naturstyrelsen for, at skoven bliver færdigplantet, ligesom de også kommer med deres maskiner og planter træer og buske til resten af den nye Hørup Skov.

Jord flyttes og lægges over rødderne på træet. Foto. Frederikssund Kommune.Trods kulden blev der taget fat i jorden med de bare hænder, når rødderne på de nye træer skulle dækkes til.

Skud til træer og buske på en lang række. Foto: Frederikssund Kommune.Skud til træer og buske på en lang række.

Foto: Frederikssund Kommune