Frederikssund Kommunes logo
26. februar 2021

Forældre får penge tilbage for SFO og klub

Byrådet har vedtaget, at forældre til børn, der går i SFO eller klub i Frederikssund Kommune, får forældrebetalingen tilbage for den periode, hvor tilbuddene har været lukket på grund af Coronaepidemien.

På opfordring fra Uddannelsesudvalget tog Byrådet onsdag den 24. februar 2021 stilling til, om forældre skal have deres penge retur for den periode, hvor SFO og klub har været lukket. Det var et enigt byråd der besluttede dette. Derfor kan forældre nu se frem til at få forældrebetalingen tilbage.

For SFO og 4. klassebørn i klub er det perioden 4. januar til og med 7. februar 2021, og for de større klubbørn er det fra 9. december 2020 til og med 14. marts 2021.

- Jeg synes, det er en fornuftig beslutning at tilbagebetale forældrebetalingen for SFO og klub, og jeg er glad for, at Uddannelsesudvalget har taget sagen op. Jeg kan sagtens forstå, at forældre, der betaler for SFO eller klub, har været frustrerede over at betale til noget, som reelt har været lukket. Og selvom Frederikssund Kommune ikke ser ud til at få nogen refundering af de penge, det kommer til at koste at tilbagebetale, så synes jeg stadig, det er det rigtige at gøre, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).

Det er ikke besluttet fra regeringens side, at kommuner kan få kompensation for det tab af indtægter, det er at tilbagebetale forældrebetalingen. Det er derfor udelukkende politikerne i Frederikssund Kommune, der kan tage denne beslutning, og pengene vil derfor skulle findes i det nuværende budget inden for Uddannelsesudvalgets område. Dette er noget, som Uddannelsesudvalget kommer til at kigge nærmere på ved første budgetopfølgning i marts.

For både SFO og klub vil Frederikssund Kommune skulle tilbagebetale i alt 2.323.000 kroner.

- Jeg synes, det er det rigtige at gøre i den situation, vi står i. Forældrene skal ikke betale for SFO og Klub, når tilbuddene har været lukket helt. Derfor har vi også besluttet, at suspendere opsigelsesperioden, så forældre der melder deres børn ud, ikke skal betale for en ekstra måned som ellers, siger Morten Skovgaard (V), formand for Uddannelsesudvalget.

Suspendering af opsigelsesperiode

Uddannelsesudvalget har ligeledes besluttet at lave en midlertidig suspendering af opsigelsesperioden for SFO og klub.

Frederikssund Kommune har, i lighed med andre kommuner, en opsigelsesperiode på løbende måned + en måned, når forældre ønsker at melde deres barn ud af SFO eller klubtilbud. Ud over at forældrene har udgifter til SFO og klub, som de grundet nedlukningen ikke kan benytte, er der også en række forældre der i denne periode ønsker at opsige deres barns SFO og klub. Disse forældre bliver på nuværende tidspunkt opkrævet for en ekstra måned, på trods af at de ikke har kunnet bruge tilbuddet længe og ikke kan anvende det i opsigelsesperioden.

Uddannelsesudvalget har derfor besluttet at suspendere opsigelsesperioden for SFO og klub gældende fra 1. januar 2021 og frem til at tilbuddene kan genåbne.

Tre børn spiller basket ball og en af dem prøver at score. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen