Frederikssund Kommunes logo
20. december 2021

Coronastatus uge 50

Der er fortsat stor smittespredning af COVID-19 i Frederikssund Kommune og i hele landet. Derfor er der indført nye tiltag og restriktioner.

Den stigende smitte og især Omikron-variantens indtog i landet har betydet, at Folketingets Epidemikommission har valgt at indføre yderligere restriktioner i hele landet. Det er især kulturlivet, der rammes med nedlukninger som de næste, men allerede i uge 50 blev skolebørnene sendt hjem til fjernundervisning. Det er under omstændighederne gået godt med den online undervisning. Der er fortsat mange skolebørn, der er og bliver smittede med COVID-19, og således var der i uge 50 kendskab til 137 skolebørn samt 39 medarbejdere på skoleområdet, som var blevet testet positive for COVID-19. Håbet er nu, at juleferien kan hjælpe med at nedbringe antallet af smittede på skoleområdet.

Også i dagtilbud begynder smitten at brede sig mere og mere. Her er 19 børn og 13 medarbejdere testet positive. Børnene er siden november blevet holdt adskilt i mindre grupper, ligesom forældre har skulle aflevere og hente udendørs om muligt, og der har været ekstra fokus på hygiejne. Nu skærpes indsatsen mod coronaen yderligere, og forældre skal således fra uge 51 bære mundbind i dagtilbuddene og fortsat i videst mulige omfang aflevere og hente udendørs.

PCR testcenter er flyttet

Kommunens PCR testcenter flyttede fredag den 10. december til Østersvej 4 i Frederikssund. Ved at få et større testcenter har Region Hovedstaden kunnet øge testkapaciteten fra cirka 400 daglige test til op mod 1.000 daglige test. Der har været nogle enkelte udfordringer på det nye sted, blandt andet med lys, vejforhold og varme. Det skulle alt sammen være i orden nu, og i de første tre dage blev mere end 2.300 borgere testet i centret på Østersvej.

Økonomiudvalget har nu besluttet, at testcentret skal flytte igen, så det kommer til at ligge mere centralt. Den nye adresse bliver Nygade 16 i Frederikssund. Det bliver nemmere for borgere at komme til det nye testcenter, der ligger meget centralt, tæt på Sillebroen og stationen. I det nye testcenter vil der være plads til samme testkapacitet som på Østersvej, så den høje testkapacitet fortsætter. Region Hovedstaden forventer at kunne flytte testcentret, så de er klar på Nygade 16 fra den 5. januar 2022.

PCR testcentret vil henover jul og nytår have lukket den 24., 26. og 31. december 2021.

Vaccinationsindsats hos de ældste

I den kommende tid sættes der ekstra ind i forhold til at få vaccineret kommunens borgere over 65 år, som ønsker at modtage tredje stik, men ikke selv har været i stand til at komme til et vaccinationssted. Derfor har Frederikssund Kommune sat et hold af sygeplejersker, som op til jul vil vaccinere de svageste borgere i eget hjem.

Også kommunens praktiserende læger er i gang med at vaccinere egne patienter.