Frederikssund Kommunes logo
26. april 2021

Genåbning fyldte i uge 16

Smitten er steget en smule i Frederikssund Kommune den sidste uge. 29 borgere testet positive i de sidste syv dage og 64,3 positive pr. 100.000 de sidste syv dage.

I den forgangne uge kunne Frederikssund Musikskole onsdag den 21. april slå dørene op og med afstand og håndsprit møde eleverne i det virkelige liv. I langt de fleste sammenhænge er det gået fint med den digitale undervisning, men intet slår ”live-musik”, og intet slår” live-undervisning”, så der var stor glæde blandt de elever og lærere, der kunne ses igen. Desværre må sang- og korelever endnu ikke møde frem, men skal fortsætte digitalt lidt endnu. Og det skal også elever, der er fyldt 18 år. Forhåbentlig kan disse grupper snart komme i gang igen. Det har været en usædvanligt anderledes sæson, faktisk et usædvanligt år siden nedlukningen i marts 2020. Når Musikskolen om ca. 14 dage åbner for tilmeldingen til sæson 2021-2022 satser Musikskolen på, at dén sæson bliver med masser af fællesskab, tilstedeværelse og rigtigt levende musik.

Det er ikke bare Musikskolen, der åbnede dørene den 21. april. Også Willumsens Museum, bibliotekerne og idræts- og svømmehaller (for unge under 18 år) bød borgerne velkommen igen. Alle steder glæder man sig over at møde borgerne igen. 

Vaccinationsindsatsen

Godt hver fjerde borger i Frederikssund Kommune er påbegyndt vaccination, og dermed er kommunen stadig på en 10. plads blandt danske kommuner med flest førstegangs vaccinerede. I uge 16 har de + 65-årige borgere modtaget invitation til vaccination.

Sundhedsstyrelsen har netop udmeldt en plan for de medarbejdere, der fik annulleret deres vaccinationsforløb med AstraZeneca (målgruppe 4). Alle medarbejdere, der har fået første stik, vil automatisk blive tilbudt andet stik med en af de øvrige vacciner i vaccinationsprogrammet. Dette vil ske ca. 12 uger efter første stik. Derfor forventes det, at om ganske kort tid er mange af kommunens frontpersonaler færdigvaccinerede.