Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
6. februar 2020

Frederikssund får reel 10-minuttersdrift

Hvis du skal med S-toget fra Frederikssund, så er der i dag henholdsvis 2 eller 18 minutter imellem afgangene fra Frederikssund Station. Derfor har Frederikssund Kommune længe ønsket, at DSB ændrede togtiderne, så der blev 10 minutter mellem afgangene i stedet.

Nye køreplaner

Og det er netop det, DSB nu lægger op til med deres forslag til nye køreplaner fra december 2020. Her bliver der nemlig indført en reel 10-minuttersdrift fra køreplanskiftet den 13. december 2020. Ændringen betyder samtidig, at rejsetiden til København H bliver 45 minutter på alle tog mod 41 eller 49 minutter i dag.

Vinge Station med fra december

En anden ændring i køreplanerne vedrører Vinge Station, der vil komme med i køreplanerne fra den 13. december med 20-minuttersdrift. Stationen ventes at være færdigbygget allerede i løbet af august 2020, så pendlerne må ifølge DSBs forslag til nye køreplaner vente endnu nogle måneder, før de kan hoppe på toget i Vinge.

- Jeg havde gerne set, at DSB kunne indarbejde Vinge Station i køreplanerne allerede ved stationens færdiggørelse, så togene kunne standse i Vinge i løbet af sommeren. Det har vi også gjort DSB opmærksom på i vores høringssvar til køreplanforslaget, som vi behandlede på Teknisk Udvalgs møde den 5. februar, fortæller udvalgsformand Tina Tving Stauning (S). Hun tilføjer:

- Når det er sagt, så er det rigtig glædeligt, at vi nu får den 10-minuttersdrift, som vi så længe har ønsket os. Og man kan fremover være sikker på at nå København H på tre kvarter. Det giver en bedre betjening af pendlerne i Frederikssund, så det er vi godt tilfredse med, fastslår Tina Tving Stauning.

Fra køreplanskiftet den 13. december kan man tage toget fra Vinge Station. Foto: Frederikssund Kommune.Fra køreplanskiftet den 13. december kan man tage toget fra Vinge Station. Foto: Frederikssund Kommune.