Frederikssund Kommunes logo
7. april 2020

Hygiejnesygeplejersken har travlt

Hygiejne er blevet noget, vi alle sammen taler om under coronakrisen. I Frederikssund Kommune er der arbejdet med hygiejne i mange år takket være kommunens hygiejnesygeplejerske. 

Anita Schlippe Rasmussen viser en flaske håndsprit mens hun forklarer kursusdeltagere om korrekt brug. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Anita Schlippe Rasmussen viser en flaske håndsprit, mens hun forklarer kursusdeltagere om korrekt brug. 

Hun har aldrig haft så travlt, som i de sidste tre uger af marts. Telefonen ringer hele tiden og mange har spørgsmål om smittespredning, værnemidler og hygiejne. Hygiejnesygeplejersken Anitta Schlippe Rasmussen har nok at se til under coronakrisen, hvor hun er blevet en nøgleperson for alle, der arbejder med sundhed, pleje og omsorg i Frederikssund Kommune.

- Vi var godt forberedt på krisen. Det har været min opgave at sørge for at forebygge smittespredning på kryds og tværs i kommunen blandt medarbejdere og borgere. Der er nogle generelle hygiejneregler og viden, som man har brug for, og det har jeg undervist i de sidste seks år. Alle er undervist i brug af forklæder, handsker, masker, masker med visir, håndhygiejne med mere, fortæller Anita Schlippe Rasmussen.

Det arbejde har fået stor betydning under coronakrisen. Alle medarbejdere ved, hvordan de bruger værnemidler og kender til hygiejnereglerne, og de bruger den viden hvert eneste øjeblik, de er på arbejde.

- Når jeg kommer ud, så kender alle til værnemidler og metoder til at forebygge smittespredning. De bruger alt det, jeg har undervist i. Derfor er der også en kæmpe efterspørgsel på værnemidler, siger Anita Schlippe Rasmussen.

Kampen om værnemidler

For at bekæmpe smittespredning af coronavirus, er værnemidler nødvendige, når man tager sig af ældre, svage og syge borgere. Men lige nu kæmper hele verden for at skaffe værnemidler nok.

- Vi har heldigvis været forudseende. I januar opfordrede jeg driften til at fylde depoterne op med værnemidler. Jeg kan huske under svineinfluenzaen, der blev værnemidler revet væk, og jeg tænkte, lad os lige være på forkant. Derfor lavede jeg den opfordring, og derfor er vi i en situation, hvor vi har kunnet klare os i et godt stykke tid, fortæller Anita Schlippe Rasmussen.

Da det viste sig, at coronavirussen også kom til Danmark og landet begyndte at lukke ned, begyndte Anita Schlippe Rasmussen sammen med sundhedsberedskabet at indsamle de værnemidler, der var rundt om i kommunen. Det gjaldt både masker, handsker med mere, som lå på nogle af de tilbud, der blev lukket. Men også forklæder og håndsprit, som eksempelvis var i børnehusene eller på skolerne.

Derudover begyndte omsorgscentre, botilbud, tandpleje med flere at lave status over mængden af værnemidler nogle gange om ugen. Og alle de indsamlede værnemidler blev lagt et centralt sted.

Forskellige typer ansigtsmasker ligger på et bord. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Forskellige typer ansigtsmasker. 

- Vi henter værnemidler ind, der hvor der er overskud, og så omdirigerer vi det til de steder, der er brug for det. Og alt det, vi har samlet ind og har centralt, fordeler jeg ud. Lederne skriver ind til mig dagligt og fortæller, hvad de har brug for, og jeg vurderer, hvor der er mest behov for dem. Og selvfølgelig bliver Covid-afsnittet på Tolleruphøj prioriteret højt i den fordeling, siger Anita Schlippe Rasmussen.

Det er svært for alle kommuner at skaffe værnemidler under coronakrisen, men heldigvis er der mange gode tiltag i gang. Dels skulle der være nye sendinger på vej til Danmark, og dels har virksomheder doneret blandt andet masker og handsker. Og en række mindre virksomheder i hele landet, som har 3D printere, er begyndt at printe bøjler, hvorpå der kan monteres en transparent til en overhead, og det kan så fungere som visir.

Utroligt mange spørgsmål

Anita Schlippe Rasmussen blev for rigtig mange af medarbejderne i Frederikssund Kommune en nøgleperson, da coronakrisen begyndte. Hendes telefon ringede mere end nogensinde før, og i den anden ende sad medarbejdere og ledere og havde brug for svar på deres spørgsmål.

- I starten var det spørgsmål om retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, hvem der skulle i karantæne, om nogen måtte komme i skole eller på arbejde og om symptomer. Det har ændret sig undervejs. I dag er det mere spørgsmål om, hvordan man håndterer det, hvis en borger eller medarbejder har symptomer, eller hvis de bliver konstateret smittet, siger Anita Schlippe Rasmussen og tilføjer:

- Jeg tror, at mange medarbejdere er bekymret for, om de kan bringe smitte til borgerne på omsorgscentre og botilbud. Jeg forklarer dem, hvordan COVID-19 smitter, at det er dråbesmitte som kommer via nys, hoste og spyt. Dråberne flyver ikke rundt i lokalet, men falder til jorden, som regel inden for en meters radius. Det betyder, at kommer man tættere på en to meter, som er den afstand Sundhedsstyrelsen arbejder med ud fra forsigtighedsprincippet, og har borgeren symptomer, så skal man bruge værnemidler, der beskytter mod smitte. Og man skal tænke på de steder, dråberne kan lande, for rør man ved dem, kan man bære smitten videre.

Hun understreger, at et af de vigtigste råd er den gode håndhygiejne, i særdeleshed inden man rører sig selv i ansigtet, hvilket man gør mange gange i timen, da smitten kommer ind gennem mund, næste og øjne.

- Det er især vigtigt for mig at skabe tryghed i denne uvante situation, og jeg vil altid gerne hjælpe dem, der ringer til mig. Jeg vil gerne hjælpe med at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor det er nemt at gøre det rigtige, slutter Anita Schlippe Rasmussen.

Anita Schlippe Rasmussen underviser medarbejdere i Frederikssund Kommune i hygiejne og brug af værnemidler. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Anita Schlippe Rasmussen underviser medarbejdere i Frederikssund Kommune i hygiejne og brug af værnemidler.

Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.