Frederikssund Kommunes logo

Frederikssundsangen 'Venner' 

Denne Frederikssund-sang er skrevet af Henrik Monved og sat i musik af Bo Davidsen i anledning af kommunesammenlægningen i 2007 i forbindelse med projektet Musik over Broen som med opera fremført af samlede lokale kræfter blev brugt til at fejre den ny store kommune.

Bag Musik og Broen stod en forening hvis aktiviteter kulminerede i sommeren 2008. Sangen Venner er blev blandt andet opført ved en nytårskoncert den 20. januar 2008.

Venner, her i Frederikssund
vågner vi af vinterblund
til et forår fuld af glæde
og en ny borgermesterkæde
som i guldets lyse toner
samler fire regioner
over Kronprins Frederiks bro,
skilt af fjorden to og to.

Slot i syd og slot i nord,
og en knudret eg som gror
med årtusind gamle grene,
sætter fortiden i scene.
Og langs kysten glimter sandet,
spring kun frisk i badevandet,
grønne skove, gyldent korn
mødes smukt på Sjællands horn.

Alting har sin karakter,
veksler med den egn man ser,
højdedrag og lune dale,
landsbysnak og købsaftale.
Og i øst står der en kirke
som i omfang godt kan virke
alt for mægtig til sin by
hvis man glemmer byens ry.

Bedst som alting ånder fred,
og den røde sol går ned,
blæses der til kamp ved kysten,
Harald Blåtand leder dysten
med det sværd som han har hvæsset,
mange bider snart i græsset.
Friluftsspil omkring sankthans
har en ganske særlig glans.

Nogle dyrker deres ånd,
andre løber maraton,
men hos ungdommen der får den
hele armen på Concorden,
for provinsens stille nætter
trænger til lidt Donnerwetter.
Med i dansen finder vi
det lokale politi.

Jorden rummer oldtidsfund,
skibe lå på fjordens bund.
Og mod syd i fjorden finder
man en ø med mange minder,
her har fugle deres rede
hvor man før så munke bede.
Og på molen længst mod nord
lokker færgen os om bord.

Hvor i verden du vil hen,
vil du gerne hjem igen,
og helt ringe er det ikke
hvis dit hjem nu skulle ligge
i en egn omkring en fjord som
har en bro der er ret morsom.
Venner, det er glædens stund
for det nye Frederikssund.