Frederikssund Kommunes logo

Kommissorium

Frederikssund Kommune vil arbejde med frivillig omlægning af arealer fra landbrugsjord til natur, vandløb og faunapassager, for at understøtte den grønne omstilling og skabe større biodiversitet.

Udvalgets arbejder aktualiseres af Aftale om Grønt Danmark (den grønne trepart), der stiller krav om at der:

  • rejses 250.00 hektar skov frem mod 2045
  • udtages 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inkl. randarealer inden 2030
  • der igangsættes strategisk opkøb af jord bl.a. med henblik på kvælstofreduktioner og jordfordeling

Frederikssund Kommune har en opgave med at udarbejde en omlægningsplan inden udgangen af 2025, der skal identificere indsatser. Udvalget bruges til at kvalificere og komme med anbefalinger til, hvordan vi kommer stærkt videre med den grønne omstilling i Frederikssund, så omlægning af arealer sker.

Udvalgets formål omhandler grøn omstilling bredt, herunder udtagning af landbrugsjord til klimareduktion, nedbringelse af kvælstofforureningen af vores vandmiljøer, biodiversitet og grundvandsbeskyttelse.

Projektudvalgets formål er at undersøge frivillig omlægning, samt hvilke muligheder der er for at samarbejde med fonde, lodsejere og erhvervsliv, der vil være med til at understøtte den frivillige indsats for projekterne. Målet er at identificere hvilke interessenter og lodsejere i kommunen, som er interesserede i at indgå aftaler om udtagning og som kan fungere som ambassadører over for øvrige lodsejere i kommunen for den grønne omstilling.

Der identificeres hvilke mulige projekter som der ligger i kommunen og hvad der skal til for at projekterne kan gennemføres.

Udvalget nedsættes, så kommunens lodsejere er stærkt repræsenteret sammen med bl.a. det organiserede landbrug, DN og Nationalparken.

Udvalgets primære fokus er ændret arealanvendelse hos lodsejere i det åbne land, inkl. kommunale arealer. Der vil primært være fokus på at understøtte aktiviteter med flersidige formål. Ændrede arealanvendelse til VE-anlæg vil fx kun medtages, hvis de samtidig indeholder model for fx at mindske udledning af kvælstof eller forbedre biodiversiteten.

I arbejdet medtages synergier med bl.a. Kommuneplanen, Klimaplan 2045, naturhandleplanen og Aftale om Grønt Danmark.

Arbejdet skal foregå i dialog med landbruget og andre interessenter ved at undersøge:

  • Hvordan kan man facilitere en proces, så der kommer gang i den frivillige omlægningsindsats – og hvem har en rolle?
  • Hvilke barrierer er der for den frivillige omlægning hos lodsejere i kommunen
  • Hvad skal der til for at indgå i et strategisk samarbejde med fx Naturfonden, Klimaskovfonden, Naturstyrelsen, forsyningsselskaber, Nationalpark Skjoldungernes Land, større lodsejere mv.
  • Undersøge hvad der virker i naturprojekter, andre steder mhp. at samle og videreformidle best-practice til arealforvaltere.
  • Øge vidensniveau omkring muligheder for tilskud til omlægning
  • Formidling af hvor indsatser giver størst værdi i Frederikssund Kommune
  • Undersøge kommunens rolle i forbindelse med den grønne omstilling og Danmarks Grønne Arealfond, som oprettes gennem Aftale om Grønt Danmark.
  • Udarbejde en model for hvordan der skal arbejdes med udtagning af landbrugsjord i kommunen

Kommissoriet er godkendt i Byrådet den 30.10.2024