Frederikssund Kommunes logo

Seniorer og Forebyggelses møde den 04. februar 2026

Døgnplejen, Østergården kl. 15.00

Dagsorden

Fold alle punkter

12Godkendelse af dagsorden

13Beslutning om forlængelse af kontrakter med private leverandører af helhedspleje og hjemmepleje

Resume

Frederikssund Kommunes kontrakter med private leverandører af helhedspleje og hjemmepleje udløber i maj 2026. Der er derfor aktuelt behov for enten at udarbejde nye kontrakter eller forlænge de nuværende. Eftersom kommunen ikke er færdig med at implementere helhedspleje før midten af 2027 vurderes det ikke hensigtsmæssigt at udarbejde et nyt kontraktgrundlag på nuværende tidspunkt. Udvalget forelægges derfor i denne sag et forslag om at forlænge kontrakterne med de private leverandører af helhedspleje og hjemmepleje til maj 2027.

Indstilling

Administrationen indstiller til Seniorer og Forebyggelse, at:

  1. Godkende en forlængelse af eksisterende kontrakter med private leverandører af helhedspleje og hjemmepleje frem til udgangen af maj 2027.

Sagsfremstilling

Borgere visiteret til helhedspleje eller hjemmepleje i Frederikssund Kommune kan i dag frit vælge mellem Døgnplejen og en række private leverandører. Det frie valg af leverandør er tilvejebragt via en godkendelsesmodel. Kommunen har aktuelt kontrakt med to private leverandører af helhedspleje og tre private leverandører af hjemmepleje. AjourCare og Estrids Pleje leverer helhedspleje og hjemmepleje, mens SIKA Rengøring alene leverer hjemmepleje.

I forbindelse med implementeringen af helhedspleje i 2025 blev der udarbejdet en række midlertidige ændringer i kontraktgrundlaget for de private leverandører af helhedspleje og hjemmepleje. (Sag 66 i Omsorg og ældre, 2025). Kontrakterne udløber i maj 2026 og der er derfor aktuelt behov for enten at udarbejde nye kontrakter eller forlænge kontrakterne med 12 måneder til udgangen af maj 2027. Det nuværende kontraktgrundlag, herunder ændringsprotokollat er vedlagt som bilag.

I forlængelse af den nye ældrelov er kommunen i gang med at implementere helhedspleje, hvilket indebærer omfattende ændringer i den måde hjælpen og plejen organiseres og leveres på. Implementeringen forventes at strække sig frem til midten af 2027 og medfører betydelige og løbende justeringer af arbejdsgangene i både Døgnplejen og hos de private leverandører.

Samtidig er der fra Folketingets side varslet yderligere krav til helhedsplejeforløbene, herunder at sygeplejen efter planen skal indgå som en integreret del af helhedsplejen fra 1. januar 2027. De kommende krav vil få væsentlig betydning for, hvilke forventninger og krav kommunen fremover skal stille til de private leverandører.

På den baggrund vurderes det ikke hensigtsmæssigt at udarbejde nye kontrakter på nuværende tidspunkt. Først når implementeringen af helhedspleje er gennemført, og de nationale krav er endeligt fastlagt, vil kommunen have et tilstrækkeligt grundlag for at formulere et nyt og tidssvarende kontraktgrundlag for de private leverandører af helhedspleje og hjemmepleje. Det anbefales derfor, at forlænge de nuværende kontrakter med de private leverandører af helhedspleje og hjemmepleje frem til udgangen af maj 2027.

Inddragelse

Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, da forlængelsen af kontrakterne afholdes inden for den eksisterende økonomiske ramme for helhedspleje og hjemmepleje.

Bilag

14Beslutning om godkendelse af ny interessentskabskontrakt for MAD til hver DAG I/S

Resume

Det fælleskommunale §60-selskab MAD til hver DAG producerer og leverer mad til plejehjemsbeboere og hjemmeboende borgere, som er visiteret til madservice i Allerød, Frederikssund, Halsnæs og Hillerød kommuner. I 2025 valgte Albertslund Kommune at træde ud af selskabet. I forlængelse heraf skal der indgås en ny interessentskabskontrakt mellem de fire tilbageværende kommuner.

Udvalget forelægges med denne sag den nye interessentskabskontrakt for MAD til hver DAG med henblik på at anbefale godkendelse over for Byrådet.

Sagen er også sendt til godkendelse i Allerød, Halsnæs og Hillerød kommuner.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Seniorer og Forebyggelse over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende ny interessentskabskontrakt for MAD til hver DAG I/S.

Sagsfremstilling

MAD til hver DAG er et § 60-selskab, der producerer og leverer mad til plejehjemsbeboere og hjemmeboende borgere, som er visiteret til madservice. Fra 1. januar 2026 udgik Albertslund Kommune af selskabet, som derefter har Allerød, Frederikssund, Halsnæs og Hillerød kommuner som interessenter. Der skal derfor indgås en ny interessentskabskontrakt, som er gældende fra 1. januar 2026 og løber frem til den 31. december 2029.

Kontrakten erstatter den tidligere kontrakt af 1. maj 2021.

De væsentligste ændringer er:

  • At Albertslund Kommune er udtrådt af selskabet pr. 31. december 2025
  • Justering af regler vedrørende indskud fra eventuelle nye interessenter i selskabet
  • Et nyt afsnit vedrørende arbejdsklausul der indbefatter, at MAD til hver DAG stiller krav til deres leverandører af varer og ydelser om, at de ikke stiller deres ansatte ringere end det som er aftalt i de kollektive overenskomster jfr. ILO-konvention 94.

Interessentskabskontrakten er godkendt i MAD til hver DAGs bestyrelse den 2. december 2025. Kontrakten er vedlagt som bilag.

Kontrakten skal godkendes af Ankestyrelsen efter den politiske behandling i de fire kommuner.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for psykiatri, handicap og social udsathed.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

15Beslutning om fremtidig drift af akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne og den specialiserede genoptræning, som Region Østdanmark overtager fra 2027

Resume

Med sundhedsreformen flyttes myndigheds- og finansiereringansvaret for en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne pr. 1. januar 2027. Det Forberedende Regionsråd for Østdanmark skal træffe beslutning om den fremtidige drift senest den 1. april 2026. Regionens administration anbefaler overfor Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland, at regionen fra 2027 drifter akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne samt det specialiserede rehabilitering og dele af genoptræningen i Nordsjælland.

Indeværende sag opridser konsekvenser for Frederikssund Kommune ved de foreslåede driftsmodeller og anbefaler, at Byrådet med bemærkninger til regionen imødekommer, at Region Østdanmark varetager driften af de tre opgaveområder pr. 1. januar 2027.

Social og Sundhed orienteres om denne sag.

Sagen skal ses i sammenhæng med anden sag på dagsordenen vedr. indgåelse en horisontal samarbejdsaftale for 2027-28 for den patientrettede forebyggelse med Region Østdanmark.

Indstilling

Administrationen indstiller til, at Seniorer og Forebyggelse overfor Økonomiudvalget og Byrådet, anbefaler:

  1. At godkende at regionen drifter akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne samt den specialiserede rehabilitering og dele af genoptræningen pr. 1 januar 2027 og at der udarbejdes delingsaftaler herfor.
  2. At anbefale overfor Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland, at
    1. Det ene team i akutsygeplejen placeres på Frederikssund Hospital
    2. Nordsjællands Hospital og Frederikssund Kommune undersøger mulighederne for under den regionale drift af akutsygeplejen at etablere en tæt samarbejdsmodel med henblik på at udnytte sygeplejerskernes ressourcer bedst muligt og give borgerne de bedste forløb.
    3. Nordsjællands Hospital og de otte kommuner sammen udarbejder en visitationsmodel for sundheds- og omsorgspladserne, hvor kommunerne er indtænkt både i visitationen til pladserne og i udskrivelsen

Sagsfremstilling

Med sundhedsreformen flyttes bl.a. akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne (dvs. Rehabiliteringsafdelingen) og den Specialiseret rehabilitering, herunder dele af den mest specialiserede avancerede genoptræning til regionerne fra den 1. januar 2027. Sundhedsrådet får ansvar for samarbejdet om opgaverne, mens forretningsudvalget og regionsrådet får ansvar for den samlede og tværgående planlægning på sundhedsområdet.

Social og Sundhed, Seniorer og Forebyggelse samt Økonomiudvalget og Byrådet (jf. sag nr. 15 i Byrådet den 28. januar 2026) blev på møderne i januar 2026 orienteret om processen for opgaveflytningerne og de scenarier for fremtidig drift, som region og kommuner har drøftet administrativt i efteråret 2025.

Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland mødtes første gang den 20. januar 2026. Her drøftede rådet bl.a. fremtidige driftsmodeller i Nordsjælland, og prioriterede hvilke driftsscenarier, der skal indgå i beslutningsoplægget på deres møde den 4. marts 2026, hvor de skal beslutte hvilke driftsmodeller, de vil indstille til godkendelse i Det Forberedende Regionsråd Østdanmark.

Det er således Det Forberedende Regionsråd for Østdanmark, der træffer den endelige beslutning om den fremtidige drift. Kommunerne har mulighed for at takke nej til at varetage driften, men kan pålægges at fortsætte driften til og med 2027. Det Forberedende Regionsråd for Østdanmarks beslutning om den fremtidige drift af opgaverne fastlægger de overordnede rammer og vilkår for de bodelingsaftaler, der skal indgås med regionen og som kommunerne skal oversende et udkast til senest 1. maj 2026. Seniorer og Forebyggelse, Økonomiudvalg og Byrådet får forelagt delingsaftalerne til godkendelse i april 2026.

Regionens administration anbefaler Sundhedsråd Nordsjælland, at Region Østdanmark fra 2027 varetager den fremtidige drift af Akutsygeplejen, Sundheds- og Omsorgspladserne og den Specialiseret rehabilitering, herunder dele af den mest specialiserede avancerede genoptræning. De foreslåede modeller beskrives af Nordsjælland Hospital i det vedlagte bilag.

Nedenfor redegøres for de tre foreslående driftsmodeller, herunder betydning for Frederikssund Kommune.

Regional drift af den specialiserede akutsygepleje

For Frederikssund Kommune betyder regional drift af akutsygeplejen, at akutfunktionen i Døgnplejen nedlægges og at regionen fremover varetager nogle af de opgaver, som sygeplejen varetager i dag, fx IV-behandling i eget hjem og henvendelser fra 1813. Snitfladen mellem den kommunale sygepleje og specialiseret akutsygepleje er dog uklar og det vides endnu ikke præcis hvilke opgaver, som regionen kommer til at varetage og hvilke der fortsat ligger i kommunerne. Sundhedsstyrelsen udsender kvalitetsstandarder for både kommunale sygepleje og specialiseret akutsygepleje i 2026 .

Da akutfunktionen i Frederikssund Kommune er integreret i Døgnplejen og varetages af alle sygeplejersker, er der ikke nogen medarbejdere, der overvejende varetager opgave. Frederikssund Kommune forventer derfor ikke at virksomhedsoverdrage medarbejdere til regionen til varetagelse af akutsygeplejen. Det samme gælder bygninger.

Den fremtidige regionale akutsygepleje får både en udekørende og en rådgivende funktion. Døgnplejen, omsorgscentrene og socialområdet, får altså fortsat en sparringspartner, der samtidig kan køre ud og tilse borgere, når det vurderes, at der er behov for det. Flytningen til regionen bør medføre et fagligt kvalitetsløft og som følge heraf betyde at færre borgere blive indlagt og genindlagt.

Regionen lægger op til, at akutsygeplejen organiseres i fire faste lokale teams, som hver dækker en fast geografi. Det fremgår ikke af regionens oplæg, hvor baserne for akutsygeplejen placeres. Administrationen i Frederikssund Kommune indstiller til Byrådet, at de anbefaler Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland, at ét af de lokale akutteams placeres på Frederikssund Hospital. Både af hensyn til kommunens store geografi og den høje forekomst af borgere med kroniske sygdomme og sociale problemstillinger.

Der har på administrativt niveau været dialog om muligheden for en samarbejdsmodel for driften af akutsygeplejen, hvor Frederikssund Kommunes sygepleje deltager i opgavevaretagelsen. Målet var at skabe synergi mellem Døgnplejens store kendskab til borgerne og hospitalets høje faglighed. Regionen har dog ikke ønsket at dette med henvisning til manglende lovhjemmel til en sådan model. Administrationen i Frederikssund Kommune indstiller til Byrådet, at de anbefaler Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland at Nordsjællands Hospital og Frederikssund Kommune undersøger mulighederne for at etablere en tæt samarbejdsmodel med henblik på at udnytte sygeplejerskernes ressourcer bedst muligt og give borgerne de bedste forløb.

Byrådet får forelagt en sag plan om fremtidens sygeplejetilbud i Frederikssund Kommune i foråret 2026.

Regional drift af sundheds- og omsorgspladserne

For Frederikssund Kommune betyder regional drift af de 169 sundheds- og omsorgspladser i Sundhedsråd Nordsjælland, at 22 af kommunens 31 midlertidige pladser, lokalerne til Rehabiliteringsafdelingen og de medarbejdere, der arbejder her, overdrages til regionen. De 22 pladser drives videre som sundheds- og omsorgspladser og Regionen lægger op til en opnormering med fire pladser i afdelingen. Regionen lægger desuden op til fleksibel anvendelse af pladserne på tværs af kommunerne, men med hensyntagen til nærhed for den enkelte borger og borgernes frie valg på pladserne.

Når kommunernes midlertidige pladser omdannes til sundheds- og omsorgspladser mister kommunerne visitationsretten og målgruppen ensrettes med en kommende kvalitetsstandard på tværs af hele landet. Samtidig skal pladserne i højere grad end i dag bruges til at forebygge indlæggelser. Det forventes presse en del af den nuværende målgruppe for pladserne i Frederikssund Kommune ud. Det er særligt borgere med sociale udfordringer, der kan blive ramt. Administrationerne på tværs af de otte kommuner i Sundhedsklynge Nordsjælland er meget opmærksomme på udfordringen, og har foreslået regionen, at der udarbejdes en fælles tilgang til visitation til og fra sundheds- og omsorgspladserne. Staten har meldt ud at kommunerne skal betale for afsluttede ikke hjemtagne borgere efter en ordning, der svarer til den, vi i dag har for de færdigbehandlede patienter på sygehuse. Administrationen i Frederikssund Kommune indstiller til Byrådet, at de anbefaler Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland at igangsætte et fælles arbejde med at udvikle en visitationsmodel, der inddrager kommunerne gennem hele forløbet.

Flytningen efterlader 9 pladser i kommunen til hhv. aflastningsophold og borgere, der ikke kan modtage den fornødne hjælp i eget hjem, mens venter på en plejebolig. Byrådet får forelagt en sag plan om fremtidens midlertidige pladser i Frederikssund Kommune i foråret 2026.

Konsekvenser af regional drift specialiseret rehabilitering og dele af den avancerede genoptræning

Frederikssund Kommune benytter private leverandører til den specialiserede rehabilitering på både voksen- og børneområdet. Der skal derfor ikke overdrages medarbejde til regionen. Regionens plan for at varetage opgaven er sparsomt beskrevet. Regionen forventer på sigt, at hjemtage opgaven og drive den fra tre lokationer, hvis beliggenhed må forventes at give nogle pårørende til borgere på døgnophold længere transporttid. Frederikssund Kommune benytter dog i dag enkelte private leverandører, der ligger endnu længere væk.

Kommunerne vil fortsat skulle varetage en stor del af den avancerede genoptræning, da det kun er de mest specialiserede borgerforløb, der overgår til regionen. Der mangler dog afgrænsning af målgruppen for den mest specialiserede del af den avancerede genoptræning. Omfanget svarer til 198.000 kr. om året, og der skal derfor ikke overdrages medarbejdere til regionen.

Økonomiske rammer

Region Østdanmark har fået en finansiering på 1.968 mio. kr. til det konkrete opgaveflyt på tværs af regionens seks sundhedsråd. Det forberedende regionsråd har den 6. januar 2026 besluttet, at 1.817 mio. kr. fordeles til de seks sundhedsråd i 2027, og at der afsættes 151 mio. kr. til myndighedsopgaven.

På den baggrund vil midlerne blive fordelt til det enkelte sundhedsråd i 2027.

Grundlaget for udgiftsberegning er de udgifter, den enkelte kommune overfor KL har angivet at bruge til opgaven i 2023. Derudover er grundlaget beregnet som summen af Region Sjælland og Region Hovedstadens andel af det regionale bloktilskud. Sundhedsråd Nordsjælland får samlet set 243 mio. kr. til varetagelse af opgaverne. Fordelingen mellem de fire områder ses i tabel 1 nedenfor.

Tabel 1 Fordeling af økonomi til drift af opgaver i Sundhedsråd Nordsjælland i 2027

Akutsygeplejen28 mio. kr.
Sundheds- og omsorgspladser182 mio. kr.
Specialiseret rehabilitering, herunder dele af den mest specialiserede avancerede genoptræning18 mio. kr.
Patientrettet forebyggelse15 mio. kr.

De økonomiske rammer ændrer sig løbende. I foråret 2026 vil forberedende sundhedsråd, forberedende forretningsudvalg og forberedende regionsråd drøfte, hvordan områder og geografier med særlige udfordringer, skal tilføres ekstra midler til kvalitetsløft i 2027. Derudover skal det forberedende regionsråd i løbet af 2026 drøfte en mere langsigtet fordeling af økonomi med henblik på at udjævne forskelle i tilbuddene på tværs af regionen.

Inddragelse

MED-organisationen har ved flere lejligheder drøftet opgaveflytningerne i sundhedsreformen, og blev orienteret om driftsscenarierne i materialet til mødet i Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland samme dag som materialet blev offentliggjort. Sagen er desuden sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Økonomi

Sagen har ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Frederikssund Kommune. Overgangen til regional drift indebærer, at myndigheds- og finansieringsansvaret for opgaverne overgår til Region Østdanmark fra 1. januar 2027, og de økonomiske rammer fastlægges som led i de kommende bodelingsaftaler. Eventuelle ændringer i kommunens økonomi som følge af opgaveflytningen, herunder overdragelse af medarbejdere, bygninger og driftsmidler, vil blive forelagt politisk i forbindelse med behandlingen af delingsaftalerne i 2026.

Bilag

16Orientering om indgåelse af horisontal samarbejdsaftale for 2027-28 for den patientrettede forebyggelse med Region Østdanmark fra 2027

Resume

Med sundhedsreformen flyttes myndigheds- og finansiereringansvaret for en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne pr. 1. januar 2027. Det Forberedende Regionsråd for Østdanmark skal træffe beslutning om den fremtidige drift senest den 1. april 2026. Regionens administration anbefaler overfor Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland, at kommunerne fortsat varetager driften af den patientrettede forebyggelse fra efter 1. januar 2027.

I denne sag orienteres Seniorer og Forebyggelse om forslaget til den horisontale samarbejdsaftale og konsekvenserne heraf for Frederikssund Kommune og anbefalingen til Social og Sundheds, Økonomiudvalget og Byrådet om at godkende at Frederikssund Kommune fortsat varetager driften af den patientrettede forebyggelse pr. 1. januar 2027.

Sagen skal ses i sammenhæng med anden sag på dagsordenen vedr. Beslutning om fremtidig drift af akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne og den specialiserede genoptræning, som Region Østdanmark overtager fra 2027.

Indstilling

Administrationen indstiller til Seniorer og Forebyggelse, at:

  1. At tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Med sundhedsreformen flyttes bl.a. den patientrettede forebyggelse til regionerne fra den 1. januar 2027. Ansvaret for samarbejdet om opgaven vil være placeret i sundhedsrådene, mens forretningsudvalget og regionsrådet har ansvaret for den samlede og tværgående planlægning på sundhedsområdet.

Social og Sundhed, Seniorer og Forebyggelse samt Økonomiudvalget og Byrådet (jf. sag nr. 15 i Byrådet den 28. januar 2026) blev på møderne i januar 2026 orienteret om processen for opgaveflytningerne og de scenarier for fremtidig drift, som region og kommuner har drøftet administrativt i efteråret 2025.

Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland mødtes første gang den 20. januar 2026. Her drøftede rådet bl.a. en fremtidige drift af den patientrettede forebyggelse, der skal indgå i beslutningsoplægget på deres møde den 4. marts 2026, hvor de beslutter hvilke driftsmodeller, de vil indstille til godkendelse i Det Forberedende Regionsråd Østdanmark.

Det er således Det Forberedende Regionsråd for Østdanmark, der træffer den endelige beslutning om den fremtidige drift. Kommunerne har mulighed for at takke nej til at varetage driften. Regionen har dog mulighed for at pålægge kommunerne at fortsætte driften til og med 2027.

Patientrettet forebyggelse er tilbud og forløb målrettet borgere med forskellige sygdomme. Tilbuddene skal forhindre sygdomme i at udvikle sig, reducere risikoen for komplikationer og styrke borgernes livskvalitet og evner til at håndtere sygdommen. Borgere henvises typisk til tilbuddene af egen læge eller hospitalet, men kan også selv henvende sig. Frederikssund Kommune har tilbud til borgere med lungesygdom, diabetes, hjertesygdom, kræft og muskelskeletsygdomme samt angst, stress og depression.

Horisontal samarbejdsaftale om den patientrettede Forebyggelse.

Regionens administration anbefaler Sundhedsråd Nordsjælland, at den fremtidige drift af den patientrettede forebyggelse varetages af kommunerne.

Med fortsat drift af den patientrettede forebyggelse får Frederikssund Kommune mulighed for at bygge videre på de faglige og økonomiske synergier mellem patientrettet forebyggelse og den borgerrettede forebyggelse og den almene genoptræning, der begge fortsat varetages af kommunerne.

Kommunernes erfaringer fra forebyggelsesområdet gennem de sidste mange år viser, at beliggenheden af tilbuddene har stor betydning tilslutningen. Jo tættere tilbuddet ligger på borgernes nærmiljø, jo mere tilbøjelige er de til at møde op. Det er særligt vigtigt i en geografisk stor kommune som Frederikssund. Vigtigheden af nærhed underbygges af forskning på sundhedsområdet. Nærheden øger også sandsynligheden for lokal forankring, overgang til tilbud i civilsamfundet og lokale fællesskaber. Kommunal drift kan netop være med til at sikre lokale tilbud og samtidig sikre at tilbuddene kan tilpasses de lokale forhold, målgruppen, øvrige tilbud i området og også andre kommunale indsatser. Det kan fx være på beskæftigelsesområdet, socialområdet eller i hjemmeplejen.

Behovet for samtænkning forstærkes af den kommende folkesundhedslov, som træder i kraft fra 2027, hvor der er fokus på at skabe gode rammer og vilkår for et godt fysisk og psykisk helbred. Det skal bl.a. ske ved at tilbyde forebyggelse og sundhedsfremme i tæt samarbejde med civilsamfundet, de almene boligorganisationer, lokale virksomheder m.fl., og her kan samarbejde på tværs af kommuner være en oplagt mulighed.

Det anbefales derfor, at Frederikssund Kommune varetager den fremtidige drift af den patientrettede forebyggelse og indgår en horisontal samarbejdsaftale om den fremtidige drift. Der er vedlagt udkast til horisontale samarbejdsaftaler for den patientrettede forebyggelse, der beskriver de overordnede vilkår og økonomiske rammer. Udkastet lægger op til, at der indgås en aftale for 2027-2028 med et opsigelsesvarsel på ni måneder. Hensigten er, at samarbejdsaftalen skal evalueres efter to år med henblik på, at sundhedsrådet kan vurdere, om samarbejdet om kommunal drift fortsat vil være den bedste driftsmodel for opgaven.

Det følger af den horisontale samarbejdsaftale, at Frederikssund Kommune ved kontraktens ikrafttræden på er overordnet niveau har opgjort, hvilke aktiver, passiver, pligter og ansatte, som vil være omfattet af delingen, såfremt den skulle ske på pågældende tidspunkt. Opgørelsen skal vedlægges som bilag til kontrakten. Udkast til bilaget eftersendes.

Sundhedsstyrelsen forventes først i foråret 2026 at udsende en kvalitetsstandard for den patientrettede forebyggelse og vi kender på nuværende tidspunkt derfor ikke de konkrete vilkår for driften af opgaven.

Der vil være en række forhold for en horisontal samarbejdsaftale, som endnu ikke er på plads den 1. april 2026, og som derfor skal håndteres i tillægsaftaler. Herunder tillægsaftaler om hvordan samarbejdet om opgaverne skal organiseres.

Økonomiske konsekvenser

Frederikssund Kommune vil som udgangspunkt få 1.186.000 kr. til at drifte den patientrettede forebyggelse i 2027. Det svarer til kommunens udgifter til at varetage opgaven i dag. Det skal bemærkes, at Frederikssund kommune hidtil har haft et lavt udgiftsniveau sammenlignet med de øvrige kommuner i Nordsjælland. Det skyldes særligt, at vi driver opgaven mere effektivt gennem samdrift af forebyggelsestilbud og genoptræningstilbud, når det er fagligt meningsgivende.

Sundhedsråd Nordsjælland får samlet set ca. 15 mio. kr. til varetagelse af den patientrettede forebyggelse fra 2027. De økonomiske rammer kan på sigt ændre sig. I foråret 2026 vil forberedende sundhedsråd, forberedende forretningsudvalg og forberedende regionsråd drøfte, hvordan områder og geografier med særlige udfordringer, skal tilføres ekstra midler til kvalitetsløft i 2027. Derudover skal det forberedende regionsråd i løbet af 2026 drøfte en mere langsigtet fordeling af økonomi med henblik på at udjævne forskelle i tilbuddene på tværs af hele regionen.

Inddragelse

MED-organisationen har ved flere lejligheder drøftet opgaveflytningerne i sundhedsreformen, og blev orienteret om driftsscenarierne i materialet til mødet i Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland samme dag som materialet blev offentliggjort. Sagen er desuden sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Økonomi

Orienteringen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Frederikssund Kommune forventes i 2027 at blive kompenseret for varetagelsen af den patientrettede forebyggelse gennem en økonomisk ramme på ca. 1,2 mio. kr., svarende til kommunens nuværende udgifter. Eventuelle ændringer i de økonomiske rammer afhænger af Region Østdanmarks og Sundhedsrådets kommende beslutninger og vil i givet fald blive forelagt i en selvstændig politisk sag.

Bilag

17Orientering om status på udviklingsplanen Fremtidens Visitation

Resume

Omsorg og ældre blev den 6. marts 2025 (sag nr. 21) orienteret om Visitation og Hjælpemidlers udviklingsplan 2025-2027. Udviklingsplanen sætter fokus på visitationens rolle, herunder større borgerinddragelse og bedre kommunikation med borgerne. Med denne sag orienteres Seniorer og Forebyggelse om det første år i arbejdet med udviklingsplanen Fremtidens Visitation.

Indstilling

Administrationen indstiller til Seniorer og Forebyggelse, at:

  1. Tage orienteringen om arbejdet med Fremtidens Visitation - Udviklingsplan for Visitation og Hjælpemidler 2025-2027 til efterretning.

Sagsfremstilling

Visitation og Hjælpemidler står overfor en række nye krav og forventninger til deres rolle på sundheds- og ældreområdet. Formålet med udviklingsplanen er at sikre, at Visitation og Hjælpemidler griber de mange nye krav og forventninger, der er til fremtidens visitation i de kommende år, herunder varetagelse af nye roller, opgaver og relationer. Nærværende sag giver en status på det foreløbige arbejde med udviklingsplanen. Status på de konkrete indsatser under hvert fokusområde er vedlagt i bilag 1 og selve planen Fremtiden Visitation – Udviklingsplan for Visitation og Hjælpemidler 2025-27 er vedlagt til orientering i bilag 2.

Visitation og Hjælpemidler har i samarbejde med det øvrige ældreområde i løbet af 2025 arbejdet målrettet med, at borgerne fremadrettet oplever en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats og i højere grad medinddrages i fastlæggelse af støtten. Det er bl.a. sket i forbindelse med implementeringen af ældreloven pr. 1. juli 2025, hvor visitationspraksissen er ændret fra primært at visitere ud fra telefoniske samtaler med borgerne til i langt de fleste tilfælde at gennemføre fysiske besøg i borgernes eget hjem. Herved mødes borger og eventuelle pårørende i en dialog, hvor borgerens samlede situation og behov vurderes i de konkrete rammer, borgeren lever i. De fysiske besøg giver samtidig visitatorerne et bedre indblik i borgernes hverdagsudfordringer.

Samtidigt har Visitation og Hjælpemidler i 2025 arbejdet med, at borgerne oplever sig hørt, anerkendt og lyttet til, og får god vejledning i, hvilke muligheder kommunen har for at støtte dem. Med fokus på bedre dialog og kommunikation med borgere og pårørende er hjemmesiden opdateret, bl.a. med en film om Visitation og Hjælpemidler, ligesom nye afgørelsesbreve og pjecer om plejeforløb tydeliggør kommunens støttemuligheder og giver bedre vejledning.

Derudover er Visitation og Hjælpemidlers tilgængelighed styrket. Dels gennem udviklingen af en selvbetjeningsløsning på kommunens hjemmeside, som forventes digitaliseret primo 2026. Løsningen gør det muligt for borgere og pårørende at rette henvendelse til visitationen døgnet rundt, uafhængigt af telefonvagtens åbningstider. Borgeren eller de pårørende udfylder et kort, struktureret skema med spørgsmål, der afdækker borgerens behov og årsagen til henvendelsen. Det giver visitatorerne et bedre forberedelsesgrundlag for den efterfølgende telefoniske opfølgning og understøtter en mere målrettet og kvalificeret dialog, tilpasset borgerens situation. Dels er et nyt telefonsystem i 2025 under implementering. Systemet giver flere muligheder for at styrke telefonbetjeningen, herunder oplysning om andre veje til kommunen, statistik, genkald og evaluering af samtaler. Endelig er der arbejdet med medarbejdernes dialog og arbejdskultur i samarbejdet med borgerne gennem kurser, gå-hjem-møder og teamindsats for at styrke arbejdsfællesskabet.

Se oversigten i bilag 1 for status for yderligere initiativer i udviklingsplanen.

Vi fortsætter arbejdet med udviklingsplanen i 2026

I 2026 styrkes samarbejdet mellem Visitation og Hjælpemidler og relevante samarbejdspartnere med henblik på at styrke dialogen og inddragelsen af borgerne og skabe mere sammenhængende borgerforløb. Det sker gennem nye samarbejdsmodeller og kurser med bl.a. Døgnplejen. Derudover implementeres evalueringer af telefonsamtalerne – både i form af en kort eftermåling og optagelse af samtaler med henblik på læring for at styrke dialogen med borgere og pårørende og anvende erfaringer i den videre udvikling af dialogen med borgerne.

Seniorer og Forebyggelse orienteres om planens fremdrift og implementering primo 2027.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for psykiatri, handicap og social udsathed.

Økonomi

Orienteringen om arbejdet med Fremtidens Visitation - Udviklingsplan for Visitation og Hjælpemidler 2025-2027, har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

18Orientering om indførelse af helhedspleje i Frederikssund Kommune

Resume

I forlængelse af den nye ældrelov har Frederikssund Kommune siden 1. september 2025 tilbudt helhedsplejeforløb til ældre borgere med behov for hjælp i hjemmet. Med denne sag introduceres udvalget til indhold og processer omkring helhedsplejen. På udvalgsmødet vil administrationen introducere udvalget til kommunens opstart og implementering af helhedspleje.

Indstilling

Administrationen indstiller til Seniorer og Forebyggelse, at:

1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Med den nye ældrelov fra slutningen af 2024 har Frederikssund Kommune i lighed med landets øvrige kommuner fra 1. juli 2025 skullet tilbyde helhedspleje i form af få rummelige plejeforløb til ældre borgere, som har behov for hjælp i hjemmet. Helhedsplejen tager udgangspunkt i de ældres aktuelle livssituation og har til formål at skabe et sammenhængende hverdagsliv med plads til mest mulig livsglæde. Samtidig styrker helhedsplejen borgernes evne til at klare sig selv mest muligt. Der vedlægges en beskrivelse af Frederikssund Kommunes model for helhedspleje i bilag 1.

Med helhedspleje tilrettelægges plejen og støtten til ældre borgere ud fra en samlet vurdering af borgerens fysiske, psykiske og sociale behov. Derfor er tværfaglighed, borgerinddragelse, sammenhæng, forebyggelse og rehabilitering centrale elementer i helhedsplejen. Målet er, at ældre borgere, der modtager støtte i eget hjem, oplever mere medbestemmelse, større genkendelighed og kontinuitet og mere sammenhæng og fleksibilitet i plejen.

Borgernes inddragelse og medbestemmelse er centrale elementer i helhedsplejen. Vurdering af borgernes behov og tilpasning af støtten indenfor plejeforløbene skal ske i tæt dialog mellem borgerne, de pårørende og medarbejderne. Der er ikke tale om et frit valg af pleje og støtte, men om en større fleksibilitet og dialog om borgernes ønsker og behov inden for de fastsatte mål og rammer.

Helhedspleje visiteres i fem plejeforløb

Frederikssund Kommune visiterer helhedspleje i fem sammenhængende, fleksible og rummelige plejeforløb. Plejeforløbene kan omfatte personlig støtte og pleje, hjælp og støtte til praktiske opgaver, herunder tøjvask og indkøb. Desuden kan plejeforløbene omfatte genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse, samt forebyggelse, rehabilitering og vedligeholdende træning. Borgere kan også modtage visse former for sygepleje, der leveres i forbindelse med helhedsplejen. Sygeplejen delegeres dog fortsat af en sygeplejerske fra Døgnplejen.

De fem plejeforløb gives alle med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Ældre borgere med behov for støtte visiteres til et plejeforløb ud fra en vurdering af deres funktionsevne, dvs. i hvilken grad de selv kan deltage i indsatserne. De fem plejeforløb omfatter alle indsatser, således at borgerne som udgangspunkt ikke skal revisiteres af en visitator, hvis borgerne får nye behov, som fx behov for genoptræning eller tøjvask. Revisitering sker fremover alene, når borgernes funktionsevne falder eller stiger markant, og borgernes støttebehov følgelig også ændres markant, eller hvis deres livssituation ændres.

Plejeforløbene tager afsæt i det hidtidige serviceniveau i kommunen, jf. kvalitetsstandarderne for servicelovens §§ 83, 83a og 86 stk. 1, herunder kvalitetsstandarden for selvkørende støvsuger og gulvvasker. Ældre borgere, der fremover modtager helhedspleje, modtager derfor som udgangspunkt det samme serviceniveau, som de gjorde tidligere. Der er ikke krav om kvalitetsstandarder i den nye ældrelov, men det forudsættes, at kommunen formidler, hvilken service borgerne kan forvente i forbindelse med helhedspleje. Der vedlægges fire borgerrettede pjecer (bilag 2-5), som sendes til borgerne i forbindelse med den konkrete afgørelse.

Faste tværfaglige teams i Døgnplejen

Borgere visiteret til helhedspleje modtager en samlet og koordineret pleje og støtte, som leveres af et fast tværfagligt team bestående af social- og sundhedsmedarbejdere, terapeuter og i Døgnplejen også sygeplejersker omkring borgeren. Borgere i Frederikssund Kommune, der modtager hjemmepleje fra Døgnplejen, modtager allerede i dag helhedspleje. Døgnplejen har siden 2015 haft en samlet organisering, hvor sygeplejen og hjemmeplejen arbejder tæt sammen omkring den enkelte borger. Samtidig har Døgnplejen siden 2022 implementeret faste teams, og således arbejder Døgnplejens medarbejdere i 22 små faste tværfaglige teams omkring en mindre gruppe borgere. Organiseringen i faste teams har allerede i dag skabt en større kontinuitet og sammenhæng i støtten til borgerne.

Døgnplejens ledere og medarbejdere vil i foråret 2026 sammen med Estrids Pleje deltage i et større kompetenceudviklingsforløb, der taler ind i ældrelovens krav om helhedspleje, fleksible plejeforløb og en højere grad af medbestemmelse for borgerne. Kompetenceudviklingen afholdes af Københavns Professionshøjskole og SOSU H og vil blandt andet have fokus på at opbygge en ny kultur i Døgnplejen med et styrket rehabiliterende fokus i alle plejeforløbene. Herudover kompetenceudvikles lederne til bedre at kunne understøtte et fælles fagligt ansvar i de faste teams gennem en tillidsbaseret ledelsesstil.

Alle forløb starter med rehabilitering

I forbindelse med byrådets beslutning af budgetaftalen 2026-29 blev det besluttet at styrke de rehabiliterende indsatser i helhedsplejen. Frederikssund Kommune vil derfor fra marts 2026 tilbyde borgeren et opstartsforløb med fokus på rehabilitering i forbindelse med alle plejeforløb. De nye rehabiliteringsforløb skal afdække borgernes funktionsniveau i hjemmet og deres potentiale for rehabilitering og træning. Erfaringer viser, at en systematisk rehabiliterende tilgang kan udskyde eller reducere behovet for hjælp hos mange borgere. Formålet med forløbene er derfor at hjælpe borgerne til at blive mere selvhjulpne, så deres livskvalitet øges, og de får mulighed for at have et mere aktivt og socialt liv. Samtidig skal det sikres, at borgerne efter rehabiliteringsforløbet fortsætter i det plejeforløb, som passer bedst til deres støttebehov.

Alle nye borgere og borgere, som udskrives fra et hospitalsophold med et ændret støttebehov, vil få et rehabiliteringsforløb på op til 12 uger. Rehabiliteringsforløbene knytter sig til de fem plejeforløb, men vil indeholde en intensiv rehabiliterende indsats, som skal hjælpe borgerne til at kunne klare hverdagen selv i videst muligt omfang. Rehabiliteringsforløbene indeholder blandt andet træningsaktiviteter, hverdagsrehabilitering, strategier til at håndtere energiforbrug i hverdagen, brug af hjælpemidler mv. Rehabiliteringsforløbene vil være tilpasset borgernes pleje- og støttebehov, men de vil alle følge en ensartet model. De private leverandører vil også levere rehabiliteringsforløb.

Rehabiliteringsforløbene forudsætter en omlægning af ressourceforbruget, så flere ressourcer vil blive brugt under rehabiliteringsforløbet med henblik på at gøre borgerne mere selvhjulpne og dermed eventuelt reducere borgernes behov for hjælp og støtte senere hen. Det betyder, at der forventes et mindre ressourceforbrug senere i borgernes plejeforløb, da borgerne formodes at blive mere selvhjulpne undervejs. Rehabiliteringsforløbene finansieres inden for den gældende økonomiske ramme og takst. Med budgetaftalens initiativ om at de rehabiliterende indsatser i helhedsplejen fra 2026, blev budgettet til Døgnplejen reduceret med 3,78 mio. kr., heraf er de 2,57 mio kr. geninvesteret i to terapeuter, to SOSU-medarbejdere og nyt digitalt træningsprogram, ”DigiRehab”, der understøtter rehabiliteringsforløb og den generelle rehabiliterende indsats.

Inddragelse

Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for mødet.

Økonomi

Orientering om indhold og processer omkring helhedsplejen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

19Meddelelser

Sagsfremstilling

Meddelelser:

  • Orientering om samling af dele af demensindsatsen.
  • Orientering om arbejdsmiljøet på omsorgscentrene i forlængelse af arbejdstilsynets påbud på Pedershave.
  • Orientering om varsling fra Styrelsen for Patientsikkerhed om reaktivt tilsyn på Pedershave den 3. februar 2026.
  • Olga Kirstine Jensine Roeds Mindefond til gavn for gamle og syge i den tidligere Skibby Kommune er blevet opløst. Fondens tilbageværende midler på 1,6 mio. kr. udbetales til Frederikssund Kommune til brug på Omsorgscenter Nordhøj. Fondens midler blev overrakt den 16. december 2025 på Omsorgscenter Nordhøj ved en ceremoni, hvor alle beboere og pårørende var inviteret.
  • Sagsliste og årshjul for 2026 er vedlagt som bilag.

    Kommende arrangementer:

  • KL Sundhedskonference i Kolding den 24. februar 2026. Program for konferencen er vedlagt som bilag.
  • KL Social- og Sundhedspolitisk Forum 2026 7.-8. maj i Aalborg.

Bilag

20Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.