
Børn, familier og forebyggelses møde den 14. maj 2025
Mødelokale SL 5 (lokale 264, Jacob Worm) kl. 08.00
37Godkendelse af dagsorden
38Beslutning om budgetopfølgning pr. 31. marts 2025
Resume
I nærværende sag præsenteres de prognosticerede udgifter i 2025 samt de afledte forslag til tillægsbevillinger. Derudover forelægges en opfølgning på budgetinitiativerne i budgetaftalen for 2025-2028.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Børn, familier og forebyggelse over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der gives en tillægsbevilling på 5,0 mio. kr. på serviceudgifterne på familieområdet.
- Der gives en tillægsbevilling på 5,0 mio. kr. på overførselsudgifterne på familieområdet
- Der gives tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 9,2 mio. kr. i 2025 på bruttoanlægsudgifterne, som overføres til 2026.
- Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til en stigning i de budgetterede udgifter på 10,0 mio. kr., der alene kan henføres til familieområdet.
Dagtilbud
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de budgetterede udgifter.
Budgettet der med budget 2025 er afsat til dagtilbudsområdet, er baseret på befolkningsprognosen 2024, som er udarbejdet af COWI, der som eksternt konsulenthus er specialiseret i at udarbejde befolkningsprognoser. Der udarbejdes hvert år nye befolkningsprognoser, der giver kommunen indblik i det forventede antal børn på dagtilbudsområdet. Der er i 2025 set en stigning i antal børn, særligt børn i vuggestuealderen 0-3 år, og derfor er der et øget og stigende pasningsbehov, der presser budgettet på området. Som følge heraf følges udviklingen tæt frem mod næste budgetopfølgning, hvor der er bedre overblik over det faktiske antal flere børn og pasningsbehov samt den reelle gennemsnitsløn mv.
Ved næste budgetopfølgning forventes det således pt., at der vil være behov for en tillægsbevilling i et eller andet omfang til dagtilbudsområdet.
Fordrevne ukrainere
Der forventes på dagtilbudsområdet et merforbrug på 0,9 mio. kr. i 2025 til fordrevne ukrainere, der forsøges finansieret indenfor eksisterende rammer i så stort omfang som muligt. Evt. bevillingsmæssig beslutning tages ved næste budgetopfølgning, når omfang af statslig kompensation kendes. Merforbruget er opstået, idet der ikke a priori er afsat særskilt budget til fordrevne ukrainere, da den forventede statslige finansiering afventer, som tidligere er tilkommet i forbindelse med de årlige økonomiaftaler.
Familieområdet
Budgetopfølgningen giver anledning til en stigning i de budgetterede udgifter på 10,0 mio. kr. fordelt med 5,0 mio. kr. under serviceudgifter og 5,0 mio. kr. under overførselsudgifter.
Serviceudgifter
Merudgifterne på serviceudgifterne kan henføres til anbringelser og forebyggende foranstaltninger.
På trods af, at der ved nærværende budgetopfølgning indstilles en tillægsbevilling svarende til 5,0 mio. kr. på serviceudgifterne står området fortsat overfor en budgetudfordring i 2025 på anbringelses- og forebyggelsesområdet. En udfordring, der søges håndteret indenfor eksisterende økonomiske rammer i så høj grad som muligt.
Overførselsudgifter
Merudgifterne på overførselsudgifterne kan henføres til tabt arbejdsfortjeneste.
Sundhed og forebyggelse
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de budgetterede udgifter.
Fordrevne ukrainere
I 2025 forventes et merforbrug på 0,026 mio. kr. vedrørende den kommunale sundhedspleje, som afholdes indenfor eksisterende rammer.
I bilag 1 redegøres nærmere for resultatet af budgetopfølgningen på driften.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver anledning til et forventet mindreforbrug i 2025 på 9,2 mio. kr. for bruttoanlægsudgifterne under Børn, familier og forebyggelse, som overføres til 2026.
Mindreforbruget vedrører følgende anlæg:
- Mindreforbrug på 6,3 mio. kr. vedrørende Vinge - Daginstitution
- Mindreforbrug på 1,4 mio. kr. vedrørende Køkkener i Børnehuse
- Mindreforbrug på 1,5 mio. kr. vedrørende Ombygning til dagtilbud
I bilag 2 udspecificeres de enkelte anlæg under Børn, familier og forebyggelse nærmere.
Opfølgning på budgetaftale 2025-2028
På Børn, familier og forebyggelse er der i alt ti ændringsforslag, hvoraf tre er implementeret, fem er delvist implementeret og to ikke er implementeret. Alle forslag forventes fortsat at blive implementeret som planlagt.
I bilag 3 redegøres nærmere for opfølgningen på budgetaftale 2025-2028.
Inddragelse
Inddragelse af eksterne parter er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
På driften øges budgettet med 10,0 mio. kr. via tillægsbevillinger fordelt med 5,0 mio. kr. på serviceudgifter og 5,0 mio. kr. på overførselsudgifter.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver anledning til et mindreforbrug for bruttoanlægsudgifterne på 9,2 mio. kr. i 2025, som overføres til 2026.
Bilag
39Drøftelse af budget 2026 - 2029
Resume
Byrådet har anmodet Administrationen om at udarbejde forslag til budgetinitiativer, som kan indgå i det videre arbejde med budget 2026 – 2029. Endvidere er det besluttet, at fagudvalgene på deres møder i maj og juni præsenteres for en status på de temaer, der indgår i arbejdet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Foreløbige temaer, der arbejdes med i budgetprocessen 2026-2029, tages til efterretning.
- Drøfte evt. forslag til yderligere temaer i arbejdet med budgetprocessen for 2026-2029.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede 26. februar 2025 tids- og procesplan for arbejdet med budget 2026 – 2029, som blandt andet indebærer, at:
- Administrationen udarbejder forslag til budgetinitiativer, således at der hvert år tilvejebringes midler i budgetarbejdet til finansiering af den demografiske vækst samt andre udefrakommende ændringer, herunder nye politiske tiltag, jf. den økonomiske politik for 2022 -2025.
- I forhold til arbejdet med budgetinitiativerne vil effektiviseringer og reduktioner på serviceudgifterne være helt centrale. Der vil dog også være behov for at undersøge andre udgiftsposter – herunder bruttoanlægsudgifter, overførsler mv.
- En orientering om hvilke temaer, der arbejdes med i administrationen, vil indgå i fagudvalgenes drøftelser på møderne i maj og juni måned. Ligeledes vil de konkrete budgetinitiativer fremgå af budgetmappen inden sommerferien.
Status på arbejdet med budgetinitiativer
Til brug for ovennævnte er en status på samtlige temaer for de respektive udvalg vedlagt som arbejdspapir, i den politiske budgetmappe (fagudvalg maj måned).
Bilaget vil efter den politiske behandling blive opdateret, hvorefter de konkrete beskrivelser vil blive udarbejdet, så de kan indgå i budgetmappen til Byrådets temamøde II om budget 2026-2029 den 25. juni.
Fortsat politisk proces
Der afholdes tre temamøder om budget 2026-2029 for det samlede Byråd henholdsvis 30. april, 25. juni samt 27. august.
- I fortsættelse af Byrådets første temamøde om budget 2026-2029 den 30. april afholdes de indledende politiske drøftelser i maj og juni måned.
- Økonomiudvalget behandler budgetforslag 2026-2029 den 27. august til Byrådets efterfølgende første behandling den 3. september.
- De politiske forhandlinger om budget 2026-2029 vil foregå den 19 - 23. september.
- Partiernes eventuelle ændringsforslag til budgettets 2. behandling skal fremsendes senest torsdag 25. september kl. 8.00.
Herudover foretager Økonomiudvalget 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag 2. oktober. Byrådet 2. behandler - og vedtager - budgettet onsdag 9. oktober.
Inddragelse
Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:
1. Digital borgerinvolvering
På hjemmesiden vi.skaber.frederikssund.dk kan alle komme med deres input, som bliver videregivet til politikerne. Siden opdeles i følgende emner:
- Erhverv, kultur, unge og fritid
- Ældre og sundhed
- Byplanlægning, natur og den grønne omstilling
- Børn og undervisning
Der er åbent for ideer og forslag foreløbigt frem til den 28. august 2025.
2. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn
En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres ansvarsområde - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg vil vurdere, hvordan de vil kunne invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstillingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.
3. Fysisk og/eller digital borgerdialog
Onsdag den 11. juni inviterer Frederikssund Kommune til borgerdialog om Budget 2026. På mødet kan man høre, hvordan et budget bliver til, og hvad det er for nogle rammer og vilkår, som Byrådet har, når der skal lægges budget for 2026 og overslagsårene. Man kan deltage digitalt eller fysisk til mødet.
4. Høringsprocessen
Den 11. september vil der blive afholdt endnu et borgermøde. Borgerne kan gå i dialog med Byrådets medlemmer om budget 2026-2029 samt udviklingstiltag og initiativer indenfor det enkelte område. Borgermødet har til formål at give mulighed for en drøftelse af det budgetforslag, der er sendt i høring. Ved siden af de skitserede initiativer sendes budgetforslaget i høring i perioden fra den 29. august - 15. september, hvor alle interesserede kan afgive høringssvar. Høringssvarene bliver som udgangspunkt offentliggjort på kommunens hjemmeside, ligesom de bliver gjort tilgængelige for Byrådets medlemmer. Ydermere kommunikeres der løbende omkring budgetarbejdet via nyheder og kommunens hjemmeside, f.eks. i forbindelse med høringsperiodens start, vedr. afholdelse af borgermødet m.m.
Hoved MED-udvalget kvalificerer de enkelte budgetinitiativer inden Byrådets temadrøftelse III (27. august). Budgetforslaget planlægges drøftet på møde mellem Hoved MED-udvalget og Økonomiudvalget i høringsperioden, som er planlagt i perioden 29. august - 15. september.
Økonomi
Der udarbejdes et katalog indeholdende budgetinitiativer med henblik på at sikre et tilstrækkeligt grundlag for omprioriteringer og fortsat konsolidering af kommunens økonomi.
Kataloget vil indgå i de videre politiske drøftelser frem imod Byrådets budgetvedtagelse den 9. oktober.
40Orientering om status på ny organisering i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
Resume
I foråret 2024 foretog Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Frederikssund Kommune organisationsændringer for bedre at støtte læringsfællesskaber og øge fleksibiliteten. Ændringerne har styrket samarbejdet med skoler og dagtilbud. Der er stadig stor efterspørgsel efter vurderinger og henvisninger til Børne- og Ungepsykiatrien.
Leder af PPR, Lene Maagøe, deltager med et oplæg under punktet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Frederikssund Kommune foretog i foråret 2024 en række organisationsændringer og ændringer i opgavefordelingen for udvalgte faggrupper. Formålet har været bedre at kunne understøtte Program for stærkere læringsfællesskaber i forhold til at være tæt på den pædagogiske praksis på skolerne og i dagtilbud samt sikre en større grad af fleksibilitet i opgaveløsningen.
De foreløbige erfaringer tyder på, at ændringerne er blevet godt modtaget og har blandt andet bidraget til at styrke samarbejdet mellem PPR og skoler og dagtilbud. Der opleves fortsat stor efterspørgsel efter Pædagogisk Psykologiske Vurderinger samt henvisninger til Børne- og Ungepsykiatrien.
Inddragelse
Medarbejderne i Pædagogiske Psykologisk Rådgivning er blevet inddraget i forbindelse med ændringerne og har bidraget med perspektiver på organiseringen.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser
41Orientering om status på sagsbehandlingstider på børnehandicapområdet
Resume
Udvalget for Børn, familier og forebyggelse ønsker at følge udviklingen på børnehandicapområdet tæt, i forhold til overholdelse af sagsbehandlingsfrister samt rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Med denne sag forelægges udvalget en status på sagsbehandlingstiderne i forhold til merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, hhv. §§ 86 og 87 jf. Barnets Lov for perioden 1. januar 2024 til 11. juli 2024.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Børn, familier og forebyggelse udtrykte på møde 13. marts 2024 ønske om at følge udviklingen på børnehandicapområdet tæt, herunder i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere og overholdelse af de nye sagsbehandlingsfrister, som Byrådet godkendte 3. april 2024. Børn, familier og forebyggelse blev forelagt en orientering på møde 21. august 2024 om status på sagsbehandlingsfristerne i forhold til merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, hhv. §§ 86 og 87 jf. Barnets Lov samt en generel orientering om medarbejdersituationen på handicapområdet.
Med denne sag forelægges udvalget en ny status på sagsbehandlingstiderne i forhold til samme område og paragraffer.
Med sagsbehandlingsfrist menes tiden fra modtagelsen af ansøgningen til den tid, det tager, før familien får en afgørelse. For både §§ 86 og 87 gælder det, at sagsbehandlingsfristen indtil 31. marts var 12 uger. Herefter er fristen 16 uger, jf. Byrådets beslutning.
Nedenstående opgørelser dækker henholdsvis perioden 1. januar 2024 til 31. marts 2024 (12 ugers sagsbehandlingsfrist) og perioden 1. april 2024 til 30. oktober 2024 (16 ugers sagsbehandlingsfrist). For indkomne ansøgninger i perioden 1. november 2024 til 31. december 2024 (16 ugers sagsbehandlingstid) gælder, at sagsbehandlingstiden udløber fra 21. februar 2025 og fremefter, hvorfor det ikke er muligt at lave en fyldestgørende oversigt over overholdelse af sagsbehandlingsfristerne i denne periode.
Paragraf Barnets Lov | Antal modtagne ansøgning i perioden 1.1.24-31.3.24 (12 ugers sagsbehandlingstid) | Antal afgørelser, hvor fristen er overholdt | Antal afgørelser, hvor fristen er overskredet | Procentvise sagsfrist-overholdelse |
§ 86 Merudgifter | 8 | 3 afgørelser | 5 afgørelser | 37,5 % |
§ 87 Tabt arbejdsfortjeneste | 16 | 10 afgørelser | 6 afgørelser | 62,5 % |
Paragraf Barnets Lov | Antal modtagne ansøgning i perioden 1.4.24-30.10.24 (16 ugers sagsbehandlingstid) | Antal afgørelser, hvor fristen er overholdt | Antal afgørelser, hvor fristen er overskredet | Procentvise sagsfrist-overholdelse |
§ 86 Merudgifter | 28 | 23 afgørelser | 5 afgørelser | 82,1 % |
§ 87 Tabt arbejdsfortjeneste | 53 | 35 afgørelser | 18 afgørelser | 66 % |
Paragraf Barnets Lov | Antal modtagne ansøgning i perioden 1.11.24-31.12.24 (16 ugers sagsbehandlingstid) | Antal afgørelser, hvor fristen er overholdt | Antal afgørelser, hvor fristen er overskredet | Afventer afgørelse |
§ 86 Merudgifter | 9 | 1 | 1 | 7 inden for fristen |
§ 87 Tabt arbejdsfortjeneste | 17 | 9 | 0 | 8 inden for fristen |
Som det fremgår af oversigterne, er der forventeligt sket en væsentlig forbedring i forhold til at overholde sagsbehandlingsfristerne, efter at der er indført 16 ugers sagsbehandlingsfrist. Administrationen anerkender, at der fortsat er udfordringer med at overholde fristerne.
Begrundelse for overskridelse af sagsbehandlingsfristerne
Overskridelse af sagsbehandlingsfristerne skyldes oftest forlænget svartid hos eksterne samarbejdspartnere, fx praktiserende læge, speciallæge eller hospital, i forbindelse med indhentning af relevante oplysninger og dokumentation, og at disse udtalelser nogle gange skal i partshøring hos forældrene, før rådgiver kan træffe afgørelse. Et andet eksempel er et tilfælde, hvor rådgiver afventer Lægemiddelstyrelsens godkendelse af medicinens tilskudsberettigelse.
De overskredne frister skyldes derudover også travlhed i afdelingen, som gør det vanskeligt at overholde fristen. Blandt andet er der sket en stigning i antallet af sager i handicapteamet, som har oplevet en stigning fra gennemsnitligt 231 sager månedligt i 2023 til 257 gennemsnitligt pr. måned i 2024. Foreløbige tal fra 2025 peger på, at der også i år vil ske i stigning i antal ansøgninger. Således ligger afdelingens gennemsnitlige sagstal for januar og februar på gennemsnitligt 279 børnesager
Desuden har indførsel af Barnets Lov betydet, at medarbejderne i Handicapteamet som noget nyt skal foretage børneinddragelse, der som oftest vil være en børnesamtale, inden de kan træffe en afgørelse om enten merudgift eller tabt arbejdsfortjeneste. Dette har betydet yderligere ressourcetræk på rådgiverne.
Rådgiverne er løbende i dialog med familierne i forhold til at orientere om forløbet og den forventede sagsbehandlingstid.
Effektiviseringstiltag
For at styrke sagsbehandlingen på børnehandicapområdet yderligere, herunder overholdelse af sagsbehandlingsfristerne, er administrationen i øjeblikket i færd med at undersøge mulighederne for at indkøbe et hjælpeværktøj til beregning af tabt arbejdsfortjeneste. Det forventes, at indkøb af dette værktøj vil forenkle processer omkring beregningerne for både rådgivere og borgere og dermed bidrage til væsentlige tidsbesparelser.
Desuden behandler Folketinget i øjeblikket en lovændring, der skal forenkle merudgiftsydelsen på både børne- og voksenområdet. Ændringen forventes at skabe ensartede regler for minimumsbeløb, udmåling, beregning og udbetaling.
Loven forventes at blive godkendt 1. juli 2025 med en to-årig overgangsperiode for omberegning af eksisterende sager.
Inddragelse
Alle medarbejderne på Myndighedsområdet kender sagsbehandlingsfristerne på det børnesociale område. For medarbejderne i Handicapteamet er der et særskilt og kontinuerligt fokus på at arbejde på at sikre overholdelse af sagsbehandlingsfristerne. Fra juni 2024 har medarbejderne hver 2. uge modtaget opgørelse over hvilke sager, der er overskredet, og hvilke sager der står overfor fristudløb. Teamet screener alle ansøgninger indenfor den første uge efter modtagelse af ansøgningen for at sikre hurtig sagsbehandling.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
42Drøftelse af udbytte af fællesmøde med forældre på dagtilbudsområdet
Resume
Børn, familier og forebyggelse har 13. maj 2025 deltaget i fællesmøde med forældre på dagtilbudsområdet, hvor temaerne blandt andet var det gode forældresamarbejde. Med denne sag skal udvalget drøfte udbyttet af fællesmødet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Drøfte sagen.
Sagsfremstilling
Børn, familier og forebyggelse deltog 13. maj 2025 i fællesmødet for alle forældre, og deltog i oplæg og dialog om det gode forældresamarbejde, forældrebestyrelsers rolle mv. Udvalget gav desuden indblik i væsentlige politiske prioriteringer på dagtilbudsområdet samt udvalgets ønsker og forventninger til dialog med de kommende forældrebestyrelser. Dette for at lægge kimen til det fremtidige samarbejde mellem børnehusenes forældrebestyrelser og Børn, familier og forebyggelse.
Herudover deltog Forældrenes Landsorganisation, FOLA, for at give inspiration og gode råd til det gode forældresamarbejde og bestyrelsesarbejde på dagtilbudsområdet.
Fællesmødet for alle forældre blev afholdt 13. maj 2025 kl. 19-21 i Valhal i Frederikssund. Nedenfor fremgår dagsorden. Invitationen til fællesmødet er vedhæftet denne sag.
Programmet for informationsmødet var som følger:
Tidspunkt | Programpunkt | Ansvarlig |
19.00-19.05 | Velkomst | Centerchef |
19.05-19.15 | Orientering om forældrebestyrelser i ny organisering på dagtilbudsområdet og velkommen til FOLA | Afdelingsleder for dagtilbudsområdet |
19.15-20.15 | Det gode bestyrelsesarbejde og forældresamarbejde | Oplæg ved FOLA |
20.15-20.25 | Spørgsmål | |
20.25-20.40 | Væsentlige politiske prioriteringer på dagtilbudsområdet | Udvalgsformand |
20.40-20.50 | Udvalgets ønsker og forventninger til samarbejdet med forældrebestyrelser fremadrettet | Udvalgsformand |
20.50-21.00 | Afslutning | Centerchef |
Drøftelse af udbytte af fællesmødet
Børn, familier og forebyggelse skal med denne sag drøfte:
- Hvad hæftede udvalget sig særligt ved?
- Var der særlige temaer, som skilte sig ud i dialogen med forældrene?
- Er der på baggrund af fællesmødet ønsker til temaer for efterårets dialogmøde med forældrebestyrelser på dagtilbudsområdet?
Inddragelse
Inddragelse i forbindelse med denne sag er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
43Orientering om status på kortlægning af dagtilbudsområdets fysiske rammer og kapacitet
Resume
Børn, familier og forebyggelse besluttede på møde 5. februar 2025 at arbejde videre med dagtilbudsområdets fysiske rammer og kapacitet. Med denne sag orienteres Børn, familier og forebyggelse om indholdet i - og tidsplanen for - Administrationens arbejde med at kortlægge dagtilbudsområdets fysiske rammer og kapacitet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Det er en løbende opgave for Administrationen og fagudvalget for dagtilbudsområdet at sikre, at der er sammenhæng mellem kommunens samlede kapacitet på dagtilbudsområdet og behovet for dagtilbudspladser. Ligesom det er en opgave at sikre, at dagtilbuddenes fysiske rammer lever op til gældende regler og i øvrigt står mål med de pædagogiske behov. Det kræver et vedvarende fokus.
Børn, familier og forebyggelse besluttede på møde 5. februar 2025 at arbejde videre med dagtilbudsområdets fysiske rammer og kapacitet. Det fremgår således af protokolleringen i sag 10: Børn, familier og forebyggelse ønsker på et kommende møde en beslutningssag om udarbejdelse af en helhedsplan for dagtilbudsområdet, herunder sammenhæng mellem dagtilbudsprognose og bygningskvadratmeter. Udvalget ønsker, at arbejdet med en helhedsplan afsluttes i indeværende byrådsperiode.
Administrationen udarbejder derfor til orientering for udvalget en kortlægning af dagtilbudsområdets fysiske rammer og normering i kommunens børnehuse.
Formål med kortlægningen af fysiske rammer og kapacitet
Formålet med kortlægningen af de fysiske rammer og kapacitet på dagtilbudsområdet er at tilvejebringe et sammenhængende, grundigt og ensartet overblik over de fysiske rammer, med særligt fokus på den arealmæssige kapacitet og bygningsudnyttelse sammenholdt med udviklingen i børnetallet.
Kortlægningen vil indeholde to spor:
- Bygningsmasse og arealmæssig kapacitet til henholdsvis vuggestue- og børnehavebørn
- Faglig analyse - og vurdering af børnehusenes fysiske rammer for det pædagogiske arbejde og deraf følgende fastsættelse af normering i børnehusene
Leverance til Børn, familier og forebyggelses orientering
Som en del af arbejdet med de fysiske rammer og kapacitet på dagtilbudsområdet, vil Administrationen tilvejebringe følgende data:
- Tilgængelig arealmæssig kapacitet i kommunens børnehuse fordelt på vuggestue og børnehave
- Prognose - behov for dagtilbudspladser fordelt på vuggestue og børnehave
- Geografisk fordeling (i områder) af tilgængelig kapacitet samt geografisk fordeling (i områder) af behov for dagtilbudspladser
- Afstand mellem børnehuse i geografiske områder (tilgængelighed)
- Bygningsudnyttelse
- Bygningsomkostninger
- Gennemgang af børnehusenes legepladser
- Vurdering af de fysiske rammers mulighed for at understøtte det pædagogiske personale i arbejdet med børn med særlige behov
- Opdateret normering i børnehuse
Børn, familier og forebyggelse orienteres om ovenstående på møde i 4. kvartal 2025.
Inddragelse
Ledere, tillidsrepræsentanter og forældrebestyrelser vil på relevant vis blive inddraget i arbejdet med at kortlægge dagtilbudsområdets fysiske rammer og kapacitet.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
44Orientering om status på udarbejdelse af dagtilbudsstrategi med strategiske pejlemærker for dagtilbud
Resume
Med denne sag orienteres Børn, familier og forebyggelse om tidsplanen for udarbejdelse af en dagtilbudsstrategi indeholdende strategiske, faglige pejlemærker for kvalitet i kommunens dagtilbud.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Børn, familier og forebyggelse besluttede på møde 13. marts 2024 (sag 21) at udarbejde faglige pejlemærker for kvalitet i kommunens dagtilbud, i en samskabelsesproces med forældre og medarbejdere. Hensigten er at sikre den helt overordnede og fælles udviklingsretning for dagtilbudsområdet, med frihed og ansvar til det lokale arbejde og prioriteringer i det enkelte børnehus og i dagplejen.
Status
Grundet Byrådets budget 2025 beslutning om en ændret organisering af dagtilbudsområdet, hvor områdestrukturen er nedlagt og der er selvstændige ledere og forældrebestyrelser i hvert børnehus, har arbejdet med at udarbejde en dagtilbudsstrategi med strategiske, faglige pejlemærker for dagtilbudsområdet været sat på pause, for at give plads til implementering af den ændrede organisering. 1. marts 2025 trådte den nye organisering i kraft, og Administrationen har derfor nu, sammen med børnehuslederne, genoptaget arbejdet med at udarbejde en dagtilbudsstrategi. Det er Administrationens forventning, at der i løbet af sommeren 2025 nedsættes forældrebestyrelser i hvert børnehus, som herefter vil blive inddraget i en høring.
Indhold i dagtilbudsstrategien og den videre proces
Kerneopgaven for dagtilbudsområdet er fastlagt med formålsparagraffen i dagtilbudsloven, hvor det fremgår, at dagtilbud skal bidrage til at understøtte børns læring, trivsel, udvikling og dannelse. Højkvalitetsdagtilbud skal derfor overordnet lykkes med den opgave; at skabe pædagogiske læringsmiljøer hvor alle børn, uanset social baggrund, oplever læring, udvikling, trivsel og dannelse.
Dagtilbudsstrategien for Frederikssund Kommunes dagtilbud kommer til at indeholde strategiske pejlemærker for dagtilbudsområdet i de kommende år. Pejlemærker som flugter med dagtilbudslovens formålsparagraf, med Frederikssund Kommunes Børne- og ungepolitik "Et godt sted at vokse", samt med de beslutninger Børn, familier og forebyggelse allerede har truffet for dagtilbudsområdet, hvor blandt andet den nye organisering skal understøtte frisættelse og mere lokal beslutningskraft i det enkelte børnehus. Pejlemærkerne forventes derfor blandt andet at sætte retning for den fortsatte udvikling af:
- Ressourceorienteret børnesyn
- Pædagogisk kvalitet og høj faglighed i kommunens dagtilbud
- Tidlig forebyggelse og sundhed (sund mad og drikke sammen, leg og bevægelse sammen, oplevelser og nærhed sammen)
- Tillid og frisættelse (lokal ledelse, arbejdsfællesskab, forældrebestyrelser)
- Attraktive arbejdspladser (rekruttering, uddannelse og tilknytning samt nærvær/fravær)
Dagtilbudsstrategien bliver kort og let tilgængelig for både ledere, forældrebestyrelser og medarbejdere på dagtilbudsområdet. De strategiske, faglige pejlemærker i dagtilbudsstrategien bliver retningsanvisende og med fortsat mulighed for lokal prægning og ejerskab.
På møde i august får Børn, familier og forebyggelse igen mulighed for at give input til de kommende pejlemærker i dagtilbudsstrategien samt til det forestående arbejde med implementering og forankring af strategien.
Administrationen forventer at forelægge et forslag til den endelige dagtilbudsstrategi for Børn, familier og forebyggelse på møde i september 2025, som udvalget kan beslutte at sende i høring i forældrebestyrelser og MED-udvalg inden endelig godkendelse i november 2025.
Inddragelse
Børnehuslederne er inddraget i arbejdet med at udarbejde en dagtilbudsstrategi med faglige pejlemærker for kvalitet i dagtilbud i Frederikssund Kommune. Lederne involverer medarbejderne gennem personalemøder med MED-status. Forældrebestyrelser og MED-udvalg inddrages desuden i en høring.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
45Orientering om status på tilvejebringelse af specialpædagogiske indsatser på dagtilbudsområdet
Resume
Byrådet besluttede med budgetaftale 2025, at Børn, familier og forebyggelse i foråret 2025 skal tilvejebringe forslag til organisering af - og omkostninger til - specialpædagogiske indsatser i de almene børnefællesskaber i dagtilbud. Der er derfor nedsat en tværgående arbejdsgruppe, der har til opgave at komme med scenarier herfor. Med denne sag orienteres Børn, familier og forebyggelse om status på arbejdsgruppens arbejde. Leder af dagtilbudsområdet Sune Thor Olsen deltager under dette punkt.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
I Frederikssund Kommunes børnehuse ses, i lighed med resten af landet, en stigning i antallet af børn, der har brug for nogle mere specialpædagogiske rammer og kompetencer end børnehusene i dag kan tilbyde. Børnehusene oplever generelt, at nogle børns behov for en særlig indsats i kortere eller længere tid, er vanskelig at imødekomme i hverdagen. Børnehusene vurderer, at disse børn vil profitere af nogle mindre rammer, med flere medarbejdere og specialpædagogiske metoder og kompetencer i hverdagen. I Frederikssund Kommune hjælpes og støttes børn i målgruppen i dag gennem indsatser fra PPR, herunder fra special- og udviklingspædagoger, men der findes på nuværende tidspunkt ikke særskilte tilbud til disse børn.
Administrationen vurderer, at der fremadrettet er behov for en mere systematisk indsats i forhold til de børn, der har brug for en særlig indsats i deres dagtilbud. Administrationen arbejder i en arbejdsgruppe, sammen med nogle af børnehusenes ledere, på at kortlægge det faktiske behov for indsatser, samt beskrive mulige løsninger på de identificerede behov. Arbejdsgruppen består af fem pædagogiske ledere (fra hhv. Slangerup, Frederikssund, Jægerspris og Skibby) og tre dagtilbudskonsulenter.
Arbejdsgruppens formål er at udarbejde konkrete anbefalinger til tiltag, som kan bidrage til den tidlige forebyggende indsats for børn med et behov for specialpædagogisk indsats i de almene børnefællesskaber. Arbejdsgruppen udarbejder derfor anbefalinger til organisering og økonomi.
Status på arbejdsgruppens arbejde
Afdelingsleder for dagtilbudsområdet, Sune Thor Olsen, giver under punktet Børn, familier og forebyggelse indblik i de foreløbige resultater af arbejdsgruppens arbejde. Dette med det formål at sikre, at udvalget kan byde ind med perspektiver til arbejdsgruppens afsluttende arbejde, frem mod at der foreligger anbefalinger til udvalgets behandling i juni.
Arbejdsgruppen har arbejdet siden februar og der har netop været afholdt workshop (28. april) med tværfaglige samarbejdspartnere fra PPR, CFR og fra Sundhedsplejen. Der var i alt 25 deltagere i workshoppen, som alle bidrog med relevante faglige input i forhold til at identificere målgruppe, behov og mulige løsninger.
Arbejdsgruppen er nu ved at færdiggøre en tilstandsanalyse, der afdækker de nuværende udfordringer og behov på området. Arbejdsgruppen arbejder sideløbende med, på baggrund af tilgængelig forskning på området, erfaringer fra andre kommuner og analysen af de konkrete behov, at udarbejde anbefalinger til, hvordan dagtilbudsområdet fremadrettet kan imødekomme behovene hos børn i udsatte positioner og hos børn, der har brug for en specialpædagogisk indsats. Arbejdsgruppen finder overordnet set, at initiativer/indsatser indenfor tre områder, skal bidrage til at sikre de rette rammer omkring alle børn i kommunens dagtilbud. 1. Opkvalificering af personale på almenområde, 2. Særlig støtte til enkelte børn i deres almene dagtilbud, 3. Mindre, specialiserede tilbud til børn med behov herfor.
De anbefalinger som Børn, familier og forebyggelse vil blive præsenteret for på møde i juni, falder indenfor de tre områder.
Inddragelse
Ledere og medarbejdere på dagtilbudsområdet er involveret i arbejdet.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
46Meddelelser
Sagsfremstilling
- Opsamling på møde med medarbejdere
- Opfølgning på møde for alle medarbejdere på dagtilbud 10.april 2025
- Møde med forældrebestyrelser om høring af budget 2026
- Status på pladsanvisning til dagtilbud i Skibby-området
- Foreningen DiNA
- Lukning af Tumlebo
- Kommende arrangementer
- Sager på vej 2025
Bilag
47Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.