
Udvidelsen giver nye muligheder: Karla er en af de første unge i pædagogfaget
Da 15-årige Karla Sofie Ehlers Laursen i september trådte ind ad døren til sin nye arbejdsplads i en af kommunens daginstitutioner, var det som en af de første unge i det nye inspirationsforløb for unge fra 14 år til og med 16 år. Et pilotprojekt, der startede med blot to pladser, men som hurtigt viste sig at være så stor en succes, at det blev politisk besluttet i budget 2025 at udvide til ti ansættelser.
For Karla var det en oplagt chance at søge jobbet.
- Der kom en besked ud på Aula med stillingsopslaget, og siden jeg gerne vil være pædagog, når jeg bliver 18 år, så jeg det som en rigtig god mulighed, fortæller hun.
Muligheden gav hende et unikt indblik i et fag, hun ellers først ville kunne træde ind i som voksen. Og netop den tidlige adgang er kernen i det politiske tiltag, der nu har udvidet ordningen betydeligt.
- Pilotprojektet viste hurtigt sit potentiale, og derfor udvider vi ordningen fra to til ti inspirationsansættelser. Vi vil give flere unge en tidlig og tryg indgang til pædagogfaget - både for at styrke kvaliteten i vores dagtilbud og for aktivt at tiltrække flere til faget, som traditionelt har været lukket for unge under 18 år, siger Rasmus Petersen (Ø), formand for Udvalget for Børn, Familier og Forebyggelse.
Karla drømmer om at blive pædagog, og ordningen sikrer, at hun kan få en forsmag på det. Foto Frederikssund Kommune
En drøm, der vokser i takt med erfaringerne
Da Karla fik at vide, at hun havde fået jobbet, var glæden ikke til at tage fejl af.
- Jeg ringede til min mor med det samme. Jeg var virkelig glad, for det her er en fantastisk mulighed – især når jeg gerne vil være pædagog, ligesom min mor, fortæller hun.
For Karla var det ikke bare et fritidsjob, men et vigtigt skridt ind i den verden, hun længe har drømt om at blive en del af. Og allerede efter få uger i huset voksede hendes motivation mærkbart.
- Jeg ønsker endnu mere at blive pædagog, efter jeg er begyndt her, siger hun og forklarer, hvordan hverdagen med børnene, det tætte samarbejde med de voksne og nærværet i vuggestuen har styrket hendes tro på, at hun har fundet sin retning. Hun beskriver det som noget, der både føles naturligt og meningsfuldt – og når hun deler historier fra hverdagen med børnene, er det med en glød i øjnene, der afslører, hvor meget hun holder af det.
Karla arbejder to gange om ugen – i alt 3,5 time. Hendes arbejdsdag begynder i personalerummet, hvorefter hun går ned i vuggestuen.
- Når jeg kommer, gør jeg vognen klar til eftermiddagsmad. Så spiser jeg sammen med børnene, og bagefter får de en klud én efter én. Det er virkelig sødt, fortæller hun med et smil.
Derefter står den på leg, modellervoks, tegning eller tur på legepladsen. Selvom Karla ikke må være alene med børnene, følger hun i vid udstrækning de samme opgaver som de ansatte.
Både Karla selv, de ansatte og børnene sætter pris på de muligheder det giver. Foto: Frederikssund Kommune
Mentorer, tryghed og nye muligheder
Dagtilbudsleder Gitte Nyborg forklarer, at inspirationsansættelserne bygger på tydelige rammer, hvor der både tages hensyn til alder og arbejdsmiljø. De unge deltager i de samme opgaver som de faste medarbejdere, men aldrig alene og altid med det pædagogiske personale tæt på. Samtidig får alle unge tilknyttet en mentor, der skal skabe tryghed, støtte dem i læringsprocessen og give dem et realistisk indblik i hverdagen i en daginstitution.
- Vi skal hele tiden være ved siden af Karla. Udgangspunktet er, at hun skal kunne lave de samme ting som os, men vi tager højde for hendes alder og arbejdsmiljøet. Meningen er at vise de unge så meget som muligt af vores arbejde. De får lov at se situationerne, også dem de ikke kan stå i selv endnu, så de kan bruge erfaringerne senere, siger Gitte Nyborg.
For hende er projektet mere end et jobtilbud – det er en åbning ind i en branche, som unge ellers ikke har haft adgang til før:
- Pædagogfaget har altid været en lukket dør for unge under 18. Men vi mangler hænder, og nu kan vi vise vores fag til 13-16-årige, der måske bare søger et fritidsjob – og måske ender med at få lyst til uddannelsen, fortæller Gitte Nyborg.
Karlas ansættelse løber frem til marts 2026, men hun håber, at der bliver mulighed for at fortsætte gennem gymnasiet:
- Hvis jeg får lov at blive, så bliver jeg virkelig glad. Jeg elsker at være her, siger hun.