
Første nytårskur med ny borgmester: Vi står et godt sted og ser fremad
Mandag den 19. januar samlede Frederikssund Kommune administrationens medarbejdere til nytårskur. Det var samtidig den første nytårskur med kommunens nye borgmester, Anne Sofie Uhrskov (V), der sammen med kommunaldirektør Torben Kjærgaard satte ord på fællesskab, sammenhængskraft og den udvikling, kommunen står overfor.
Nytårskuren bød traditionen tro på taler, kransekage og bobler – men også et fælles blik på, hvor Frederikssund Kommune står i dag, og hvordan organisationen bevæger sig ind i fremtiden.
Personen bag borgmesterposten
I sin tale lagde borgmester Anne Sofie Uhrskov vægt på at give medarbejderne et indblik i personen bag borgmesterposten. Hun fortalte om sin opvækst i Slangerup, sit liv i Vinge og sine tre voksne børn samt om sin mangeårige karriere i Novo, hvor hun i 31 år har arbejdet forskellige steder – de seneste 15 år med strategisk ledelse.
– Jeg vil gerne bruge lidt tid på at fortælle, hvem jeg er som menneske – ikke kun som borgmester. Jeg har meget med fra både mit arbejdsliv og mit privatliv, som jeg kan sætte i spil i rollen, lød det fra den nye borgmester,
Anne Sofie Uhrskov understregede, at hun allerede trives godt i rollen som borgmester og har oplevet en varm og positiv modtagelse i organisationen.
– Jeg ved, at I hver dag gør et kæmpe stykke arbejde for borgerne, og det skal vi bygge videre på. Der sker allerede rigtig mange gode ting i Frederikssund Kommune. Nogle ting skal selvfølgelig ændres, men jeg er ikke gået ind i borgmesterrollen med en indstilling om at lave en revolution. Vi skal udvikle kommunen med respekt for det, der allerede fungerer, sagde Anne Sofie Uhrskov og sluttede:
– Sammenhængskraften er afgørende. Det skal være værdifuldt at bo i vores kommune, og det kræver, at vi arbejder sammen på tværs.
Forandring i et stærkt fællesskab
Kommunaldirektør Torben Kjærgaard takkede medarbejderne for indsatsen i 2025 og fremhævede blandt andet håndteringen af branden i foråret som et tydeligt eksempel på organisationens fleksibilitet og sammenhængskraft.
– Den måde, I håndterede situationen på, viste, hvad vi kan, når vi står sammen. Vi var hurtigt tilbage i drift, og det siger meget om os som organisation. Og det kan vi bruge, når vi ser frem mod 2026, hvor overskriften er forandring, sagde Torben Kjærgaard.
Han pegede på, at kommunen står over for en række store nationale reformer – blandt andet på beskæftigelses- og sundhedsområdet – samtidig med at der også venter lokale reformer og udfordringer.
– Der kommer store forandringer, men det er en opgave, vi både skal og kan løse i det fællesskab, der kendetegner Frederikssund Kommune. Jeg kan godt lide at arbejde med forandring frem mod noget – og jeg håber, I er med. Vi er en udviklingskommune med en bundsolid økonomi og en klar udviklingsstrategi – Sammen om Frederikssund. Det giver os et stærkt udgangspunkt for det, der kommer, lød det fra Torben Kjærgaard.
Nytårskuren bød på lidt godt til ganen - og et blik fremad mod 2026. Foto: Frederikssund Kommune