Frederikssund Kommunes logo
4. februar 2026

Finansieringen til vendesporet ved Carlsberg er på plads

Hver dag rejser tusindvis af borgere mellem Frederikssund og København – og mange af dem mærker, hvordan trængsel og forsinkelser kan snige sig ind i hverdagen. Derfor er der god grund til glæde: Finansieringen til et nyt vendespor ved Carlsberg Station er på plads. Det betyder, at et projekt, der længe har stået højt på både pendlernes og kommunens ønskeliste, nu kan bevæge sig fra ambition til handling.

- Det er meget positivt, at finansieringen nu er på plads. Det betyder mindre ventetid og en mere forudsigelig togdrift for vores borgere og de mange, der pendler til Frederikssund for at arbejde. Jeg vil også gerne anerkende den indsats, vores tidligere borgmester, Tina Tving Stauning, har lagt i projektet. Hendes arbejde har haft stor betydning for, at vi er nået hertil, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov (V).

Hvad vil vendesporet betyde i hverdagen?

Når vendesporet står klar i 2028, vil mange pendlere kunne mærke en reel forskel. Med mulighed for tre ekstra tog i timen mellem Ballerup og Carlsberg får strækningen 10‑minuttersdrift og en mere jævn fordeling af afgange. Det betyder bedre plads og færre tidspunkter, hvor man står tæt i vognene – især i morgentimerne.

Frederikssundbanen er i dag en af de mest benyttede S‑togsstrækninger i hovedstadsområdet. Hele 61 procent af passagererne rejser mellem Frederikssund og Carlsberg, og 60 procent af alle stående passagerer i morgenmyldretiden på hele S-banen er på Frederikssundbanen. Det sætter både kapacitet og regularitet under pres og viser tydeligt behovet for nye løsninger.

Med vendesporet bliver strækningen samtidig mindre sårbar over for forsinkelser i det centrale S‑togssystem – særligt i ”Røret” ved Nørreport, hvor små forstyrrelser i dag kan brede sig hurtigt ud mod Frederikssund.

Vendesporet er en del af Infrastrukturplan 2035, hvor der er afsat 205 mio. kr. (2026‑priser) til projektet og forventes færdig i 2028.