
Næsten halvdelen af de unge i Ungeløftet er kommet i arbejde
Siden november 2025 er det lykkedes 39 unge med forskellige udfordringer at komme i arbejde gennem Ungeløftet i Frederikssund Kommune.
I alt 81 unge har indtil nu været en del af forløbet. Ved udgangen af juli var 39 af dem kommet i beskæftigelse – svarende til næsten halvdelen. Det er over landsgennemsnittet på 36 procent.
Det nationale mål for Ungeløftet er, at 55 procent af deltagerne kommer i ordinær uddannelse eller arbejde i løbet af projektperioden, der løber til og med 2028. Med de foreløbige resultater er Frederikssund Kommune godt på vej til at nå målet.
- Det er en stor glæde, når unge mennesker får fodfæste på arbejdsmarkedet og oplever, at de kan noget og bidrage. Nogle unge har brug for lidt mere støtte og en anden vej ind på arbejdsmarkedet. Derfor er det stærkt, at vi i Frederikssund kan samle kræfterne på tværs af kommunen, psykiatrien, foreninger og lokale virksomheder om at skabe muligheder for de unge, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov (V).
Ungeløftet bygger på et tæt, tværfagligt samarbejde mellem blandt andre Ungekontakten, psykiatrien, frivillige, foreninger og lokale virksomheder. Indsatsen er målrettet unge, som typisk ikke har gennemført en ungdomsuddannelse og har begrænset eller ingen erfaring fra arbejdsmarkedet.
En del af indsatsen bygger blandt andet på den evidensbaserede IPS-metode – Individuelt Planlagt job med Støtte – hvor målet er at hjælpe den enkelte unge tættere på arbejdsmarkedet og samtidig støtte den unge i at fastholde tilknytningen til jobbet.
- Alle unge skal have mulighed for at få en god start på voksenlivet, og her spiller uddannelse og job en vigtig rolle. Derfor er det positivt at se, at så mange unge allerede er kommet i arbejde gennem Ungeløftet.
Resultaterne viser, at det gør en forskel, når vi arbejder tæt sammen med de unge og samtidig har et stærkt samarbejde med uddannelsesinstitutioner, virksomheder og andre aktører. Det skal vi bygge videre på, siger udvalgsformand Anna Poulsen (SF).
Ungeløftet er en national satsning, der blev lanceret i 2025. Landets kommuner, faglige organisationer, arbejdsgiverorganisationer og en række andre aktører bakker op om initiativet.
I Frederikssund Kommune har der været bred politisk opbakning til indsatsen, ligesom lokale virksomheder og foreninger har meldt sig som partnere i Ungeløftet.