
Påskesjov i Frederikssund: Masser af inspiration til din påskeferie
Påskeferien står for døren og i Roskilde, Lejre og Frederikssund findes et væld af forårs- og påskeaktiviteter for både store og små. VisitFjordlandet guider til de allerbedste oplevelser på museerne, i naturen og til årets påskefrokost.
“Påsken i Fjordlandet byder på en stærk kombination af kultur, natur og oplevelser for hele familien- fra historiske attraktioner til aktiviteter i det fri,” fortæller VisitFjordlandets direktør, Thomas Kær Mahler.
Tag en tur til Frederikssund Museum og på opdagelse i glemte og spøjse traditioner. Foto: Kristjan Løk
Påskesjov i Hornsherred og Frederikssund
- Besøg Egholm Museum i Hornsherred og gå på opdagelse i mere end 1.500 m² med historie fra 1600-tallet til 2. verdenskrig. Her kan I opleve alt fra våben og uniformer til køretøjer og fortællinger om krig, jagt og det vilde vesten.
- Oplev en anderledes påske på Frederikssund Museum og gå på opdagelse i glemte og spøjse traditioner. Hver hele time guider en påskeekspert jer gennem fortidens mystiske skikke og undervejs kan I prøve kræfter med finurlige udfordringer som at beskytte jer mod hekse, spise jer raske og kæmpe om æg.
- Læg vejen forbi Svanholm storkollektiv og besøg gårdbutikken med økologiske varer fra egen produktion. Her finder I frisk mælk, kød og grønt samt lokale specialiteter. Fra april er caféen igen åben i weekender kl. 10-16, hvor I kan nyde økologisk kaffe, is og let frokost.
- Fra den 2.-4. april inviterer Frederikssund Kulturhavn til Påskefestival med oplevelser for både børn og voksne. Programmet byder bl.a. på brandbiler, loppemarked, cykel- og motionsløb, live musik samt underholdning og aktiviteter med lokale aktører. Alle dage er der også ansigtsmaling, æggejagt, krea-værksted og mulighed for at møde lokale producenter. Festivalen afholdes kl. 10.30-15.00 med madboder og drikkevarer.
Find flere museumsoplevelser:https://www.visitfjordlandet.dk/fjordlandet/oplevelser/museer
Foto: Egholm Museum
Kom ud i foråret
- Nyd en hyggelig familieudflugt langs fjorden ved Kulhuse Strand, hvor sandstrand og grønne områder indbyder til gåture og afslapning. Tag madpakken med, find en plads i solen og nyd udsigten over Isefjord, mens børnene leger ved vandet.
- Tag til Selsø Sø, et fredet naturområde med ro tæt på fjorden. Området er særligt kendt for sit rige fugleliv og er et af de bedste steder på Sjælland at opleve vandfugle. Gå en tur i landskabet og oplev udsigten over søen fx. fra fugletårnet ved Møllekrogen eller området omkring Selsø Kirke.
Bliv inspireret til flere forårsoplevelser:https://www.visitfjordlandet.dk/fjordlandet/guides-inspiration/foraar
Påskefrokost
I Fjordlandet kan I kombinere påskens hyggelige traditioner med gode madoplevelser på lokale restauranter og spisesteder. Her serveres klassiske påskeanretninger med alt fra sild og æg til lune retter, hvor fokus er på lokale råvarer og hyggelige omgivelser tæt på naturen og fjorden.