Frederikssund Kommunes logo
16. marts 2026

Hjælp kommunen med at blive klogere på transporten i hverdagen

Mandag den 16. marts sender Frederikssund Kommune en spørgeskemaundersøgelse ud til alle borgere over 18 år via Digital Post. Her spørger kommunen ind til borgernes transportvaner, udfordringer i hverdagen og forslag til forbedringer.

Formålet er at få et bedre indblik i, hvordan borgerne transporterer sig i dagligdagen, og hvad der kan gøre det lettere at komme rundt i kommunen. Den viden skal bruges i arbejdet med at reducere CO₂-udledningen fra transporten – uden at gøre det sværere at komme fra A til B.

Transport spiller en vigtig rolle i mange borgeres hverdag, og derfor er det vigtigt for kommunen at høre direkte fra dem, der bruger veje, stier og kollektiv transport.

– Mobiliteten og mulighederne i hverdagen og fritiden er vigtig for mange borgere i kommunen. Derfor vil vi gerne høre, hvordan folk kommer rundt her og nu, hvilke udfordringer de oplever, og hvad der kan gøre det lettere. Den viden er vigtig, hvis vi skal finde de løsninger, der både er gode for klimaet og fungerer for borgerne i deres hverdag, siger Tina Tving Stauning (A), formand for Teknik og Klima

Præmier på højkant – hold øje med din digitale postkasse

Borgere, der deltager i undersøgelsen, har mulighed for at vinde et gavekort. Der udtrækkes fem gavekort til Fjordlandskortet til en værdi af 500 kroner pr. gavekort, som kan bruges i mere end 50 butikker i Frederikssund Kommune.

Spørgeskemaundersøgelsen bliver sendt ud via Digital Post den 16. marts, og undersøgelsen afsluttes 2. påskedag.