Frederikssund Kommunes logo
8. maj 2026

Ny mulighed for enkle byggesager

Fra onsdag den 13. maj 2026 indfører Frederikssund Kommune en ny mulighed for straks‑behandling af udvalgte, enkle byggesager.

Straks‑behandling er et særskilt behandlingsspor for sager, der er enkle og klar til behandling fra start. Det gælder byggesager, der er fuldt oplyste og dermed kan afgøres uden yderligere afklaringer.

Ét initiativ ud af en bredere indsats

Som en del af en bredere indsats har vi indført straks‑behandling som et nyt og særskilt behandlingsspor for byggesager, der er særligt egnede til hurtig administrativ afgørelse. Det betyder, at vi nu behandler byggesager i endnu et spor.

- Borgere og virksomheder har ventet længe på svar på deres byggesag. Vi arbejder målrettet på at nedbringe både vente‑ og sagsbehandlingstiden på tværs af alle byggeansøgninger. Straks‑behandling er ét af dem, og det giver os mulighed for at håndtere de enkle sager mere smidigt - til gavn for den samlede sagsbehandling, siger Jørgen Bech, udvalgsformand for Plan og Udvikling.

Straks‑sporet ændrer ikke rækkefølgen i den almindelige sagsbehandling og har derfor ikke betydning for sager, der allerede ligger i den normale kø. Samtidig er ordningen med til at aflaste den samlede sagsbehandling og skabe bedre flow i arbejdet.

- Initiativet er ét af flere tiltag, der skal bidrage til kortere sagsbehandlingstider for alle. Samtidig styrker vi ressourcerne og justerer vores arbejdsgange. Ved at samle de mest enkle sager i et særskilt spor får vi bedre mulighed for at bruge tiden der, hvor sagerne er mere komplekse. Det forventer vi vil give en hurtigere og mere smidig sagsbehandling for alle, siger Thomas Klint Martinsen, centerchef for By og Landskab.

Hvis du overvejer at søge straks‑behandling - eller allerede har indsendt en byggesag og mener, at den kan være egnet - kan du læse mere om kriterier og proces på vores hjemmeside her.