
Lavere forældrebetaling træder i kraft fra juli
Forældre med børn i dagpleje, vuggestue og børnehave i Frederikssund Kommune kan fra juli se frem til lavere forældrebetaling. Samtidig får familierne tilbagebetalt det beløb, der er opkrævet for meget for juni måned.
Tilbage i marts besluttede Byrådet at styrke dagtilbudsområdet med flere pædagoger og lavere forældrebetaling. Nu bliver takstnedsættelserne en realitet.
Takstnedsættelserne og styrkelsen af dagtilbudsområdet er en del af den politiske aftale i Folketinget om minimumsnormeringer og bedre kvalitet i dagtilbuddene.
De nye takster bliver teknisk håndteret med betalingen for juli måned. Her vil forældre samtidig få tilbagebetalt differencen for juni måned, da beslutningen om takstnedsættelsen gælder fra 1. juni 2026.
Nye takster fra 1. juni 2026
De månedlige takster ændres til:
- Dagpleje: fra 3.661 kr. til 3.119 kr.
- Vuggestue: fra 3.872 kr. til 3.689 kr.
- Børnehave: fra 2.312 kr. til 2.021 kr.
Flere medarbejdere på vej i dagtilbuddene
Takstnedsættelserne er en del af den samlede styrkelse af dagtilbudsområdet i Frederikssund Kommune, hvor der samtidig ansættes flere medarbejdere i kommunens børnehuse.
Arbejdet med at rekruttere flere pædagoger og medarbejdere er allerede godt i gang og skal være med til at styrke kvaliteten og nærværet i hverdagen for børnene i kommunens dagtilbud.
Har man spørgsmål til opkrævningen, kan man kontakte Pladsanvisningen via Digital Pladsanvisning på Borger.dk eller telefonisk i kommunens åbningstid.
Foto: Frederikssund Kommune