Frederikssund Kommunes logo
18. maj 2026

Grøn Pulje skydes i gang i Frederikssund Kommune

Fremover bliver det muligt for lokale foreninger at søge støtte til grønne og fællesskabende projekter, når der etableres nye vindmøller eller solcelleanlæg i Frederikssund Kommune.

Det sker gennem Grøn Pulje – en national ordning, hvor opstillerne af vedvarende energianlæg indbetaler midler til lokale projekter i områderne omkring anlæggene. Formålet er at sikre, at lokalområderne også får glæde af den grønne omstilling.

Frederikssund Kommune administrerer ordningen på vegne af Energistyrelsen og åbner nu den første Grøn Pulje i kommunen.

Lokale projekter kan få støtte

Grøn Pulje giver mulighed for at støtte projekter, der eksempelvis:

  • styrker biodiversitet og grøn omstilling
  • skaber lokale mødesteder og fællesskaber
  • understøtter fritids- og kulturliv
  • bidrager til bæredygtige initiativer i lokalområderne

Ordningen er målrettet foreninger, og særligt naboer til de vedvarende energianlæg bliver prioriteret i ansøgningsrunderne.

Første pulje åbner ved Topsil Solcelleanlæg

Den første Grøn Pulje i Frederikssund Kommune er udløst af Topsil Solcelleanlæg og åbner 1. juni 2026.

I den forbindelse kan foreninger inden for en radius af to kilometer fra anlægget søge støtte til projekter gennem puljen på 375.360 kroner.

Foreninger og borgere, som er bosiddende inden for to km radius og ansøgningsberettiget til den aktuelle grøn pulje har modtaget et brev fra kommunen enten via digitalpost eller fysisk, såfremt de ikke er tilmeldt digitalpost.

Puljen er samtidig starten på en længerevarende ordning, som også vil gælde ved kommende vedvarende energiprojekter i kommunen. Fremover vil nye vindmøller og solcelleanlæg kunne udløse nye Grøn Pulje-midler til lokale initiativer.

Kort der viser de 2 kilometers radius for solcelleanlæg ved Topsil.Kort der viser de to kilometers radius for solcelleanlæg ved Topsil.

Grøn omstilling med lokale gevinster

Grøn Pulje er etableret for at skabe lokale gevinster i forbindelse med udbygningen af vedvarende energi. Tanken bag ordningen er, at områder, som lægger jord til energianlæg, samtidig får mulighed for at udvikle lokale projekter, der styrker både fællesskab og grøn udvikling.

Der kan søges støtte til både små og større projekter, og der kan blandt andet søges midler til naturprojekter, faciliteter til foreningslivet og andre initiativer med lokal værdi.

I andre kommuner har Grøn Pulje blandt andet været med til at støtte:

  • etablering af shelter, bålhytte og trampesti
  • skovplantning og biodiversitetsprojekter
  • energiforbedringer og varmepumper i forsamlingshuse
  • nye faciliteter til lokale idræts- og fritidsforeninger

Ordningen giver dermed mulighed for, at lokale idéer kan blive til konkrete projekter med værdi for både lokalsamfund og grøn udvikling.

Sådan søger man

Når en Grøn Pulje åbner, kan foreninger søge via et elektronisk ansøgningsskema på Frederikssund Kommunes hjemmeside.

Der kan søges om minimum 25.000 kroner, og ansøgninger vurderes blandt andet ud fra projektets lokale forankring, bæredygtighed og værdi for fællesskabet.