
Borgmesterbesøg satte fokus på socialt ansvar og lokale arbejdspladser
Hvordan skaber vi flere faglærte, styrker tilknytningen til arbejdsmarkedet og sikrer lokale arbejdspladser i fremtiden? Det var nogle af samtaleemnerne, da borgmester Anne Sofie Uhrskov besøgte Anlægsgartner Gottlieb i Skibby. Besøget gav indblik i en virksomhed i udvikling, hvor arbejdet med grønne løsninger og sociale indsatser, resulterer i trivsel og kvalitet.
Anlægsgartner Gottlieb har gennem en årrække udviklet sig til en virksomhed med flere forretningsområder inden for blandt andet entreprise, arboristarbejde og vinterservice, hvor ambitionen er at levere helhedsorienterede løsninger. Samtidig har virksomheden et tydeligt fokus på medarbejdertrivsel, ordentlighed og udvikling af fremtidens arbejdskraft i et socialt aspekt.
Lokale virksomheder spiller en vigtig rolle
Under besøget drøftede borgmesteren og virksomhedens ledelse blandt andet udfordringen med at skaffe faglært arbejdskraft. Særligt anlægsstruktører og specialiserede faggrupper er svære at rekruttere, og derfor arbejder virksomheden målrettet med lærlinge. I dag er mere end hver tiende udførende medarbejder lærling, hvilket allerede overstiger virksomhedens egen målsætning.
- Virksomheder som Anlægsgartner Gottlieb spiller en vigtig rolle for både beskæftigelse, uddannelse og udviklingen af lokale kompetencer. Det gør indtryk at møde en virksomhed, der arbejder så målrettet med lærlinge, trivsel og sociale indsatser, samtidig med at de skaber arbejdspladser og bidrager til udviklingen i vores kommune, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov.
Virksomheden samarbejder allerede med Frederikssund Kommune om blandt andet Ungeløftet og har positive erfaringer med kommunens indsats for at hjælpe unge tættere på arbejdsmarkedet. Samtidig blev der under besøget talt om behovet for at styrke interessen for erhvervsuddannelser og skabe bedre muligheder for unge, der ønsker en faglært vej. Anlægsgartner Gottlieb har også en partnerskabsaftale med Frederikssund Kommune. Partnerskabsaftalen dækker samarbejde inden for bl.a. rekruttering, CSR (Corporate Social Responsibility) og oprettelse af lære-/elevpladser, herunder også voksenlærlingepladser (+25 år).
Et akademi med plads til forskellighed
Et centralt emne under besøget var planerne om Gottliebs Akademi, som virksomheden arbejder på at etablere. Ambitionen er at skabe et uddannelsesforløb for unge og voksne med forskellige udfordringer, der har brug for støtte til at finde vej ind på arbejdsmarkedet og blive klar til en karriere inden for håndværksfagene. Akademiet skal rumme flere fagretninger og bygge på tanken om at se mennesket før udfordringerne.
- Vi har et ansvar for at være med til at udvikle fremtidens arbejdskraft og skabe plads til mennesker med forskellige forudsætninger. Hvis vi skal lykkes med at få flere ind i fagene, kræver det, at virksomheder, kommune og uddannelsesområdet arbejder tættere sammen. Med Gottliebs Akademi ønsker vi at gøre en konkret forskel og give flere muligheden for at finde en vej ind på et godt arbejdsliv, fortæller administrerende direktør Thomas Gottlieb.
Besøget afsluttedes med en rundvisning på virksomhedens matrikler, hvor deltagerne blandt andet fik et indtryk af hvor de fremtidige fysiske rammer for virksomhedens kommende akademi skulle være. Dialogen mellem Frederikssund Kommune og Anlægsgartner Gottlieb fortsætter med et fælles fokus på arbejdskraft, uddannelse og lokale udviklingsmuligheder.
På billede fra venstre: HR- og udviklingsdirektør Jeanette Hassel, adm. direktør Thomas Gottlieb, borgmester Anne Sofie Uhrskov, kommunaldirektør Torben Kjærgaard, direktør for Erhverv, Teknik og IT, Henriette Anderberg Krag, og
erhvervs- og turismekonsulent Sune Kohl Bomholt Rasmussen. Foto: Anlægsgartner Gottlieb