Frederikssund Kommunes logo
26. maj 2026

Boglopperne giver de mindste børn bøger, bevægelse og sanseoplevelser

Frederikssund Bibliotekerne har lanceret et nyt tilbud til børn i vuggestue og dagpleje. Med initiativet Boglopperne – læs og bevæg dig med biblioteket bliver de yngste børn introduceret til bøger gennem leg, bevægelse og sanselige oplevelser.

Tilbuddet er målrettet børn i alderen 8 måneder til 2½ år og er udviklet af børneteamet på Frederikssund Bibliotekerne.

Baggrunden for initiativet var en henvendelse fra et børnehus i Frederikssund Kommune, som efterspurgte et kulturtilbud til vuggestuebørn – på samme måde som børnehavebørn allerede benytter kulturstier og andre tilbud.

Det satte gang i udviklingen af Boglopperne, og i slutningen af 2025 blev de første forløb afprøvet med stor succes.

– Vi har længe haft en idé om at udvikle et tilbud til dagplejebørn, og vi var faktisk så småt i gang, da vi fik henvendelsen fra børnehuset. Det var en oplagt mulighed for at skabe et tilbud, der både kunne favne vuggestue- og dagplejebørn, fortæller Sofie Laursen, kulturformidler på Frederikssund Bibliotekerne.

Bøger med kroppen i centrum

I Boglopperne bliver børnene guidet gennem en fortælling, hvor bøgerne kombineres med bevægelser, leg og taktile oplevelser. Undervejs skal børnene blandt andet lave sprællemænd, få kildet tæer og møde små overraskelser undervejs i fortællingen.

Ifølge Sofie Laursen er det vigtigt, at aktiviteterne tager højde for den store udvikling, der sker i alderen fra spæd til tumling.

– Alderen på børnene i vuggestue og dagpleje spænder bredt, og det er en periode med stor udvikling og variation i, hvad børnene kan. Samtidig er der grænser for, hvor længe de kan koncentrere sig. Derfor arbejder vi meget med det taktile – altså at røre og føle – og med løbende overraskelseselementer, siger hun.

Hun peger samtidig på, at tidlige møder med bøger kan have stor betydning senere i livet.

– Vi ved, at når børn introduceres til bøger i en tidlig alder, er der større sandsynlighed for, at de udvikler læselyst og læseglæde senere i livet, fortæller Sofie Laursen.

Tilbud til dagplejebørn fra juni

Indtil videre har 20 dagplejebørn og 25 vuggestuebørn fra Frederikssund, Slangerup, Skibby og Jægerspris deltaget i Boglopperne.

Fra juni 2026 udbyder Frederikssund Bibliotekerne tilbuddet til dagplejebørn i Frederikssund Kommune. Forløbene varer 30-40 minutter og foregår på biblioteket.