
ORD over FJORD: Fest, fællesskab og fortællinger for alle i familien
Festivalsæsonen nærmer sig – også hos Frederikssund Bibliotekerne, som i år udvider ORD over FJORD med en helt ny bogfest for børn og familier.
Lørdag den 20. juni 2026 kl. 9.30-15.00 forvandles Kulturhuset Elværket til et levende univers af historier, musik og kreative aktiviteter, hvor bøgerne rykker ud af biblioteket og ned i børnehøjde. Arrangementet er gratis.
Dagen skydes i gang med koncert med Dissing og Las, der har sat musik til Jakob Martin Strids populære børnebog Min mormors gebis. Herefter venter en række oplevelser for børn i alderen 3-14 år og deres voksne.
Gæsterne kan blandt andet møde forfattere, opleve teater om Peter Plys i anledning af figurens 100-års jubilæum, gå på opdagelse blandt levende ugler og slippe kreativiteten løs i forskellige værksteder bl.a. KreaKram.
Når sulten eller tørsten melder sig, er det muligt både at besøge Eudaimonia og Sannes Kaffe.
ORD over FJORD fortsætter i september – denne gang for unge og voksne
Lørdag den 12. september 2026 er ORD over FJORD festivalen tilbage i smukke rammer på Willumsens Museum. Under temaet Ståsteder rettes blikket indad, udad og tilbage i historien i selskab med aktuelle forfattere og kunstnere.
Årets program byder blandt andet på forfattersamtaler med Charlotte Weitze, Mich Vraa, Anne Hjernøe, Karoline Stjernfelt og Hannah Lie.
Festivalen rummer også kreative aktiviteter, en arkitekturhistorisk vandring og workshops med vores samarbejdspartnere fra Frederikssund Lokalhistoriske Arkiver, Willumsens Museum og den lokale kunstnergruppe Grøn Propagandakunst. Det er muligt at nyde lækkerier fra Café Ærligt, prøve konceptet slow looking i museets samling og opleve lokale lyrikere og musikere på caféens terrasse.
Festivalen ORD over FJORD afholdes i år for 9. gang.
Lokal opbakning løfter ORD over FJORD
Hvert år bakker lokale virksomheder og foreninger op om ORD over FJORD som sponsorer for festivalen. Jane Rud projektleder og kulturformidler på Frederikssund Bibliotekerne fortæller:
- Vi er virkelig taknemmelige for sponsorernes engagement og bidrag til, at vi kan skabe nogle levende og inspirerende festivaldage for alle i Frederikssund Kommune.
Læs mere om ORD over FJORD på Frederikssund Bibliotekernes hjemmeside, hvor programmerne for begge festivaldage løbende udbygges: ORD over FJORD 2026 | Frederikssund Bibliotekerne
-----------------------------------------------------------------------------------
Fakta:
ORD over FJORD Børnebølgen – for børn og deres voksne:
Lørdag den 20. juni 2026 kl. 9.30-15.00 i Kulturhuset Elværket
Entré: Gratis
ORD over FJORD: årets tema Ståsteder – for unge og voksne
Lørdag den 12. september 2026 kl. 10.00-16.00 på Willumsens Museum
Entré til ORD over FJORD er gratis. Hvis man vil besøge særudstillingen PÅ HVIS SKULDRE, kræver det særskilt billet til Willumsens Museum. Se information om billetter og priser på museets hjemmeside.