Frederikssund Kommunes logo
15. juli 2026

Oplev en sjælden naturoplevelse – næste gang bliver først i 2048

Onsdag den 12. august 2026 får du mulighed for at opleve et af naturens mest fascinerende fænomener, når en markant delvis solformørkelse kan ses over Danmark. Det er en oplevelse, der først vender tilbage i samme styrke i 2048 – og den kan opleves fra de smukke omgivelser ved Skenkelsø Mølle.

Naturpark Mølleåen og Egedal Arkiver og Museum inviterer til en stemningsfuld familieaften, hvor naturvidenskab, historie og fællesskab går hånd i hånd.

En solformørkelse opstår, når Månen bevæger sig ind foran Solen. Mens solformørkelsen er total i blandt andet Island, Østgrønland og Spanien, vil vi i Danmark opleve, at mellem 80 og 86 procent af Solens skive bliver dækket. Det gør den til en af de mest markante solformørkelser, vi kan opleve herhjemme i mange år.

Aftenen byder på aktiviteter for både børn og voksne. De yngste – og alle andre med nysgerrighed på himmelrummet – kan blive klogere på solformørkelser og Solens betydning for livet på Jorden gennem sjove aktiviteter og formidling.

Der bliver også tid til at nyde sommeraftenen med egen medbragt picnic, mens der bages pandekager over bål. Klokken 20 kulminerer aftenen, når solformørkelsen kan opleves fra Skenkelsø Mølle.

Program

  • Aktiviteter og formidling om solformørkelse for børn fra 5 år og deres familier.
  • Picnic med egen medbragt aftensmad.
  • Pandekager over bål.
  • Fælles oplevelse af den delvise solformørkelse kl. 20.00.

Tid og sted

Onsdag den 12. august 2026

Skenkelsø Mølle

Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig.

Tilmeld dig arrangementet her:
https://place2book.com/da/sw2/sales/bkxd7m4zm8

Du kan også læse mere om arrangementet på Facebook:
https://fb.me/e/gjr5iv7GC