
Fra guitar og fodbold til skoleleder: - Skolen skal være et sted, hvor børnene har lyst til at være
Henrik Wilhelmsen havde egentlig ikke planer om at blive skoleleder. Faktisk var det musikken, der fyldte drømmene, da han var ung.
I dag er guitaren stadig en del af fritiden, men siden 3. august er det børn, medarbejdere og hverdagen på Trekløverskolens tre afdelinger, der fylder arbejdsdagene.
Som ny skoleleder har Henrik Wilhelmsen ansvaret for omkring 700 elever og 100 medarbejdere på Afdeling Falkenborg, Afdeling Græse Bakkeby og Afdeling Marienlyst.
Vejen dertil har været alt andet end planlagt.
En guitar blev begyndelsen
Henrik er vokset op i Valby i København, og som ung troede han, at han skulle leve af musikken. Han sang, spiller guitar og kan også håndtere flere andre instrumenter.
Men der skulle også penge på bordet, og derfor blev det lidt tilfældigt, at han endte som pædagogmedhjælper.
– Jeg blev pædagogmedhjælper, fordi jeg kunne spille guitar – sådan lidt groft sagt, fortæller Henrik med et smil.
Det, der begyndte som et job, udviklede sig hurtigt til noget langt mere. Henrik fandt ud af, at han rigtig godt kunne lide arbejdet med børnene. En dag opstod muligheden for at undervise en klasse, fordi der manglede lærere. Det blev begyndelsen på syv år som lærer i Valby – og på en karriere i skoleverdenen, som Henrik aldrig havde planlagt.
– Det var fantastisk at arbejde med børnene. Jeg havde især fokus på børn, der ikke havde det nemt, og det har generelt været et stort fokus for mig lige siden.
Efter de syv år som lærer blev Henrik afdelingsleder på en skole på Albertslund. Senere fulgte skolelederstillinger på Nørrebro og Hvidovre, inden han en periode arbejdede i forvaltningen i Hillerød.
Men her fandt han ud af, at han savnede skolen.
– Jeg kunne godt mærke, at jeg hørte til på en skole. Jeg havde lyst til at komme tilbage til børnene. Jeg savnede dem.
Da stillingen som skoleleder på Trekløverskolen dukkede op, var det derfor en mulighed, der var svær at lade passere.
– Det lød spændende, og samtidig var der den ekstra udfordring, at det er en skole på flere matrikler. Det har jeg ikke prøvet før.
Henrik Wilhelmsen ville tilbage til børnene og skolen - og det er han nu kommet efter han startede som ny skoleleder den 3. august i år. Foto: Frederikssund Kommune
Det skal være godt og sjovt at tage på arbejde
Henrik har nu været på Trekløverskolen siden 3. august. Den første tid har først og fremmest handlet om at lære skolen og menneskene at kende. Han har mødt sit eget team og brugt tid på at fortælle, hvem han selv er, samtidig med at han har lyttet og lært.
– Jeg glæder mig rigtig meget til for alvor at komme i gang. Jeg kan mærke, at det bliver en god tid med en rigtig god stemning.
Og netop stemningen betyder meget for den nye skoleleder. For Henrik handler en god skole ikke kun om faglighed og undervisning. Det skal også være et sted, hvor man har lyst til at være.
– Mit fokus er, at det skal være godt og sjovt at tage på arbejde, og det skal være godt og sjovt at tage i skole. Vi skal indrette undervisningen efter børnene – ikke børnene efter undervisningen. Så kan vi få flere børn til at trives i almenskolen.
Det er en tilgang, Henrik har arbejdet med på sine tidligere skoler, og som han nu gerne vil bygge videre på i Frederikssund.
– Jeg brænder for at skabe deltagelsesmuligheder for børnene og for, at vi bliver gode til at få børnene til at gå i skole.
Fra Trekløverskolen til europæiske fodboldbaner
Når Henrik ikke er skoleleder, finder man ham ikke nødvendigvis langt fra en boldbane. Han spiller fodbold i en lille privat klub, som gennem mange år har rejst rundt i Europa for at spille mod lokale hold. Det handler dog mindst lige så meget om fællesskabet uden for banen.
– Vi spiller noget fodbold og hygger os. Det har jeg gjort i mange år.
Han løber også en del og holder meget af at være i naturen. Faktisk er Henrik begyndt at øve sig i noget, der måske står i kontrast til en travl hverdag som skoleleder: ikke at lave noget.
– Jeg er begyndt nogle gange bare at sidde udenfor og ikke lave noget.
I dag bor Henrik i Charlottenlund, men han har taget noget af det med sig, som begyndte i Valby: glæden ved mennesker, fællesskaber og arbejdet med børn, der har brug for, at skolen ser muligheder frem for begrænsninger.
Nu skal erfaringerne omsættes til en ny hverdag på Trekløverskolens tre matrikler. Og selv om han kun lige er begyndt, er Henrik allerede klar på næste kapitel.
– Jeg glæder mig rigtig meget til det samarbejde, der venter.