
Vil du have indflydelse på dit barns skole, så meld dig til skolebestyrelsen
Vil du være med til at gøre en forskel for dit barns skole? I maj 2026 er der valg til skolebestyrelserne på Frederikssund Kommunes folkeskoler. Her vælges der nye forældrerepræsentanter til at træde ind i skolebestyrelserne.
Skolebestyrelserne spiller en vigtig rolle på den enkelte skole og er et af de steder, hvor forældre kan få reel indflydelse på skolens retning. Skolebestyrelsen er med til at lave principper for skolens arbejde og bidrager til dialogen om, hvordan vi sammen skaber de bedste rammer for børnenes skoleliv. Skolebestyrelsen er dermed også en vigtig bro mellem hjem og skole.
I Frederikssund Kommune vægter vi det gode samarbejde om skolerne, og derfor vil de nye skolebestyrelser blive en del af et spændende uddannelsesforløb med forældrenes interesseorganisation Skole & Forældre, som vil klæde nye og ”gamle” forældre på til at indgå i samarbejdet som skolebestyrelsesrepræsentant.
Det kræver ikke særlige forudsætninger at stille op – bare engagement og lyst til at bidrage. Arbejdet består typisk af omkring 10 møder om året og lidt forberedelse undervejs. Vi opfordrer derfor forældre med børn på skolerne til at lade sig opstille til skolebestyrelsen, og på den måde tage del i en vigtig opgave på skolen. Forældre til kommende skolebørn kan også opstille.
Har du spørgsmål til skolebestyrelsesvalget, kan du henvende dig til din skole eller skolebestyrelse. Hold desuden øje med skolernes hjemmesider og AULA, hvor der vil blive orienteret om de nærmere detaljer.