Frederikssund Kommunes logo
29. april 2026

Fælles vilje og nye løsninger i fokus ved lancering af indsats mod skolefravær

Der var fyldt godt op i to sammenhængende klasselokaler på Ådalens Skole, da Frederikssund Kommune tirsdag markerede lanceringen af indsatsen Sammen om mindre skolefravær.

Rundt i lokalerne sad kommunale medarbejdere, skolefolk, forskere og samarbejdspartnere side om side. Samtalerne gik på tværs, og fælles for deltagerne var en erkendelse af, at skolefravær er en kompleks udfordring, som kræver nye løsninger og et tæt samarbejde.

Med indsatsen investeres der 30 millioner kroner i et langsigtet arbejde, der skal styrke trivslen blandt børn og unge og få flere tilbage i stabil skolegang.

Åbningstale af Anne Sofie Uhrskov (V) og Rasmus Petersen (Ø). Foto: Frederikssund KommuneI åbningstalen lagde både borgmester Anne Sofie Uhrskov (V) og formand for Børn, Skole og Familie, Rasmus Petersen, vægt på, at det er en stor udfordring, der skal løses i fællesskab - og nu har Frederikssund Kommune en unik mulighed. Foto: Frederikssund Kommune

En udfordring, der kalder på handling

I løbet af formiddagen blev det tydeligt, at der er både vilje og behov for at handle.

– Skolefravær er noget, vi skal tage dybt seriøst. Det er et alvorligt problem – ikke kun i Frederikssund, men i hele landet. Derfor er det afgørende, at vi arbejder forebyggende, og det får vi nu mulighed for med de midler og den viden, der tilføres. Jeg er meget taknemmelig for, at vi i Frederikssund får denne mulighed, sagde Rasmus Petersen, formand for Børn, Skole og Familie i sin tale.

Også borgmester Anne Sofie Uhrskov pegede på, at indsatsen kræver både mod og fælles retning:

– Det er en udfordring, som er vigtig for os. Vi skal handle i fællesskab, og ambitionen er klar: Flere børn skal tilbage i skoleklasserne og ind i fællesskabet. Det kræver, at vi tør tænke nyt. For hvert eneste barn og ung betyder noget.

Tidligere minister Ulla Tørnæs holder tale foran forsamling. Foto: Frederikssund KommuneTidligere minister, nu bestyrelsesformand i Den Sociale Investeringsfond, Ulla Tørnæs, holdt også tale foran forsamlingen. Foto: Frederikssund Kommune

Forskning og erfaringer peger samme vej

Under lanceringen bidrog forskningen med et vigtigt perspektiv. Seniorforsker Mikkel Giver fra VIVE beskrev en udvikling, hvor bekymrende skolefravær er stigende.

Han læste blandt andet op fra et interview med en forælder, der havde oplevet konsekvenserne tæt på. Budskabet var klart: Tidlig hjælp kan gøre en afgørende forskel.

– Alarmklokkerne ringer i forhold til skolefravær. Derfor skal vi blive bedre til at reagere tidligere – så det i stedet er skoleklokkerne, der ringer for de børn, sagde Mikkel Giver.

Samarbejde er nøglen

Netop tidlig indsats og tæt samarbejde er centrale elementer i den nye indsats. Målet er at styrke samarbejdet mellem skole, familie og fagpersoner og sikre en mere sammenhængende indsats omkring det enkelte barn.

Skoleleder på Ådalens Skole, Hanne Rask, satte ord på, hvordan arbejdet allerede i dag kræver blik for hele barnets situation:

– Skolefravær hænger ofte tæt sammen med trivsel. Det handler ikke kun om fremmøde, men om at skabe rammer, hvor børnene har lyst og mulighed for at være en del af fællesskabet.

Skoleleder Hanne Rask Pedersen holdt en rørende tale. Foto: Frederikssund KommuneSkoleleder på Ådalens Skole, Hanne Rask Pedersen, fortalte en historie fra virkeligheden - en historie, hvor man kunne fornemme, hvor alvorlig en udfordring det er. Foto: Frederikssund Kommune

Skal skabe viden til hele landet

Frederikssund Kommune er den første i landet til at blive en del af programmet, som løber over fem år fra skoleåret 2026.

Ambitionen er ikke kun at skabe resultater lokalt, men også at bidrage med ny viden om, hvilke indsatser der virker – til gavn for børn og familier i hele landet.

Med lanceringen er arbejdet nu officielt i gang. Målet er klart: Færre børn med bekymrende skolefravær – og flere børn, der trives og er en del af skolens fællesskaber.

"Klassebillede" af de fremmødte. Foto: Frederikssund KommuneRepræsentanter fra Frederikssund Kommune, Den Sociale Investeringsfront, Alm. Brand Foreningen 1792, samt forskere mv. stillede op til "klassebillede" - med entusiasme og forventning om den nye unikke mulighed. Foto: Frederikssund Kommune