Frederikssund Kommunes logo
15. april 2026

Bibliotekerne inviterer til grøn uge med mad og fællesskab

Hvordan kan vores madvaner bidrage til en mere bæredygtig fremtid?

Det sætter Frederikssund Bibliotekerne fokus på i uge 17, når Borgernes Verdensmålsuge 2026 løber af stablen med temaet mad, forbrug og fællesskab.

I løbet af ugen kan både børn og voksne deltage i en række gratis aktiviteter med fokus på bæredygtighed i hverdagen. Programmet byder blandt andet på grøn fællesspisning, byttedag, litterær vandring og kreative workshops.

- Borgernes Verdensmålsuge skal være en uge fyldt med inspiration og fællesskab. I planlægningen har det været vigtigt for os at skabe aktiviteter for både børn og voksne, som både inspirerer til en grønnere hverdag og samtidig er sjove og hyggelige,
siger Signe Scholl Feldmeier, kulturformidler ved Frederikssund Bibliotekerne og projektleder for Borgernes Verdensmålsuge.

Grøn suppe og lokale klimafællesskaber

Et af ugens faste og populære indslag er fællesspisningen i biblioteksgården bag Frederikssund Bibliotek.

I år står Liv Teilmann – professionsbachelor i ernæring og sundhed og forfatter til Bælgfrugter for begyndere – for menuen. Hun serverer en lækker grøn suppe for alle deltagere og deler inspiration til, hvordan bælgfrugter kan få en større plads i hverdagen.

Ved fællesspisningen kan man også møde Grønne Nabofællesskaber og høre mere om lokale klimaaktiviteter.

En del af en landsdækkende uge

Borgernes Verdensmålsuge er en landsdækkende bevægelse, hvor biblioteker, kommuner og lokale fællesskaber sætter fokus på FN’s 17 verdensmål gennem oplysning, engagement og handling.

Læs mere om ugens aktiviteter på Frederikssund Bibliotekernes hjemmeside.

Bemærk, at enkelte arrangementer har et begrænset antal pladser og kræver tilmelding.