Frederikssund Kommunes logo
4. september 2025

Tre meget forskellige nominerede til Kulturpris 2025

Udvalget for Job, erhverv og kultur har drøftet alle indstillingerne til Kulturpris 2025, og de har nu valgt, hvilke tre der skal nomineres til prisen.

- Vi er rigtig glade for, at så mange forskellige kandidater er blevet indstillet til kulturprisen. Vores kommune har et stærkt og mangfoldigt kulturliv, som især bæres af de frivillige ildsjæle, der skaber oplevelser og fællesskab både i byerne og på landet. Det har derfor ikke været nemt at vælge blandt de mange gode indstillinger, men vi er endt med tre kandidater, som alle fortjener den anerkendelse, kulturprisen giver, siger Michael Tøgersen, formand for Job, Erhverv og Kultur.

Modtageren af kulturprisen skal opfylde følgende kriterier:

  • Have været med til at fremme eller synliggøre kulturelle aktiviteter i Frederikssund Kommune.
  • Have taget initiativer og virket som igangsætter på det kulturelle område.
  • Have udvist kulturelt mod eller nytænkning.
  • Have ydet en bemærkelsesværdig indsats inden for kunst eller det almene kulturelle område.

De nominerede er…

De tre nominerede er Lokalhistorisk foreningen for Slangerupegnen, Niels Nielsen og Musik mellem fjordene. Herunder kan du læse dele af begrundelserne for, at de tre er blevet indstillet og nomineret til Kulturpris 2025.

Lokalhistorisk foreningen for Slangerupegnen

Foreningen blev stiftet i 1972 og formålet er blandt andet at indsamle materiale, der kan fortælle om fortiden. Det sker for eksempel ved, at foreningen arrangerer foredrag og udflugter, og gennem "Den gamle Smedje" laver de udstillinger, der viser og fortæller om menneskene, om tingene og om tiden, der var engang. De mange frivillige gør en stor indsats for foreningen, og hver lørdag i sæson sidder blandt andre Irene Nielsen og Henny Bøgh trofast og tager imod i Smedens hus. Der er altid kaffe på kanden og tid til en historisk snak eller en snak om, hvad der rør sig i foreningen eller i Slangerup.

Niels Nielsen

Niels har bidraget til kulturlivet i Skibby og resten af kommunen blandt andet via hans meget store indsats for Historisk forening for Skibby-egnen og i Kulturrådet. Niels Nielsen har været formand for historisk forening i mere end 40 år. Her har han, som formand, været vedholdende tovholder og den, der har inspireret og styret bestyrelsens arbejde med at planlægge otte meget varierende foredrag om året. Niels har bidraget til formidling af viden om egnens kulturhistorie. Dels har han stået til rådighed som guide i kirkerne for interesserede grupper, dels har han lavet guidede ture i Skibby, hvor han har fortalt om livet i byen i gamle dage. Senest er han blevet guide på ture med Naturekspressen.

Musik mellem fjordene

Foreningen har etableret en musikforening, som gennem otte år årligt har afholdt flere fantastiske musikarrangementer i Rejsestalden i Jægerspris. De arrangerer koncerter i Rejsestalden, hvor en engageret gruppe frivillige arbejder utrætteligt for at skabe gode musikoplevelser for et bredt publikum. Det handler ikke kun om musikken, men også om at skabe en hyggelig og nærværende ramme, hvor folk kan mødes og dele en kulturel oplevelse.

Kom med til prisoverrækkelsen

Selve prisoverrækkelsen kommer til at foregå onsdag den 24. september cirka klokken 15.20 på Torvet ved Langes Magasin i Frederikssund.

Alle er velkomne til at overvære prisoverrækkelsen.

Torvet ved Langes Magasin med alle plaketterne fra tidligere vindere af Kulturprisen. Foto: Frederikssund Kommune.Torvet ved Langes Magasin med alle plaketterne fra tidligere vindere af Kulturprisen.

Foto: Frederikssund Kommune.