Frederikssund Kommunes logo
12. september 2025

Otte nye statsborgere fejret ved grundlovsceremoni

Onsdag den 10. september blev en ganske særlig dag for otte borgere i Frederikssund Kommune. Ved en højtidelig grundlovsceremoni i Raadssalen på Slangerup Administrationscenter modtog de officielt deres danske statsborgerskab.

Borgmester Tina Tving Stauning (A) bød de nye statsborgere velkommen med en tale, hvor hun fremhævede både beslutningens betydning og den fælles forpligtelse til demokratiet, som følger med statsborgerskabet.

- Denne frihed er jeg, som dansk statsborger, stolt af og vil værne om. I dag bliver det også jeres Grundlov. Jeg tror og håber, at vi kan dele denne stolthed og respekt - og i fællesskab tage vare på demokratiet. Et demokrati og en frihed, som også her er under pres, sagde borgmesteren.

Borgmester Tina Tving Stauning (A) med de otte nye danske statsborgere i kommunen. Foto: Frederikssund KommuneBorgmester Tina Tving Stauning (A) med de otte nye danske statsborgere i kommunen.

Fra mange forskellige lande

De otte nye statsborgere kommer oprindeligt fra Tyskland, Storbritannien, Iran, Syrien, Rusland, Serbien og Filippinerne – men deler nu en fælles dansk identitet. Borgmesteren understregede undervejs, at vejen til statsborgerskabet for mange ikke har været uden udfordringer

- Det er og har sikkert været en stor beslutning. I har valgt Danmark til. I har kæmpet – for et par af jer – med sproget, med kulturen, med historien, med vaner og skikke, men nu er I i mål. Heldigvis. Velkommen som dansk statsborger, lød det fra Tina Tving Stauning.

Som en del af ceremonien underskrev de nye statsborgere en erklæring om at ville overholde Grundloven. Herefter modtog de en gave som minde om dagen, inden fejringen fortsatte sammen med familie og venner.

Grundlovsceremonien afholdes to gange årligt i Frederikssund Kommune og markerer en vigtig milepæl i livet for de borgere, der vælger Danmark til som deres hjemland.

Der var masser af glæde at spore hos de nye danske statsborgere. Foto: Frederikssund KommuneDer var masser af glæde at spore hos de nye danske statsborgere.

Foto: Frederikssund Kommune