Frederikssund Kommunes logo
5. september 2025

Høj tilfredshed med hjemmehjælpen i Frederikssund Kommune

Frederikssund Kommune scorer højt i ny landsdækkende undersøgelse af borgernes tilfredshed med hjemmehjælpen. Fire ud af fem borgere, der modtager hjemmehjælp i Frederikssund Kommuner er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmeplejen. Dermed er borgerne i Frederikssund Kommune mere tilfredse med hjemmehjælpen, end borgerne i hovedparten af Region Hovedstadens øvrige kommuner.

Det viser en ny landsdækkende undersøgelse af borgernes tilfredshed med hjemmeplejen gennemført af Danmarks Statistik for Ældreministeriet i foråret 2025. Undersøgelsen kan ses på Ældreministeriets hjemmeside.

Borgerne i Frederikssund er særlig tilfredse med den personlige pleje, hvor hele 89 procent af borgerne svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse. Til sammenligning er den tilsvarende score 85 procent på landsplan. Borgerne i Frederikssund Kommune er mere tilfredse end landsgennemsnittet på stort set alle opgaver. For eksempel er 74 procent af borgerne i Frederikssund tilfredse eller meget tilfredse med rengøringen, mens kun 67 procent af borgerne på landsplan er tilfredse eller meget tilfredse med rengøringen.

Borgmester Tina Tving Stauning i Frederikssund Kommune er meget tilfreds med de flotte resultater:

- Jeg er meget stolt af undersøgelsens resultater, selvom jeg godt vidste, at medarbejderne i Frederikssund Kommune gør det godt på ældreområdet. Jeg møder tit borgere, der roser den hjælp, de får i ældreplejen. Jeg ved, at både medarbejderne i vores Døgnpleje og hos vores private leverandører gør et formidabelt stykke arbejde for at støtte vores ældre borgere på bedste vis i hverdagen.

Undersøgelsen indeholder også målinger på borgernes oplevelse af kontinuitet, selvbestemmelse, samarbejde med pårørende og livskvalitet – alle centrale elementer i den nye ældrelov, der trådte i kraft den 1. juli 2025. Frederikssund Kommunes ældres svar på disse forhold svarer til de gennemsnitlige svar på landsplan.

Formand for Omsorg og ældre Susanne Bettina Jørgensen udtaler:

- Vi har i Frederikssund Kommune i de seneste år arbejdet intensivt med at udvikle vores Døgnpleje med faste tværfaglige teams. Vi har derfor et rigtig godt fundament i Frederikssund Kommune for at levere helhedspleje. Jeg tror, at borgerne fremover vil opleve, at de i meget høj grad møder de samme medarbejdere og får mere indflydelse på deres egen hjælp – og dermed får en større livskvalitet. Jeg glæder mig derfor til at se næste undersøgelse, som laves om to år. Denne undersøgelse vil vise os, hvordan vi lykkes med implementeringen af den nye ældrereform.

Medarbejdere fra Døgnplejen på vej ud til borgere. Foto: Irene Scharbau.Medarbejdere fra Døgnplejen på vej ud til borgere.

Om Ældreministeriets undersøgelse om brugertilfredshed med hjemmehjælp

Ældreministeriet har den 5. september 2025 udsendt rapporter om brugertilfredshed med hjemmeplejen til alle landets kommuner. I Frederikssund Kommune har 393 borgere besvaret undersøgelsen.

Undersøgelsen er en del af Ældreministeriets landsdækkende undersøgelse om brugertilfredshed med hjemmehjælp udarbejdet af Danmarks Statistik i juni 2025. Undersøgelsen bygger på svar fra i alt 53.000 hjemmehjælpsmodtagere fra perioden november 2024 til februar 2025. Rapporten giver det hidtil mest omfattende billede af de ældres tilfredshed og bidrager til, at alle aktører på ældreområdet kan følge borgernes tilfredshed. Undersøgelsen planlægges gentaget hvert andet år.

Foto: Irene Scharbau