Frederikssund Kommunes logo
29. september 2025

Da eleverne fik vinger på to hjul

Der var jubel og brede smil, da eleverne fra Afdeling Kølholm i Jægerspris i september for første gang deltog i ”Den lille cyklistprøve” – et samarbejde mellem kommune, skolerne og foreningen Dansk Skolecykling.

- Alle seks elever kom i kontakt med en cykel. Fire af dem kunne cykle i forvejen, mens to startede med at bruge deres cykler som løbecykel for at øve balance. Og så skete det helt magiske – den ene af drengene endte med at cykle rigtigt for første gang. Han voksede 10 centimeter den dag, fortæller Janet Sørine von Eggers Landbo, der er pædagog og skolens trafiklærer.

Forløbet kulminerede med en lille cyklistprøve på skolens område, hvor eleverne kørte igennem en opstillet bane og viste de færdigheder, de havde trænet. Forinden havde det dog krævet lidt fra Janet Sørine von Eggers Landbo at overbevise sine kollegaer om, at også afdeling Kølholm kunne være med til forløbet.

- Jeg måtte kæmpe lidt for det. Men jeg vidste, at vi havde elever, der kunne klare det – og som fortjente at få lov til at prøve. Og jeg er så glad for, at vi gjorde det, siger hun.

Elever samlet på cykler i skolegården. Foto: Frederikssund KommuneDet var med stor succes, da "den lille cyklistprøve" blev udført på Kølholm.

En tradition med succes

Siden 2020 har Frederikssund Kommune i samarbejde med Dansk Skolecykling gennemført ”Den lille cyklistprøve” for alle 3. klasser hvert år i september. Formålet er at give børnene sikkerhed og glæde ved at cykle – og at lære dem de grundlæggende trafikfærdigheder på en tryg og sjov måde.

For eleverne på Kølholm blev årets cyklistprøve noget særligt. Ikke bare fordi det var første gang, de deltog, men fordi det viste, at troen på børns evner kan åbne nye muligheder – og skabe små mirakler på to hjul.

Da Janet Sørine von Eggers Landbo dagen efter mødte drengen, der havde lært at cykle, var han på vej ud i skolegården for at øve sig videre.

- Jeg gav ham en kæmpe high five. Det var så fint. Man bliver bare glad helt ind i hjertet, når man oplever sådan en udvikling, fortæller hun.

Eleverne træner på cykel i skolegården. Foto: Frederikssund KommuneDer blev trænet og cyklet rundt i skolegården.

Fotos: Frederikssund Kommune