
Fint besøg af finansministeren i Frederikssund
Mandag den 8. september strålede solen ned over Vinge, da finansminister Nicolai Wammen (A) og finansordfører i Folketinget, Hans Andersen (V), lagde vejen forbi Frederikssund. Hans Andersen (V) er også medlem af Frederikssund Byråd.
Sammen med borgmester Tina Tving Stauning (A) og kommunaldirektør Torben Kjærgaard fik de en rundvisning i et af kommunens største udviklingsområder – og samtidig en snak om, hvordan store projekter påvirker kommunens økonomi.
Tina Tving Stauning (A) præsenterede både Klimakassen, nye boligprojekter og de overordnede planer for bydelen. Undervejs satte borgmesteren ord på, hvordan Frederikssund Kommune balancerer udvikling og økonomi.
– Vi er en kommune med en sund og stærk økonomi. Vi holder vores budgetter, vi overholder de udstukne økonomiske rammer, og vi gør det, vi skal. Men det er på kanten af, hvad der er muligt, når vi samtidig skal udvikle store byprojekter som Vinge. Derfor er det vigtigt at vise, hvad vi gør – og hvilke udfordringer der følger med, sagde Tina Tving Stauning (A) under besøget.
Udviklingen i Vinge går i den rigtige retning. Nye almene boliger skyder op – og de første afleveres endda før tid. Store anlægsprojekter skyder op, boliger bygges, og senest er Solsikkesøen blevet indviet – et nyt rekreativt område, hvor stier, beplantning og vandspejlet skaber et grønt åndehul midt i byudviklingen.
Et synligt tegn på, at Vinge ikke kun handler om mursten, men også om livskvalitet. Det sender et stærkt signal om, at området er i gang med at folde sig ud og tiltrække både borgere og investeringer.
Borgmester Tina Tving Stauning (A) viser Vinge frem for finansminister Nicolai Wammen (A).
Foto: Frederikssund Kommune
For finansministeren var besøget en mulighed for at få ”syn for sagen” og se, hvordan de store statslige anlæg spiller sammen med den kommunale planlægning.
– Det er rigtig fint at få lov at vise Vinge frem for finansminister Nicolai Wammen og tage en god snak om økonomien og de store projekter. Jeg er sikker på, at han havde en rigtig god oplevelse, lød det efterfølgende fra borgmesteren.
På dagen stod det klart, at Vinge tager sig smukt ud – ikke kun i solskinsvejret, men også som et område i fremdrift, hvor Frederikssund Kommune formår at skabe udvikling inden for stramme økonomiske rammer.