
Der blev stillet skarpt på fremtiden til erhvervskonferencen
Mandag den 1. september 2025 samledes Frederikssund Kommunes erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner til årets erhvervskonference på Campus Frederikssund. Konferencen bød på masser af inspiration, viden og data om helt centrale emner – nemlig uddannelse, arbejdskraft, grøn omstilling og kunstig intelligens – alt med fremtiden for øje.
- Tak til Campus og Frederikssund Erhverv for samarbejdet omkring erhvervskonferencen i Campus’ fine rammer. Sammen kan vi stå stærkere i fremtiden med alt, hvad den indebærer. For det er kun, når vi står sammen og i fællesskab finder løsningerne, at vi lykkedes med at indfri det potentiale, som vi alle har i os, siger borgmester Tina Tving Stauning (A).
I sit oplæg understregede Frederikssund Erhvervsdirektør, Jens Hald, at samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder kræver en mere helhedsorienteret tilgang. Det handler om at tænke på tværs af både offentlige og private aktører, hvis man vil skabe reel innovation og styrke koblingen mellem erhvervsliv og uddannelse.
- Det er vigtigt, at man ser sig selv udefra og ind. Ikke omvendt. For det er kun gennem en forståelse for ens omgivelser – lad det være partnere, kunder, leverandører og så videre – at man kan finde løsninger, der er til gavn for et frugtbart samarbejde om uddannelse og arbejdskraft. Jeg synes vi er godt på vej, og vi skal udnytte det store potentiale endnu mere, fortæller Jens Hald fra Frederikssund Erhverv.
Oplæg fra Campus Frederikssund. Fra venstre: Moderator Niels Lunde, konstitueret rektor på Frederikssund Gymnasium Anne Vedersø og rektor på U/NORD Heidi Post Dam.
Kunstig intelligens
Stina Vrang Elias fra Tænketanken DEA gav deltagerne et overblik over uddannelsesreformen og de løsninger, der politisk er lagt frem. Med skarpe analyser og tal satte hun fokus på de ubalancer, der præger arbejdsmarkedet – og på virksomhedernes centrale rolle i at få reformen til at lykkes.
Herefter tog fremtidsforsker Thomas Geuken ordet. Med energi og kant tegnede han et billede af, hvordan kunstig intelligens allerede nu forandrer vores måde at arbejde og tænke på – og hvordan den vil præge fremtiden. Til sidst tog Campus Frederikssund stafetten. Her gav konstitueret rektor Anne Vedersø og rektor Heidi Post Dam et indblik i, hvordan Campus vil navigere i det nye uddannelseslandskab i tæt samarbejde med erhvervslivet.
Rundvisning og dialog i MakerVærket.
- Det er vigtigt for os, at vi griber de muligheder, der er i det kommende nye uddannelseslandskab rigtig an i samarbejde med både kommune og erhvervsliv. Der er ingen tabere men kun vindere i at understøtte hinanden og udnytte potentialet, som vi alle sidder inde med – elever såvel som samarbejdspartnere, understreger konstitueret rektor Anne Vedersø og rektor Heidi Post Dam, inden dagen blev rundet af med en god paneldebat og opsamling fra borgmester Tina Tving Stauning og udvalgsformand for Job, erhverv og kultur, Michael Tøgersen (I).
- Stor tak til panelet for de gode input med syn på virksomhedernes behov og sidst men ikke mindst, vil jeg gerne sige tak til erhvervslivet for at engagere sig i de mange problemstillinger og udfordringer, som vi kun kan løse sammen – hele vejen rundt, siger borgmester Tina Tving Stauning.
Paneldebat. Fra venstre: Borgmester Tina Tving Stauning, direktør i Frederikssund Erhverv Jens Hald, konstitueret rektor på Frederikssund Gymnasium Anne Vedersø, rektor på U/NORD Heidi Post Dam, direktør i FGU Nordsjælland Tove Svejstrup Christensen, direktør i Anlægsgartner Gottlieb Thomas Gottlieb, service- og montagechef i Koatek Torben Andersen og moderator Niels Lunde.
Foto: Frederikssund Kommune