
Frederikssund giver de unge et løft
Hvordan får vi flere unge i uddannelse eller arbejde? Det spørgsmål er i centrum, når Frederikssund Kommune mandag den 20. oktober inviterer virksomheder, foreninger og uddannelsesinstitutioner til kick-off på Ungeløftet på U/NORD i Frederikssund.
Ungeløftet er et nyt nationalt partnerskab mellem regeringen, kommuner, virksomheder og civilsamfund, der skal skabe flere muligheder for unge mellem 15 og 29 år, som i dag står uden for uddannelse og beskæftigelse.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at sætte gang i Ungeløftet i Frederikssund. Det handler om at vise vores unge, at de hører til – og at der er en plads til alle i fællesskabet. Mange unge kæmper med at finde fodfæste, og derfor er det så vigtigt, at vi som kommune og lokalsamfund står sammen og giver dem støtte, muligheder og håb,” siger borgmester Tina Tving Stauning (S).
Lokale kræfter i fælles indsats
I Frederikssund Kommune bliver initiativet omsat til en lokal indsats, hvor kommune, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og foreninger går sammen om at støtte de unge og hjælpe dem på vej mod uddannelse, arbejde og deltagelse i fællesskaber.
- Ungeløftet er et stærkt fællesskab på tværs af kommune, erhvervsliv og foreninger. Når vi løfter i flok, kan vi gøre en forskel for de unge, der har brug for en ny start. Kick-off’et bliver en god anledning til at samle alle de lokale kræfter, som brænder for at hjælpe de unge videre, siger Keziban Aydin, leder af Ungekontakten i Frederikssund Kommune.
Inspiration og underskrivelse
Programmet den 20. oktober byder blandt andet på taler fra Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund og borgmester Tina Tving Stauning. Derudover vil unge og virksomheder dele erfaringer, inden arrangementet kulminerer med den officielle underskrivelse af Ungeløftet i Frederikssund.
Efter oplæggene bliver der mulighed for netværk og dialog om, hvordan lokale aktører kan bidrage til at åbne dørene til nye fællesskaber.
Fakta: Kick-off på Ungeløftet i Frederikssund
Tid og sted:
Mandag den 20. oktober kl. 16.00–18.00
Frederikssund Handelsskole – U/NORD, Heimdalsvej 1, Frederikssund
Program:
- Velkomsttale ved Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund og borgmester Tina Tving Stauning
- Erfaringer fra unge, virksomheder og foreninger
- Officiel underskrivelse af Ungeløftet
- Netværk med lokale aktører
Tilmelding:
Deltagelse for foreninger og virksomheder i Frederikssund Kommune er gratis, men kræver tilmelding via kommunens hjemmeside.